Erik Lindsø er forfatter og kulturjournalist og en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og fortællere. Med udtræk fra litteratur og filosofi, muntre historier og humorens bid sætter han tilværelsen under lup. En række af hans livsbetragtninger er udkommet i bogen ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder”.
Erik Lindsø er redaktør af ”Grænsen – magasin for mindretal, sprog og kultur”, hvis han da ikke er på farten med sin trækvogn, hvori han har gode historier. Han har tidligere været højskoleforstander på Rønshoved Højskole, redaktør af Højskolebladet og programmedarbejder i Danmarks Radio.
Jeg sad fast ved højttaleren, mens han fortalte,
og jeg måtte ringe og sige til ham,
at han havde givet mig migræne.
Det får jeg af store oplevelser.
Johannes Møllehave.
Foredrag af Erik Lindsø
Foredrag 1: Humor som medicin
Om livsmod, livslyst og livsglæde
“Vil du proppe alvor ned i halsen på en mand,
skal du først få ham til at åbne munden af grin.”
— Dario Fo.
Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede. Et par muntre og livsbekræftende timer, hvor lattermusklerne bliver rørt.
Når livet er allerbedst, siger vi: ”Jeg var lige ved at dø af grin!” Når livet er værst, siger vi: ”Jeg er ved at dø af stress.” Men hellere dø af grin end af stress.
Humor er det bedste værn mod stress. Med humor når vi det samme, men for nedsat tempo – vi bliver langsomme i vendingen, men hurtige i replikken.
Man kan ikke blive vred eller sur på den, man griner sammen med. Humor afvæbner den urimelige. Humor fornyr og forynger vores livssyn. Humor gør os finurlige og eventyrlige. Humor giver os overskud til at drage virkeligheden i tvivl.
Med humor styrker vi sammenholdet. Som Dostojevskij siger: ”Hvis vi alle turde være lidt mere latterlige, ville vi holde mere af hinanden.”
Med humoren bliver vi alvorlige på en sund måde. Som Dario Fo siger: “Vil du proppe alvor i en mand, må du først få ham til at åbne munden af grin.”
Når vi griner, udløser vi hjernens lykkestof, dopamin. Det er et stof, der øger vores motivation – som udløser forventningens glæde og den rus, vi kan rammes af, når forventningen udløses.
Foredraget er en lattermild rundrejse i humorens livgivende univers.
Foredrag 2: Så syng da, Danmark – og syng dig glad
På opdagelse i Højskolesangbogen
“Det er lettest at holde et folk i skak,
som slet ingen sange har.”
— Benny Holst
Danmark har fået en ny udgave af Højskolesangbogen – gennem 25 år Danmarks mest solgte bog. I dette fortælle- og sangarrangement vil både nye og gamle sange og melodier blive præsenteret med gode historier.
Fra Grundtvig og Ingemann til Kim Larsen og Anne Linnet. Fællessang er er røget til tops. Under coronakrisen havde DR’s hjemmestrikkede program “Fællessang hver for sig” flere seere end X-faktor, der blev sendt samtidig på TV2.
Højskolesangbogen er populær som aldrig før, men har været det længe. På 25 år har den solgt i 1,5 millioner eksemplarer, og er over tid Danmarks mest solgte bog.
Vi har i talesproget vendingen, at “der skal noget andet til” – noget, der stikker dybere ned og når længere ud, end vi selv magter ved hjælp af hverdagslivets redskaber og tidsåndens forhåndenværende indsigter. Poesi og sange rummer dette “noget andet”, der skal til. Fordi de er skrevet på hjertesproget.
Når vi synger sammen, udløser hjernen kærlighedeshormonet oxytocin, som også udskilles, når vi er forelskede eller har sex. Sangen afstresser os, den får smilet frem og får vores åndedræt og muskler til at slappe af. Man kan ikke blive sur på den, man synger sammen med.
Advarsel! Fællessang kan virke stærkt vanedannnede!
Foredrag 3: Som et strejf af en dråbe
Kim Larsens univers – fortælling og fællessang
“Så vis mig nåde og miskundhed,
Der var momenter af kærlighed,
og øjeblikke hvor mit mismod ikke tynged’ mig ned.
