John Heilbrunn

John Heilbrunn er aktuel med krimien "Med en fod i afgrunden" (2026). Med en fod i afgrunden – en…

Læs mere
Book John

John Heilbrunn er aktuel med krimien “Med en fod i afgrunden” (2026).

Med en fod i afgrunden – en sanselig krimi fra Andalusiens mørke hjerte
For den blinde dansker er landsbyen Villanueva de la Sierra normalt indbegrebet af harmoni: lyden af fjerne kirkeklokker, duften af tør jord og smagen af modne avocadoer fra Carmens baggård. Men denne ferie bliver alt andet end fredelig. Allerede på ankomst dagen rammes danskerens skarpe lugtesans af en modbydelig stank, der skærer gennem bjergluften. Under en cementeret kloakrist i en snæver gyde gør han det utænkelige fund: liget af et spædbarn. Mens de lokale autoriteter har travlt med at lægge låg på sagen, vækkes danskerens gamle instinkter. Som tidligere undercover-agent for politiet ved han, at de mindste lyde og lugte kan afsløre det, øjnene ikke ser. Med sine skærpede sanser som eneste våben bevæger han sig ind i byens skygger, hvor magtfulde mænd som brødrene Perez hersker med vold og tavshed. Da endnu et lig dukker op i en bjergkløft, trækkes trådene til byens udnyttede østeuropæiske kvinder, og danskeren må sande, at hans egen nysgerrighed har bragt ham i livsfare. I en by præget af religiøse traditioner og mørke hemmeligheder må han kæmpe for at bringe sandheden frem i lyset, før han selv ender som et offer i afgrunden.
Med en fod i afgrunden er en intens krimi om de hemmeligheder, der gemmer sig bag de hvidkalkede mure, og om en mand, der ser mere end de fleste – selvom han lever i mørke.

Anmeldelser:

John Heilbrunns krimi er en fascinerende bog med en ret ukompliceret handling. Skurkene er skurke og de andre er gode nok. Personerne virker egentlig noget tegneserieagtige og det er faktisk ikke negativt ment. Det er ikke historiens personer, der fanger mig mest – næh, det er det faktum, at hovedperson og fortæller er blind og det hele er oplevet gennem hans sanseapparat. Det fungerer fantastisk godt. Der er mange og overbevisende detaljer. Han går meget rundt alene og orienterer sig med hørelsen og lugtesansen og flittig brug af blindestokken. Danskeren som han kaldes, holder ferie i sit spanske hus i Villanueva (hvor det så ellers ligger) Han fremstår ret anonym, men efterhånden som historien, der er fortalt af ham, kommer frem kommer hans personlighed mere og mere frem, og det virker virkelig godt. Folk der ikke i forvejen ved noget om blinde får virkelig noget at vide her. Sproget i bogen er meget varieret og ordrigt til tider lidt knudret. Man er godt underholdt med både humor og spænding. Godt gået.
Anmeldt af Rudi Geert-Jørgensen.

