Rie Koch : Foredrag, fællessang, konferencier.
Mange mennesker kender Rie Kochs stemme fra Nytårsmorgen på DR1, hvor hun præsenterer Nytårskoncerten fra Wien, ligesom hun igennem tiderne har lagt stemme til natur- og historie-programmer for DRTV. Særligt lyttere af klassisk musik vil kende til Rie Koch fra hendes mangeårige arbejde på P2, hvor hun i dag bl.a. præsenterer de ikoniske Torsdagskoncerter med DR Symfoniorkestret. Ligesom hun akkompagnerer mange lytteres weekend med morgenprogrammet Klassisk Weekend. Rie Koch har gennem tiderne haft en særlig interesse for den tidlige musik og tilrettelægger P2-programmet Vingesus, hvor hun graver ned i historiske lag, og gennem musik får fjerne tider til at blive nærværende. Rie Koch har lavet adskillige programmer og podcasts for P2 – f.eks. legendeportrætter af Maria Callas og Leonard Bernstein og de 24 afsnit om Händels Messias.
Igennem mange år har Rie Koch været fast vært og konferencier på adskillige konkurrencer inden for den klassiske musik, hvad enten det drejer sig om Den Internationale Malko Dirigentkonkurrence, P2s Kammermusikkonkurrence eller Carl Nielsen Internationale solist- eller Kammermusikkonkurrence.
Rie Koch er en hyppigt anvendt foredragsholder, konferencier og vært – og tilrettelægger gerne fællessang i både små og store forsamlinger.
Parallelt med sit arbejde for DR, har Rie Koch altid sunget professionelt. I de mindre vokalgrupper har det særligt været renæssance- og ny musik, der har været i fokus. Og så er Rie Koch uddannet historiker. Hun har igennem det sidste tiår dyrket historiske skikkelser, som hun bygger musikalske fortællinger op omkring – f.eks. guldalderpersonligheder som H.C. Andersen, mæcenen Friederike Brun, Bertel Thorvaldsen og B.S. Ingemann.
OBS: Ved brug af foto, skal Troels Jeppe nævnes.
Foredrag med Rie Koch:
Foredrag 1: Bach fra bunden
Om Bachs rødder. For mange elskere af klassisk musik, står Johann Sebastian Bach (1685-1750) som en næsten guddommelig skikkelse og som den første komponist i den lange kongerække af klassiske komponister i Europa. Men hvem gik forud? Hvilken tradition skrev Bach sig ind i? Hør om Luther i Leipzig, om forbindelserne til Østersøregionen og om den store Bach-klan, der gik forud for Johann Sebastian. Foredraget kan udvides med live musik ved medvirken af hendes søn, den talentfulde violinist Adam Koch.
Foredrag 2: Schnützelputzhäusel
Om komponisternes fristeder og arbejdsrum. Det er ofte små, primitive hytter. Fælles for dem er en smuk udsigt – men vigtigst: At de ligger afsides, langt væk fra andre mennesker. Mange komponister har igennem tiderne kæmpet for at få arbejdsro, hvorfor sommerresidenser og småhytter ude i naturen har været foretrukne steder til skabelsen af store værker. Hør bl.a. om Mahlers ’Schnützelputzhäusel’, om Griegs fejlplacerede hytte, ’komposten’, og om Wagners ’asyl’. Og lyt til den musik, der opstod i hytterne.
Foredrag 3: Farlige forbindelser
Snart forbindes Sjælland med Tyskland med en Femern-forbindelse. På denne måde knyttes Danmark og Tyskland tættere. Måske er der mere end nogensinde for at forbinde os i Europa og forstå den gensidige kulturhistoriske afhængighed? Musikken viser vejen til forståelsen af både konflikter og forbrødring. Historien om musikken i Danmark er en kilde til forståelse af den tyske indflydelse på Danmark, om det gik via Berlin eller Hertugdømmerne. Hør om perlerækken af komponister, der krydsede grænser som den uheldige Kunzen, immigranten Kuhlau, søsyge Weyse, krigsramte N.W. Gade, bryske Brahms, sære og svære Langgaard og den unge Carl Nielsen m.fl. Rie Koch er p.t. programkonsulent for Ensemble Storstrøm og turnerer med ensemblet i grænseregionen omkring Femern på begge sider af Østersøen.
Foredrag 4: For vildt!
Musikkens brølende 20’ere. På 100 års afstand kunne man tro, at 1920’erne var et overstået kapitel. Men langt fra. Stort anlagte udstillinger som Kunstmuseet Louisianas ’Det Kolde Øje’ om Neue Sachlichkeit i 1920’ernes Tyskland (2022), opsætningen på DKT af Sjostakovitjs ’Næsen’ (2022) eller TV-serier som ’Babylon Berlin’ (2017-) vidner om en betagelse i dag af perioden i europæisk kulturhistorie, hvor fraktioner, polarisering, dekadence og hedonisme dominerede og satte nye retninger for kunsten. Hør, hvor vild musikken var og hvor langt komponisterne gik i en tid på randen af afgrunden.
Foredrag 5: Det er bare radio
Rie Koch bag mikrofonen. I en verden, der har fokus på det visuelle og synsindtryk, har Rie Koch fra barnsben af været sig bevidst, at det var lyden, der havde hendes opmærksomhed i særlig grad. Opvokset med klassisk musik trak den i hende med sit varierede tonesprog og store udtryk. Musik, hun selv som barn dyrkede med skolegang på Sankt Annæ Gymnasium i København. Allerede fra 12-årsalderen blev Rie fascineret af mikrofonens muligheder og stemmens udtryk, og tidligt sad hun som studievært på Københavns Radio og lavede radio for børn. Allerede 19 år gammel begyndte hun på Danmarks Radios P2, hvor hun hurtigt fik mulighed for at tilrettelægge og præsentere klassisk musik på både scene, radio og TV. Hør Rie Koch fortælle om sit radioliv bag mikrofonen, historier fra bagscenen, om radioværternes mareridt, om linjer der går ned og om kunsten at ’padle’.
Fællessang med Rie Koch
Rie Koch synger for og vælger ud fra den danske sangskat – sætter Danmark i en europæisk kontekst og guider gennem generationer af smukke sange, der fortæller vores historie, og som har fulgt de fleste danskere igennem deres liv.
Rie Koch som konferencier
Rie Koch kan hyres som konferencier, vært for event, koncert eller dér, hvor mange mennesker skal samles om den store oplevelse – med sikker fornemmelse for stil og anledning, det alvorlige som det festlige.
Rie Koch booker du på telefon 38 48 14 00 eller på E-mail: booking@artebooking.dk.

