Xinxin Ren Gudbjörnsson er forfatter, TV-vært og kulturskribent på Politiken. Hun har udgivet 4 bøger på dansk, senest Smagen af Kina, en mad- og slægtshistorie hos Gads Forlag. Xinxin er også forfatter til romanen Risalderen, romanen Den Knap så Unge Mand og fagbogen Find motivationen. Hun er cand.ling.merc. i kommunikation og master i teologi.
Foredrag af Xinxin Ren Gudbjörnsson:
Foredrag 1: Smagen af Kina, en mad- og slægtshistorie
I Smagen af Kina følger Xinxin Ren Gudbjörnsson sin kinesiske slægt i en meget turbulent tid i Kinas lange historie: fra kejserrige over borgerkrig og japansk invasion til folkerepublikkens fødsel, Koreakrigen, Kulturrevolutionen og frem til i dag. Vi træffer Xinxins stædige oldefar, der i slutningen af 1800-tallet rejste til Sichuan med en drøm om at gøre chili populært. Vi går med hendes oldemor på snørede fødder til marked i 1930’erne og møder både kommunisterne og nationalisterne, støder på den lokale ægteskabsmægler og mærker glæden og smerten, når familien samles og skilles. Vi kommer tæt på Xinxins elskede farmor og får historien om Xinxins far, der i sin ungdom rejste næsten 2.000 km for at komme i offentlig audiens hos Mao. Tilfældigheder førte familien tæt på den politiske partitop. Og tilfældigheder bragte Xinxin til Danmark, da hun var 12. Xinxin fortæller sin slægts historier, sådan som de huskes i familien. Undervejs i bogen deler hun gavmildt opskrifter fra familiens rustikke køkken og krydrer med stærke personlige holdninger og smagsdomme. Smagen af Kina er en mad- og slægtshistorie – og en kærlighedserklæring til Kina, kineserne og det kinesiske køkken.
Foredraget kommer bag om bogen, om arbejdet med både slægtshistorien og madopskrifterne. Xinxin kommer også ind på de mange bonushistorier som ikke kom med i bogen. Kinesisk madkultur og madhistorie bliver også fortalt i form af familiefortællinger.
Foredrag 2: Find Motivationen til forandringer – kinesisk førstehjælp til udmattede danskere
Tingene bliver sat på spidsen og udfordret, når Xinxin med sit dansk-kinesiske blik stiller skarpt på sine omgivelser og undersøger, hvordan vi kan blive bedre til at definere vores mål og skabe den forandring, vi ønsker i livet. Det kræver hverken streng disciplin eller en umenneskelig indsats at finde motivationen frem, men derimod konkrete værktøjer og handlinger. Få stof til eftertanke og konkrete råd til, hvordan du kan motivere dig selv og andre til at skabe forandring i livet. Xinxins foredrag skaber debat og inviterer til diskussion.
Foredrag med Xinxin Ren Gudbjörnsson booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.