Og jeg gik den lige vej
op til himlen og til dig,
men for det meste var det lissom om, det gik den anden vej.”
— Kim Larsen på “Øst for Vesterled”.
Kim Larsens sange har i fem årtier præget danskernes liv i lykkelige som ulykkelige stunder. Kim Larsen blev en del af vores folkesjæl – en plads han indtog på grund af en ofte overset eksistentiel dimension, der er selve klangbunden i hans sangværk.
Da Kim Larsen døde 30. september 2018, blot 73 år gammel, blev der landesorg. Der blev spontant afholdt mere end 50 mindekoncerter rundt om i landet. I ugerne efter hans død var hans sange de mest aflyttede på Spotify. DBU besluttede, at i resten af efterårssæsonen skulle Kim Larsen-sange spilles på samtlige stadions før superligakampe. Ingen andre har som Kim Larsen kunnet samle tre generationer. I Højskolesangbogen er han repræsenteret med otte sange. Kim Larsen blev en del af vores folkesjæl, og i foredraget vil Erik Lindsø fremdrage, at den plads indtog han på grund af en ofte overset eksistentiel og kristen dimension, der er selve klangbunden i hans sangværk. Undervejs synges nogle af hans sange – kendte og et par mindre kendte.
Foredrag 4: Livsglædens nødvendighed
Om det der gør livet levende
Livsglæden er det, der gør livet levende. Livsmod er det, som man løbende får sat ind på sin glædeskonto. Foredraget sætter ind på fælleskontoen!
Jeg har samlet på historier om glædesspredere og skrevet en hel bog om dem. Det var derfor, jeg begyndte at gå med hat, så jeg kan tage den af, når jeg møder dem.
Bogen hedder “Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder”. Foredraget bygger på bogen, og er et muntert, livgivende foredrag – et mentalt kurbad.
Nogle skaber glæde, hvor de går – andre når de går. De sidste har jeg døbt de langtidsskuffede eller de bekymringsparate. Det er når denne tilstand af levebrødspessimisme rammer os, at vi har behov for, at en glædesspreder kigger forbi. Et muntert og livgivende foredrag – et mentalt kurbad.
Vi tror, det er nemt at være glad. Men der er ikke noget, der er nemmere at lade være med. Glæden kommer ikke af sig selv. Man må lave opsøgende virksomhed. Hvis der ikke er noget at glæde sig over, er der noget at glæde sig til.
Ved at leve livet, erfares det, men ved at elske livet forklares det. Vi må gerne græde over livet, men ikke begræde det. Det handler mit foredrag om.
Foredraget en poetisk rundrejse i livsglædens, smilets og den muntre alvors univers.
Foredrag 5: Livet er det bedste, vi har
Om Benny Andersens univers – fortælling og fællessang
“Du er det modsatte af en splint.
En splint gør ondt et enkelt sted.
du gør godt over det hele.”
— Benny Andersen om Rosalina.
Foredraget er en lystrejse i Benny Andersens hjertevarme humor, som den kommer til udtryk i hans digte og sange.
Benny Andersens er en skarpsindig iagttager og en generøs verdensborger i Danmark. I 60 år registrerede han, hvad der sker i det danske samfund og i sin digtning påvirket os – med et smil på læben.
Benny Andersen er aldrig nedladende, men altid opladende. Han rakker aldrig ned, han rakker altid op. Han kalder Rosalina for en livsfordobler og siger om hende: “En splint gør ondt et enkelt sted, du gør godt over det hele.” De fleste holder døren på klem, men ikke Benny Andersen: “Jeg vil vente på dig nat og dag, jeg ta’r hele døren af.”
En tilhører sagde en gang til ham: ”Det må være utroligt sådan at kunne ryste digte ud af ærmet”. Benny Andersen svarede: ”Du skulle vide, hvor mange ærmer jeg har slidt op”.
Benny Andersen er en sprogfornyr. Benny Andersen er en øjenåbner. Med en unik sprogsans blandet med en hjertevarm humor har givet ham en poetisk særstatus.
Foredraget går på opdagelse i Benny Andersens digte og sange – og nogle af sangene synges.
Foredrag 6: Du kom med alt det der var dig
Om Jens Rosendal – hans liv fortalt med sange
“Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det ….”
Sådan lyder de første linjer af Jens Rosendals sang fra 1981, som gennem fire årtier har gjort ham kendt og elsket blandt mange. Sangen blev skrevet, da han 52 år gammel mødte Ulrik, og ikke længere kunne skjule, han var homoseksuel. Linjer fra sangen står på gravstene, de er ridset ind i bænke og malet på husvægge. Sangen er oversat til 18 sprog, senest til russisk. Jens Rosendal er den mest produktive sangskriver siden Grundtvig. Fra sin bolig i Ballum med udsigt over Vadehavet har han skrevet mere end 1500 sange og salmer, og han er med i stort set alle sangbøger. Mere end 70 komponister har sat melodier til hans sange.
Jens Rosendal er naturens digter, kærlighedens digter og salmedigter. I foredraget fortælles historien om Jens Rosendals stridbare liv, men altid elskværdige liv – fortalt med nogle af hans sange, som synges undervejs.
Foredrag 7: Skynd dig langsomt
Om at give tiden fylde
“Knuser uret med mine tanker
– jeg lever kun med livets hastighed.”
— Michael Strunge.
“Når jeg kigger på uret, er det altid mig, der er bagefter”, siger Benny Andersen i et digt. Og i et andet digt: “Selv med 12 ure i huset, har vi ikke tid nok.”
Tiden er vores vigtigste ressource. Tiden er blevet kostbar. Tid er penge. Der effektiviseres og rationaliseres med det formål, at vi skal nå det samme på kortere tid. Det er tiden, der bestemmer over os og ikke os, der bestemmer over tiden. Tiden løber for hurtigt, og nogle gange løber den fra os. Mangel på tid er blevet en alvorlig stressfaktor og en hindring for sund livskvalitet. Den der skruer tempoet op for at nå noget mere, mister de langsomme glæder.
Vi havde indtil for få år siden talemåden at ”give sig god tid”. Det betød, at man var grundig, at man gjorde sit arbejde godt, at man var nænsom og omhyggelig. I dag er den, der giver sig god blevet til den, der ”langsom i vendingen”. Vores opfattelse af tiden udtrykker vores livskvalitet.
Langsomhed er kunst, der er svær at lære, hvis man aldrig har trænet talentet.
Foredraget handler om de værdier, der giver tiden fylde – om evnen til at skynde sig, men give sig god tid til det.
Foredrag 8: Mandefald – den nye mandekultur
Hvor sætter manden sig, når det ikke er ved bordenden
Mange af os er opvokset i en patriarkalsk kultur, hvor far altid sad ved bordenden. Når jeg ringede ud til min legekammerat Anton, og det var moren, der tog telefonen, sagde hun: “Det er hos Hanses”. Hun sagde aldrig mandens navn. Var det Hans selv, der tog telefonen, sagde han: “Det er ham selv”. Det ville være utænkeligt i dag, men det har været almindeligt i mands minde. Og ups! Kan man sige det – mands minde? For udelukker det ikke kvindernes minde?
Vi er ikke nødvendigvis på vej mod et matriarkat, men stærke feminister fremstiller danske kvinder som forfulgte ofre for en magtfuld mandekultur, der skal bekæmpes med kvoter og særbehandling. Mandens dominans i sproget skal ændres, så vi ikke længere kan tage det som en mand, være en drengerøv eller en målmand. Det er en fair kamp, men den betyder, at manderollen er havnet i en identitetskrise. Hvor finder mænd i dag forbilleder for det maskuline? Foredraget er rejse gennem mandekulturens udvikling frem til i dag, hvor manden skal genfinde sig selv.
Foredrag 9: En fremmed kommer til byen
En munter rejse gennem fem årtiers kulturmøde
Foredraget består af fire fortællinger – fire nedslag – fra 1960’erne til i dag om vores møde med det fremmede, og om vores evne til at gøre det fremmede dansk, når det viser sig, at vi ikke kan slippe af med det, men det er kommet for at blive.
“En pige til læreren:
– Hjemme hos os har vi det hele nu.
– Hvad mener du?
– Jo, min storesøster har fået en kæreste, der er muslim,
og far siger, at det var lige det, der manglede.”
”Danskerne findes i mange modeller, og stadig kommer der nye til,” digter Ebbe Kløvedal Reich i en højskolesang.
En dansker er et gadekryds, der siden oldtiden er blevet formet i mødet med det fremmede.
Der er altid ankommet fremmede, der forstyrrer os og forandrer os. I landsbyen kom tilflytteren. I storbyen kom fremmedarbejderen. I den globale landsby kommer de mest uventede. Med jævne mellemrum må vi derfor minde hinanden om, hvem vi er, og hvorfor vi hører sammen. I disse år skal vi lære at høre sammen på nye måder.
Jeg har samlet på tankevækkende og morsomme historier om det gode kulturmøde, som jeg i foredraget bruger til at forklare, hvordan vi bliver bedre til at leve i en flerkulturel brydningstid, hvor kulturmødet er blevet en del af hverdagen.
Foredrag 10: Når snæversyn og smålighed tager overhånd
Livtag med Janteloven
“Kampen mod dumheden bliver ikke afskaffet næste fredag.
Dertil er der for mange spekulanter i menneskets angst.”
— Aksel Sandemose.
Jantelovens bud kender de fleste danskere bedre, end de kender Grundloven. Men lader vi Janteloven regere, brænder vi ikke for noget, men vi brænder ud. Janteloven skrev Aksel Sandemose for at gøre op med den. Det er en forrygende historie – på samme tid dybsindig og morsom.
En jante er slangudtrykket for en sølle mønt af laveste værdi. I den fiktive by Jante fødtes 10 bud, og alle kan i søvne byens første bud: Du skal ikke tro, du er noget.
Foredraget er historien om Aksel Sandemose og den Jantelov, han er ophavsmand til med sin roman ”En flygtning krydser sit spor” (1933).
Aksel Sandemose har om nogen undersøgt og kortlagt årsagerne til, at vi handler, som vi gør, mod os selv og hinanden, når snæversyn og smålighed tager overhånd – hvad der sker, når det vigtigste, vi har, er det vi har på hinanden.
Men foredraget er også en aktualisering af Janteloven: Når fordomme trives, når vi stikker halen mellem benene eller går uden om trolden. Jante lever, når vi ikke udlever vores potentiale og vores drømme, men i stedet propper vores mening i andres lommer, og gør, hvad de synes, i stedet for hvad vi selv finder rigtigt. Eller når vi giver de andre skylden for spildte talenter og knuste drømme – som konen, jeg hørte sige om sin afdøde mand: “Ja, havde det ikke været for ham, var jeg blevet akademiker.”
Sandemoses sære grundlov har det med at hindre os i at udføre det, vi er her for: at være til glæde for os selv og for andre. Når vi lader Janteloven regere, holder vi op med at brænde for noget. I stedet brænder vi ud.
Foredrag 11: Livet er svært, men matematik er sværere
En historie om Storm P. og hans livssyn
“- Man er kun et menneske!
– Men synes du ikke, det er rigeligt?”
— Storm P. i en flue.
Foredraget er en hjertevarm rundrejse i livsglædens, smilets og den muntre alvors univers, som man møder det hos Storm P.
En dag, hvor Storm P. står med sit staffeli på gaden og maler, spørger en forbipasserende: ”Storm P., kan De ikke tegne de mennesker, så de ligner?”. Storm P. svarer: ”Jo, det kan jeg godt, men det nænner jeg ikke”.
Jeg kan godt tegne dig, sådan som du ser ud i dag, hvor du har fået det ene ben forkert ud af sengen og ligner en tristesseramt levebrødspessimist. Men ved du hvad? Det synes, jeg er synd for dig. Derfor tegner jeg dig ikke, som du ser ud i dag med alle dine fortrædeligheder, men som du fortjener at se ud.
Det fortrinlige ved Storm P. er, at han vil os det godt. Han træner vores evne til at springe over skygger – ikke blot vores egne skygger, men de skygger alle mennesker har. Han tager fra de livlige og giver til de kedelige.
”Nogle skaber glæde, hvor de går – andre når de går,” siger Storm P. i en flue. ”Er der ikke noget at glæde sig over, så er der noget at glæde sig til,” hedder det i en anden flue.
Om sig selv siger Storm P.: ”Jeg er ikke nogen særlig morsom mand, men når jeg ser ud over livet, bliver det som regel morsomt.” Det er den evne, han vil lære os.
Foredrag 12: Lattermild og gavmild
Om Johannes Møllehave og opgøret med det ordinære
“Når min nekrolog bli’r trykt,
så må det godt fremhæves:
Vist var hans liv til dels forrykt,
men ikke spor forgæves.”
— Johannes Møllehave.
Gennem et halvt århundrede var Johannes Møllehave Danmarks ukronede folkeoplyser – en omrejsende højskolelærer, der insisterede på, at det overfladiske ikke må stikke for dybt. Han var et levende eksempel på, at den store humor kun opstår, når man tager livet alvorligt.
”Hellere forrykt end forgæves” hedder en af Johannes Møllehaves bøger, hvor titlen går på ham selv.
Men han kunne også om sig selv have sagt ‘lattermild og gavmild’, for det er, hvad Møllehave har været for tusindvis af danskere gennem et halvt århundrede.
I foredraget tegnes et portræt af Johannes Møllehave som et fyrtårn i dansk folkeoplysning.
Det er vanskeligt at overvurdere Møllehaves betydning. Han genoplivede Storm P., han har holdt H.C. Andersen inde i varmen, han har fået almindelige danskere til at læse vanskelige forfattere som Kierkegaard, Shakespeare og Dostojevskij.
Humoren var Møllehaves våben. I sine tusindvis af foredrag var han et levende bevis på, at Dario Fo har ret, når han siger, at ”vil du proppe alvor ned i halsen på en mand, må du først få ham til at åbne munden af grin”. Derfor har Møllehave også som få været i stand til at fortælle kristendom, så selv den mest hårdføre ateist har måtte overgive sig. Og det må ikke overses: Først og sidst var Johannes Møllehave præst og forkynder.
“Johannes Møllehave var en omrejsende højskolelærer. Med afsæt i sine eminente læsninger af litteratur, filosofi og kristendom har han som få været i stand til at begejstre sine tilhørere til at beskæftige sig med meningen med livet, og hvad det vil sige at være et menneske.
Møllehave var i ordets bedste forstand en original – forrykt, som han selv siger. Men uden originaler får vi intet originalt, men kun det ordinære. Og ordinær er det sidste, man kan kalde Johannes Møllehave.
Foredrag 13: Livet er en historie værd
Kunsten at fortælle livet
Enhver livshistorie er et tilbageblik, som rummer beretninger om tro, håb og kærlighed – om det største, der findes. Når vi fortæller livet, fortæller vi om det, vi gerne vil holde liv i, og vi sætter det sammen, som er gået i stykker. I fortællinger og historier finder tilværelsen nemlig form, og når noget finder form, mister det kaotiske sin trussel.
Når vi deler livshistorier med hinanden – når vi fortæller vores liv for hinanden – deler vi også vores skæbne med hinanden, og skæbnefællesskaberne er de stærkeste fællesskaber, der findes. Du kan forlade mig, og jeg ser dig måske aldrig igen, men den historie, du fortalte mig, bliver altid stående tilbage.
Erik Lindsø deler rundhåndet ud af de sørgmuntre, morsomme, bevægende og livsnære historier, han har samlet op i litteratur og hverdagsliv. Han fortæller dem med humorens bid og den livsbegejstring, han er kendt for at formidle, når han som fortæller og foredragsholder pakker historier ud rundt om i landet.
“Livet er i det mindste en historie værd” er en bog, som får ørerne til at vifte – den oser af en fortælleglæde, der smitter læseren med fortællelyst.
Foredrag 14: Ude er godt, men hjemme er bedst
Om betydningen af hjem og hjemlighed
“- Jeg er ude af mig selv!
– Nå, men så ring, når du kommer hjem.”
— Storm P.
Når noget er hjemligt, signalerer det tryghed og vante rammer. Når vi er “indenfor hjemmets fire vægge”, er vi et sted, hvor vi kan være os selv, og i fortrolighed dele livet med dem, vi holder af – i modsætning til livet og verden udenfor. Det er derfor, vi siger, at “ude er godt, men hjemme er bedst.”
Hjem er et af sprogets stærkeste ord, og vi bruger det derfor i alle mulige sammenhænge. Hjem er vores base og vores afsæt. En sikker base at ty til giver en sikker base i os selv. Det er derfor, at ordet ”hjem” indgår om det største i livet, og at hjemløs er noget af det værste, der kan hænde os.
Vi har det bedst, når vi ”føler os godt hjemme”. Og når vi vil vores gæster det allerbedst, siger vi: ”Lad som om I er hjemme”. Selv meninger skal ”have noget hjemme”. Når noget er det rene nonsens, siger vi, at ”det har ingen steder hjemme”.
Barndommens hjem står stærkt i erindringen. Engang snakkede vi om ”hjemmets arne”, og en ”hjemstavn” var udtryk for at have rødder og høre hjemme et sted.
Når skilsmissen rammer, kan vi snakke om “et hjem i opløsning”, og det gør ondt bare at høre det sagt, og ingen misunder den, der skal “skabe et nyt hjem”.
Foredraget causerer over hjem og hjemlighed.
Foredrag 15: Hellere utidig ildhu end rettidig omhu
Eller: Uden originaler intet originalt
“Der gik en gang tre år, hvor jeg ikke lavede en skid.
Men så kom Tidens Tern.”
— C.V. Jørgensen om tilblivelsen af Danmarks bedste rockplade.
Eller: Uden originaler intet originalt
Vi kan ikke undvære de tilpas utilpassede. Af dem kan vi lære forbavselseskompetencer. Jeg hører selv til blandt dem, der sad skævt på potten, og i skolen sagde de, at jeg ikke blev til noget særligt. Men jeg snød dem! Livets skole har lært mig, at det er et dumt og ansvarsløst samfund, der kun tænker på individuel uddannelse.
I dag snakker vi nedsættende om unge, der går deres egne veje – alle dem, som ikke er som de fleste – dem, der ikke tager deres uddannelse til tiden og hurtigt nok – dem, der fjumrer og går omveje. Vi kalder dem for de marginaliserede unge, og de omtales ofte som et samfundsproblem. Jeg har omdøbt “marginalen” til “reservatet for frugtbare galninge”.
Foredraget er en række morsomme og tankevækkende historier om børn og unge, som ikke duede i skolen, men alligevel blev til noget. Jeg giver dem mund og mæle.
Men jeg er også ude i et pædagogisk anliggende.
I en tid, hvor alle skal have kompetencer, er det vigtigt at huske på, at der også er noget, der hedder forbavselseskompetencer. Når vi forbavses, overraskes vi af det gode i livet – dets storhed og skønhed – den slags kompetencer, man henter i digte, sange, fortællinger, musik, dans, bevægelse og leg.
I foredraget slår jeg et slag for nytten ved det, der umiddelbart er unyttigt.
Foredrag 16: Noget om Halfdan
Om Halfdan Rasmussen i sjov og alvor
“Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste.”
— Halfdan Rasmussen
Jeg kommer med en både morsom og tankevækkende historie om Halfdan Rasmussen krydret med fællessang, hvor vi synger både hans børnesange og hans voksensange.
Halfdan Rasmussen er gået os i blodet og til hjertet. Vi er vokset op med hans ABC, og de fleste danskere kan udenad “Den lille frække Frederik” og “Mariehønen Evigglad”.
Halfdan hører til vores sproglige DNA. Han er hele Danmarks rimsmed. Vi kender ham mest for hans Tosserier, Halfdans ABC, rim og remser og vidunderlige børnesange. Han lånte børnenes øjne, når han digtede:
Jeg lånte dine øjne.
Du brugte dem jo ikke.
Så gik jeg ud i natten
og gav mig til at kikke.
Mindre kendt er Halfdan Rasmussens alvorlig side. Hans voksendigte har en mørk og eksistentialistisk klang. Han havde rod i et fattigt arbejderhjem på Christianshavn, som gav ham et livslangt socialt engagement.
Når livet leves, erfares det, men når livet elskes, forklares det. Vi må gerne græde over livet, men ikke begræde det. Det er to sætninger, som passer på Halfdan Rasmussen, og som også rammer mit foredrag om ham ind.
Foredrag 17: I Ingemannsland
Om B. S. Ingemann – hans liv fortalt med hans sange
B.S. Ingemann har skrevet nogle af de smukkeste og mest hjertegribende salmer og sange i dansk poesi, som er uomgængelige sokkelstene i vores kulturelle dannelse.
Ingemanns digtning har haft afgørende betydning for vores nationale og religiøse selvforståelse. Derfor er kendskab til Ingemann nødvendigt for vores selvforståelse som danskere.
Tove Ditlevsen brast i gråd, da hun gav sig til at læse Ingemanns digte. Forfattere som Asger Schnack og Bjarne Reuter fremhæver Ingemann som bagtapetet i deres forfatterskab. Dan Turell besvimede simpelthen, da han til morgensangen i Vangede skole første gang hørte “Lysets engel går med glans”. Suzanne Brøgger kalder Ingemann for et urgys.
Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem jeg aldrig så.
Sådan omfavner man som en fredens engel den brogede verden på fire linjer og i sang.
Hans morgen- og aftensange blev til i et tæt samarbejde med komponisten Weyse, og det er værd at bemærke, at disse to store kulturelle fyrtårne på opfordring skrev en samling sange, som var dedikerede til fattige børn på et børneasyl. Tænk, hvis der i dag var kendte forfattere og komponister, der skrev sange til børn i asylcentre.
Ingemann (1789-1862) er født på Falster, men Sorø blev stedet, hvorfra hans forfatterverden gik – sammen med sin elskede Lucie. Da hun ikke længere kunne gå, trak han hende rundt på et æsel – den elskelige mand.
Ingemann blev folkekær allerede i sin samtid. På sin 70-årsdag fik han i gave et guldhorn af danske kvinder, som beundrede ham. I øvrigt til Grundtvigs store misundelse.
Foredrag 18: Til kamp mod dødbideriet
En nutidshistorie om Grundtvig
“Et liv uden bevægelse
kan være godt nok for gulerødder og kålhoveder.”
— N.F.S. Grundtvig
I foredraget nyfortolkes og aktualiseres Grundtvig ind i en moderne dagsorden med kulturmøde og globalisering, demokratisk underskud og medielede – alt det, som kan tage pusten fra os.
I en Storm P.-flue hedder det: “Vi dør en lille smule hver dag – nogen mere end andre.” Grundtvigs tanker om folkeoplysning handler om at skabe et værn, så mennesket ikke i utide bliver død i sværen. Selv brugte han vendingen “til kamp mod dødbideriet”. I Grundtvigs øjne kan man hverken leve et anstændigt menneskeliv eller bygge et demokrati på dødbidere.
Derfor skal mennesket oplives og begejstres.
Vi kan ikke erhverve faglige kompetencer, hvis vi ikke først har fået forbavselseskompetencer. Det handler om at have mod på livet, og for Grundtvig er livsmod det, vi løbende får sat ind på vores glædeskonto. “Og glædelig er hver en dag, der leves til Guds velbehag”, som vi synger i “Morgenstund har guld i mund”. Og hermed også sagt, at glæden over livet kommer, når vi lever det på en større præmis end vores egen.
Hvis vi ikke er forankrede, tør vi ikke forandre. Uden fællesskabsfølelse tør vi ikke møde de andre og det anderledes af angst for at opgive os selv. Grundtvig hjælper med forankring – i det jordiske og i det guddommelige. Derfor er han aktuel som aldrig før!
Foredrag med Erik Lindsø booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