John Heilbrunn er blandt meget andet – jurist, musiker, lydmand og forfatter. Vi har tidligere anmeldt hans bog ”Det bliver aldrig helt mørkt” fra 2023 i Handicaphistorisk Tidsskrift. Nu er han tilbage med endnu en bog – denne gang en krimi. Hvor bagsideteksten til Heilbrunns første bog var ”Erindringer i blinde” kunne det denne gang være ”en sanset fortælling”. I krimien er hovedpersonen blind, som Heilbrunn selv er det, hvorfor alle indtryk, beskrivelser og observationer er renset for synsindtryk, mens alle andre sanser i bogen fungerer på højeste gear. Egentlig tror jeg, at bogen ville virke endnu bedre som lydbog, så ens egne synsindtryk af ord og bogstaver var væk. Men jeg ville nu nødig undvære forsidebilledet: En ældre mand med skæg – i trenchcoat med gammeldags hat, en hånd i lommen og en blindestok i venstre hånd. Man ser ham i profil med en markeret næse og et lyttende udtryk, Øverst i højre hjørne er med et billede markeret, hvad han lytter efter. Det kommer vi tilbage til. ”Danskeren”, som han bliver kaldt af indbyggerne i en lille spansk landsby ved navn Villanueva de la Sierra, har købt et lille byhus i landsbyen, hvor han periodevis opholder sig. ”For den blinde dansker er landsbyen Villannueva de la Sierra normalt indbegrebet af harmoni: lyden af fjerne kirkeklokker, duften af tør jord og smagen af modne avocadoer fra Carmens baggård. Men denne ferie bliver alt andet end fredelig […] ”med en fod i afgrunden” er en intens krimi om de hemmeligheder, der gemmer sig bag de hvidkalkede mure, og om en mand, der ser mere end de fleste – selvom han lever i mørke”, står der i bagsideteksten. Hovedpersonen er – som mange andre beskrevne hovedpersoner i krimier – en halvgammel, lettere alkoholiseret mand, ensom med frustreret seksualitet, der lever på ydersiden af samfundet – alene med kontakt til få bekendte, som han føler sig tryg ved. Da ”danskeren” denne gang kommer til sit hus og vil gå sin faste tur i landsbyen, rammes han af en forfærdelig stank fra en kloak. Han får nogle bekendte til at hjælpe sig med at opklare, hvad der gemmer sig bag denne frygtelige lugt. Og man fandt liget af et spædbarn. Fra det punkt rulles historien op. Den handler om, hvordan den lille spanske by bliver overtaget af to brødre, som vil lave turisme på en ny måde, og som bruger alle midler til det. Den handler også om udnyttelsen af kvindelig østeuropæisk arbejdskraft på de restauranter og barer, brødrene opretter – og det handler om et fællesskab i landsbyen, der er under forandring. Alt dette bliver hovedpersonen, der har tidligere erfaringer som undercover agent, involveret i på grund af sin nysgerrighed. Han lytter, han snuser, han opsøger steder, han spørger naivt, han spiller gode venner – også med dem, han mistænker. Samtidig fatter han ikke, at også ikke mistænkte øvrighedspersoner kan fejle. Billedet i øverste højre hjørne på forsiden af bogen viser et par i omfavnelse. En af hovedpersonens laster – udover brandy – er, at han går ture i natten med en stok, hvor spidsen er svøbt i gaze, så den bliver lydløs. Han hører efter lyde af seksuelle samvær i natten for at blive pirret lidt. Men ikke alle lyde i natten er gode lyde. Der forekommer lyde, der bør opklares. Hvem bor i huset med de frygtelige lyde, hvilke personer er indblandet, hvad er på spil? Lysten fortoner sig brat, og fra nu af bliver hovedpersonen agenten, der modigt følger et spor med store personlige omkostninger. Det originale ved bogen er, at man som læser pludselig oplever en verden uden syn: Lugten af cigaretrøg ved hovedpersonen hus. Hvorfor opleves den så tit? Den lokale politibetjent og hans korpus, der kan opleves via dennes åndedræt, sved og fylde i rummet, mure der kan mærkes etc. Bogen forsøger i dække af krimien at udmønte beskrivelser, som har en handicappolitisk kant. I stedet for at beskrive, hvad det vil sige at være blind, bliver vi selv ”blinde”, når vi læser bogen. Vi er i vores sansers vold! Og det – og bogen – er spændende!
Anmeldt af Birgit Kirkebæk

John Heilbrunn, 71, er uddannet jurist og har arbejdet i Socialstyrelsen og Arbejdstilsynet. Desuden har han rejst i udviklingslande – det vi i dag kalder Det Globale Syd – udsendt af Dansk Blindesamfund for at opbygge blindeorganisationer sammen med de lokale. Ved siden af drev han i mange år lydstudie og spillede selv i bandet Kester sammen med blandt andre barndomsvennen Jarl Friis-Mikkelsen.

Der bliver aldrig helt mørkt

Stærke foredrag om at leve i mørke, men alligevel altid se lyst på livet.

John Heilbrunn fortæller levende og med humor om sin barndom i Los Angeles, om opvæksten i Gentofte hvor hans danske mor og norske far kæmpede utrætteligt for, at han blev den første blinde elev i den danske folkeskole.

Hele hans historie er samlet i bogen ”Der bliver aldrig helt mørkt – erindringer i blinde,” som John har skrevet i samarbejde med to journalister. Bogen udkom den 15.6.23. Hør ham fortælle om at stå på vandski, hoppe i faldskærm, renovere sommerhus og miste sine fingerspidser, dreje ler, falde ned på togskinner, spille i bands og meget mere.

Bogen, som nu har været på gaden i et lille år har fuld aktualitet i forbindelse med det forlig på handicapområdet, som netop er blevet vedtaget, og som store dele af handicapbevægelsen har kritiseret skarpt.

Bogen er omtalt og anmeldt af Christian Hegaard på platformen POV, og en samtale om John Heilbrunns liv og om bogen vil være at finde på podcasten fra DR samt bliver sendt på P 1 i Brinkmands Briks antageligt primo juni i år.

Han kan bookes til et af følgende foredrag:

Om krimien “Med en fod i afgrunden”

Hvor blev pengene – og musikken – af?
John Heilbrunn var indehaver af et af Danmarks største lydstudier i ’80erne, hvor han drejede på knapper for nogle af tidens største musiknavne. Men han måtte lukke det, da computerne overhalede de analoge knapper, som John havde udstyret med Dymo-strimler. Også digital betaling i supermarkedet, touchskærme overalt og MitID er en gyser for en blind. Et foredrag om den teknologiske udvikling og om at leve som blind i et samfund, skabt på seendes præmisser. fyldt med tankevækkende anekdoter.

På opdagelse i København – og i køkkenet
Om at bruge ørerne når man skal krydse gaden – og blive kørt ned, fordi lydene var forkerte. Om vejarbejde, manglende afspærringer, henslængte cykler og andre forhindringer. Om at lave blå sovs til sine gæster, jonglere med knive på morgen tv og meget mere. Et underholdende foredrag, krydret med sjove historier og med fare for at publikum får nogle aha-oplevelser undervejs.

Kropssprog, karriere og kærlighed.
John fortæller om, hvordan han oplever andre menneskers udseende, som for ham er lugt, stemme, måde at bevæge sig på og den udefinerbare kemi. Hvordan skal han selv se ud, agere, signalere i mødet med andre og når han er i forskellige ventepositioner? Hvordan finder man en kæreste, når man ikke kan se andre mennesker? Og hvordan bliver man en del af fællesskabet, når man ikke kan se, men rigtig gerne vil ses?

Det har været vigtigt for John Heilbrunn at leve et spændende og begivenhedsrigt liv, hvor han samtidig har kunnet gøre en forskel for andre. Og det lykkedes, selvom det tog lang tid før, han blev accepteret som en ligeværdig kollega.

I dag vælger han snarere lykken nu og her, altså det, som føles mest bekvemt og harmonisk, selvom han stadig gerne vil bidrage med sine kompetencer.

Et eftertænksomt foredrag om at finde sin plads i verden og om at have forældre, der opmuntrede John til at gå efter sine drømme.

Er det nemmere at fungere som en person med et handicap i dagens højteknologiske samfund, eller var alt bedre i gamle dage?

John Heilbrunn causerer over de muligheder, han blev budt med stærke og opfindsomme forældre, der var insisterende og klare til at gå op imod datidens tvangsmæssige institutionalisering. Udviklingen fra de gyldne 60ere og 70ere, afskaffelse af særforsorgenog opsplitningen af samfundet i 98 kommuner i 2007, hvor starten til postnummerlotteriet tog fart. Hvordan klarer man sig som blind i nutidens digitalisering – fordele og muligheder, – begrænsninger og udfordringer.

Foredrag kan også skræddersyes til netop jeres målgruppe.

Hør samtale med Sven Brinkmann her.

Foredrag med John Heilbrunn booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular