Dy Plambeck er født i 1980 og opvokset ved Buresø i Nordsjælland. Hun er sproglig student fra Sankt Annæ Gymnasium i 1999 og uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Hun debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresøfortællinger. Siden er romanerne Texas’ rose (2008), Gudfar (2011), Mikael (2014) og Til min søster (2019) udkommet. Dy Plambeck har også skrevet børnebøgerne Drømmehøjen (2008) og Os fra Blomsterkvarteret 1-12 (2011-2015).
Dy Plambeck er blevet karakteriseret som en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Hun er desuden kendt for sit store samfundsengagement som debattør og skribent for bl.a. Weekendavisen, Politiken og Information.
Fra 2017-2020 sad Dy Plambeck i Højskole-sangbogsudvalget, der redigerede den 19. udgave af Højskolesangbogen. Dy Plambeck har også været med til at redigere Højskolesangbogen for børn, der udkom for første gang i 2018.
Dy Plambeck har modtaget flere priser for sit forfatterskab bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, Jytte Borberg-prisen og Jeanne & Henri Nathansens Mindelegat.
Foredrag 1: Foredrag med udgangspunkt i seneste roman Til min søster (2019)
Om bogen: Til min søster er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J. P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv. Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne. De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed. Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt. Til min søster er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.
Foredrag 2: Højskolesangbogen
Foredrag med Dy Plambeck booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
Ved brug af foto skal fotograf Les Kaner nævnes.