Souha Al-Mersal

Souha Al-Mersal er uddannet journalist (cand. public) ved Aarhus universitet og har taget en bachelor i International virksomhedskommunikation ved CBS.

Læs mere
Book Souha

Souha Al-Mersal er uddannet journalist (cand. public) ved Aarhus universitet og har taget en bachelor i International virksomhedskommunikation ved CBS. Souha er opvokset på Vestegnen, er 32, blev gift som 19-årig og ung skilt. Hun kæmper til dagligt for at bryde tabuet omkring skam, social kontrol og er fortaler for kvinders selvbestemmelse over eget liv – og få fortalt deres historier med respekt og nuancer i medierne.

Souha lancerede podcasten Skamløs i efteråret 2020 med støtte fra KVINFO. Og i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts oplevede hun i 2021 en sand “love-storm”, da hun og forfatteren Nilgün Erdem startede den landsdækkende kampagne #Deldinskam, hvor kvinder i hele landet delte skam-beretninger, for at frigøre sig fra skammens skygge – og selv tage patent på deres egne fortællinger. Souha blev landskendt pga. podcasten og kampagnen, og blev inviteret til at fortælle sin egen historie, og insisterede på “at tage patent på sit eget narrativ” – i landsdækkende medier, dameblade såvel som debatprogrammer. I sin podcast Skamløs inviterer hun kvinder til at tale åbent om den tabubelagte skam, de gør op med i og den minoritetsetniske ligestillingskamp, de bliver en del af, som foregår lige under overfladen.

Souha har arbejdet med og i verdens brændpunkter i Mellemøsten med base fra Jordan i 3 år. Som bl.a. presseansvarlig og regional kommunikationsmedarbejder har hun fået erfaring med at advokere for verdens sårbare ofre og skræddersy effektive pressestrategier. Som freelance-journalist for bl.a. Magasinet Udvikling og P1 har hun dækket regionale og humanitære aspekter i Mellemøsten, korruptionsbekæmpelse i Tunesien, flygtningekrisen i Syrien og menneskerettigheder. Souha har både ageret som officiel talsperson i lokale medier i Jordan samt herhjemme.

Foredrag af Souha Al-Mersal:

Foredrag 1: Min datter var gnisten – til kvindekamp mod udskamning og ulighed (bogforedrag)

Om bogen:
Da en ung Souha ligger i hospitalssengen mellem sin lille, dødfødte pige og sin mor, vækkes en gnist af vrede i hende. Hele sit liv har hun tilpasset sig andres normer for, hvad en pæn pige er, hvordan man bør gå klædt, hvilken man man skal have, hvilken uddannelse man skal tage, og hvad der er ayb – skamfuldt. Nu ulmer oprøret i hende. Ikke kun mod den kultur, hun er vokset op i, men mod samfundet og medierne, som taler om hende uden at lytte. Dette er Souhas vrede, sårbare og meget personlige fortælling om at ville bestemme over sit eget liv. Ved at tale højt om udskamning gør hun op med problemet, og nu kalder hun til brun kvindekamp, så små piger aldrig mere skal fødes ind i ulighed. SOUHA AL-MERSAL (f. 1988) er journalist, podcastvært og foredragsholder. I 1990 flygtede hun med sin mor fra Libanon til Danmark. Siden har hun boet tre år i Mellemøsten, og i dag står hun bl.a. bag podcasten Skamløs, ligesom hun har været medinitiativtager til bevægelsen #deldinskam. FRA BOGEN: “En kvinde skal ikke fortælle om sin sårbarhed, ikke være til besvær, ikke provokere, ikke vise sine tårer, ikke dele sine tanker eller følelser, når livet gør ondt. Som kvinde skal man aldrig kritisere sin kultur, sine forældre eller sit bagland, for gør man det, bliver man stemplet som ‘uopdragen’ og sendt direkte i skammekrogen. Udadtil var jeg en pæn pige, som gik i moskeen hver weekendmorgen, og som om aftenen serverede for de gæster, vi fik på besøg. Men indeni var jeg ved at gå i opløsning.”

Foredrag 2 Fra skamfuld til skamløs

Hvad er skam? Hvor kommer den fra? Og hvordan frigør man sig fra dens nådesløse greb? Hvordan kan man overhovedet komme i gang med at bryde tabuet om skam i offentligheden – et af de mest tabuiserede og tabubelagte, menneskelige følelser?

I foredraget dykkes der kort sagt i, hvad skam er for en størrelse, hvorfor den opstår, og hvordan man som kvinde kan frigøre sig fra skammen ved at dele sit eget narrativ.

Vi kender alle til skam. Vi rammes af skam-følelsen på et eller andet tidspunkt i vores liv. Alligevel er det den følelse vi nok aller mindst snakker om. Skam ligger og lurer i privatlivets kriser og sociale relationer – og komme til udtryk i kvinders liv i form af skilsmisse-skam, krops-skam, seksuel skam, skam i forbindelse med at være tildækket eller for frigjort som kvinde, eller i form af pengeskam mm.

I Skamløs podcast har Souha Al-Mersal nu siden efteråret 2020 taget mange svære samtaler med kvinder om skam. Souha skaber et trygt rum, hvor kvinderne tør og vil dele svære dilemmaer, og fortæller hvordan de fandt en vej ud af skammen. Podcasten adskiller sig fra andre medier, fordi kvinderne selv tager bladet fra munden og bestemmer hvordan deres historie om f.eks. identitetskrise eller kulturelle sammenstød skal fortælles.

Kvinderne fortæller om deres personlige opgør, som er omkostningsfulde fordi de giver psykiske efterskælv, voldsomme konflikter og tabte sociale relationer til de allernærmeste. Men selvom prisen er høj, har alle disse opgør vist sig at være nødvendige for en hel generation af nye danske kvinder, der vil finde sig selv og deres egen frihed.

I podcasten er man som lytter inviteret ind på første række til en ny brun feministisk bevægelse, som ikke brænder tørklædet og broerne bag sig – men insisterer på, at deres kamp er alles kvinders kamp – og de vil have mændene med sig.

Men kvinderne ønsker ikke at tage opgøret offentligt i de traditionelle medier. De vil ikke være med til at tale nedsættende og respektløst om deres egen forældregeneration offentligt – så de fleste tager opgøret hjemme. I nogle tilfælde går de til SoMe, så de selv kan tage patent på deres egne kampe, egne fortællinger og især egne budskaber.

I Podcasten Skamløs går kvinderne i kødet på genkendelige emner for alle kvindekampe overalt på kloden og til alle tider. Den store forskel her er, at de unge kvinder lever i to kulturer og har to baggrunde. Det betyder at emnerne i podcasten også er forbundet med dobbelt livsførelse. Skam bliver vendt og drejet og dermed bliver skamfølelsen en universel størrelse som vi kan begynde at dele i vores sociale relationer.

Foredraget bygger på podcasten og vil skabe en tryg ramme, hvor tilhørerne inviteres til sammen at finde svar på, hvad destruktiv skam er, som fastlåser os som kvinder og hæmmer vores selvbestemmelse. Så vi efter foredraget sammen går ud ad døren med flere svar på, hvordan vi kan opbygge ”skam-modstandsdygtighed”.

Foredraget tilpasses til målgruppen og med personlige eksempler og konkrete værktøjer.

Foredrag 3: Kulturmøder og den ”usynlige generation”

Vi er vant til at høre om dem i negative nyhedsindslag om overførselsindkomster og fejlslagen integration: De minoritetsetniske mødre med ikke vestlig baggrund. De udgør på mange måder en tavs befolkningsgruppe, som vi kun ser ”udefra” i gadebilledet – i deres lange chador og lange, sorte abayas. De er en af de mest usynlige, men så samme tid mest stigmatiserede minoritetsgruppe i mediebilledet, som sakker bagud i beskæftigelsestallet på arbejdsmarkedet.

Men hvad sker der bag kulisserne af det negative ”image” af de minoritetetniske mødre – og hvilke kulturelle clashes og generationskløfter opstår, når de føder døtre som drøner derudaf på arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.

Hvordan er det at vokse op som kvindelig efterkommer af en kvindelig generation, som bærer på en rig kulturarv og mange kønsnormer. Hvilke clashes opstår mellem generationer? Hvilke image-løft er der brug for den yngre generation af minoritetskvinder – efterkommerne af den tavse generation?

Souha Al-Mersal giver et bud på, hvordan billedet ser ud i de minoritetsetniske kredse på baggrund af egne erfaringer, samtaler med kvinder og et ophold i Mellemøsten, hvor hun er kommet tættere på hendes arabiske kultur end nogensinde.

Hun er født i Syrien men flygtede til Danmark sammen med sin mor fra borgerkrigen i Libanon som 2-årig – og tager til dagligt bladet fra munden om kulturforskelle, social kontrol og den minoritetsetniske ligestillingskamp, som en hel generation af bindestregsdanskere tager dagligt under overfladen. Hvor de må finde sig selv mellem deres mødres chador og kulturarv og det danske samfunds frisind og forventninger.

Foredraget tilpasses til målgruppen og afhængigt af tidsrammen vil eksempler og konkrete værktøjer blive præsenteret.

UDTALELSER:

“Det var så inspirerende og øjenåbnende en dag, hvor Souha besøgte os og fortalte om sin historie og den dobbelte skam hos brune kvinder. Souhas oplæg rørte os med fortællingen om hendes egen rejse, men hun formåede også at hæve foredraget op på et plan, der er relevant for alle borgere i samfundet. Blandt de fremmødte var der både folk, der kunne spejle sig selv i Souhas historie, men også nysgerrige borgere der var interesseret i kulturmødet. Alle gik derfra med et mere nuanceret syn på minoritetsetniske kvinder og deres liv. Til andre biblioteker og kulturinstitutioner, så er et besøg af Souha en oplagt anledning til at samarbejde med andre institutioner og organisationer om et godt og oplysende arrangement.”
– Liselotte Skovgaard Dremstrup, Kulturformidler, Herning Bibliotek.

“Souha formåede at formidle sine egne erfaringer på en fin og sårbar, men også meget morsom og underholdende måde. Foredraget bidrog til nye indsigter, og jeg oplevede, at det byggede bro mellem de meget forskellige mennesker der deltog. Mange deltog i debatten efterfølgende og Souha greb de mange perspektiver på en meget fin måde”
– Louise Østergaard Andersen, Souschef, Albertslund Boligsociale Center“

TUSIND tak, Souha, for en fantastisk aften og et virkeligt spændende og indholdsrigt oplæg! Du fik os hurtigt med ind i skam-universet, om hvilke konsekvenser det har at føle sig forkert. Din fortælling viste vejen til, hvordan vi alle kan blive mere bevidste om, kan arbejde med og kan overvinde skam. Dine værktøjer til at frigøre sig fra skammen i ’sikre omgivelser’ indgød optimisme. Din fortælling “talte” til os hver især på mange forskellige måder, ud fra vores egen historie og eget narrativ. Vi blev virkelig inspireret af din form for storytelling, som gav meget stof til eftertanke – mange tak!
– Zonta Club of Copenhagen Multicultural, Jane Andersen

Foredrag med Souha Al-Mersal booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular