Thea Enevoldsen og Christian Groes tilbyder foredraget:
Den neurodivergente generation – om børn og unge med ADHD og autisme
Antallet af unge der får diagnoserne ADHD og autisme er steget kraftigt de senere år, og mange unge bruger ordet neurodivergent til at beskrive sig selv.
- Hvordan kan vi forstå udviklingen blandt de nye generationer, deres åbenhed om diagnoser og følsomhed, deres syn på sårbarhed og særpræg – og deres opgør mod det normale?
- Skal de ældre generationer være bekymrede eller se det som en kærkommen mulighed for at lytte og lære af de unge?
- Hvad har unge med autisme og ADHD behov for, hvem er de bag facaden, diagnoserne og kasserne?
- Hvordan støtter vi dem bedst som forældre, kolleger, arbejdsgivere og lærere – så de ikke længere mistrives eller føler sig holdt udenfor, men inddrages i samfundet på lige fod?
- Er diagnoserne udtryk for en mental trivselskrise, eller er det en håbefuld mental revolution?
Foredraget sætter fokus på livet som neurodivergent, og fortæller om en ny generation, der ikke længere vil gemme sig bag diagnoserne: de springer ud med sårbarheder og styrker og kræver reel forandring af samfundsrammerne og et opgør med stigmatisering.
Måske er åbenheden om diagnoser hos den unge generation og den øgede mistrivsel et wakeup call til normalsamfundet om at indrette vores skoler, hverdag og arbejdspladser helt anderledes?
Thea Enevoldsen kommer med personlige historier og erfaringer fra sin kamp for neurodivergentes rettigheder og fortæller om livet som ung med ADHD og autisme. Hun fortæller også om sin generation og om neuro-bevægelsens nye syn på diagnoser.
Christian Groes kommer med nyeste viden om unge neurodivergente, der bygger på hans forskning i neurodiversitet og sin erfaring som far til en søn med autisme og ADHD. Han fortæller, hvordan han har ændret syn på diagnoser og hvordan den neurodivergente generation kan lære os at indrette samfundet efter særlige hjerner, som vi skal værne om.
Budskaberne i foredraget er:
- Vi skal lytte til unge med diagnoser og deres behov – fremfor at tale hen over hovedet på dem.
- Vi skal ændre samfundsrammerne i skoler og på arbejdspladser så der er plads til alle hjerner.
- Vi skal forstå at diagnoser ikke kun er sygdomme, men variationer, der altid har eksisteret.
- Vi skal forstå hvor neuro-bevægelsen kommer fra og hvordan den vil tegne vores fremtid.
Den unge generation lærer os, at den gamle samfundsmodel med ensretning, snæver normalitet og presset på de unge ikke længere fungerer. Det er tid til mental revolution. Ligesom vi værdsætter biodiversitet i naturen, skal vi værdsætte og værne om neurodiversiteten, som muligheder og magi, potentialer og et andet menneskesyn.
Thea Enevoldsen og Christian Groes:
Thea Enevoldsen er forperson for Autisme Ungdom og aktiv som debattør og formidler og er selv diagnostiseret med ADHD, ordblindhed og autisme. Hendes personlige erfaring med psykiatrien og det offentlige system i mere end 15 år, hjælper hende med at dele viden om den autistiske oplevelse gennem rørende og stærke fortællinger om, hvordan det føler at være autist i vores samfund. Gennem sit arbejde som forperson formidler hun erfaringer fra andre unge med diagnoser, der ikke har ressourcerne til at dele det med omverdenen. Hun fik sine diagnoser efter mange år med depression og angst. Hun fortæller, hvorfor det er vigtigt at få hjælp i tide og hvordan vi kan ændre rammerne om unges liv, så de undgår at ende i mistrivsel.
Christian Groes er antropolog, ph.d. og har specialiseret sig i ledelse, køn og neurodiversitet. Han har netop udgivet Vi er alle anderledes – Neurodivergent i et normsamfund som er den første bog på dansk om neurodiversitetens ide og praksis – om den sociale bevægelse der ligger bag, de unge generationers kamp og de konsekvenser det har for vores menneskesyn. Hans forskning bygger på studier af maskering og mental mistrivsel blandt unge han har interviewet med diagnoser som ADHD, autisme og OCD, samt erfaringer fra livet med sin søn. Derudover inddrager han sine studier blandt oprindelige folk med et mere inkluderende syn på mentale særpræg, og viser hvad vi kan lære af stenalderens måde at sætte pris på alle hjerner. Christian har ligesom sin søn kæmpet med at stå udenfor normerne som ung, noget der også har haft konsekvenser i voksenlivet. I dag bruger han sin forskning til at ændre på vilkårene.
Læs mere om Christian Groes her.
Foredrag med Thea Enevoldsen og Christian Groes booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

