Malene Ravn er aktuel med romanen “Den virkelige verden” – og med TV 2-programmet ”Det sindssyge eksperiment” – om LSD-forsøgene i kælderen under Frederiksberg Hospital i 1960’erne.
Foredraget om romanen er en levende fortælling om Malene Ravns personlige forbindelse til emnet, og om den unikke indgang til fortællingen hun fik, da familien til en kvindelig LSD-læge gav hende adgang til et hidtil hemmeligholdt privat arkiv, fuld af ny viden om LSD-behandlingerne.
OBS: Ved brug af foto, skal fotograf Sara Galbiati, Gyldendal Medie 2023 nævnes.
I romanen følger vi læger og patienter på psykiatrisk afdeling i en tid fuld af håb og fremtidstro. Overlægen er begejstret for det nye middel LSD, som han tror kan kurere sindet, og han ansætter den nyuddannede kvindelige læge Edith Christiansen til at forestå behandlingen. Edith tager lykkelig imod det ansvarsfulde job. Nu begynder en ny tid for de patienter, som ellers ikke kan hjælpes. Men det patienterne oplever, er ikke bedring. På katastrofalt høje doser LSD får de det værre og værre, og snart er Edith fanget mellem overlægens vision om et højere mål og omsorgen for patienterne. Jo længere hun suges ind i arbejdet på psykiatrisk afdeling, jo mere skrider hendes egen tilværelse.
DEN VIRKELIGE VERDEN er en roman om blinde punkter, ansvar og menneskelighed i en kompleks verden af håb og længsel, magt og ambitioner.
Malene Ravn fortæller om arbejdet med romanen og om virkelighedens overlæge, psykiateren Einar Geert-Jørgensen, om LSD-skandalen, og de voldsomme eftervirkninger patienterne var og er plaget af. En del af patienterne medvirker i dramadokumentaren ”Det sindssyge eksperiment”, som Malene Ravn har skrevet dramadelen til, og som Thure Lindhardt har instrueret. Dramadokumentaren i fire dele kan ses på TV 2 fra efteråret 2023.
Foredraget vil blive ledsaget af billedmateriale.
Malene Ravn er cand.mag. i dansk, sprogpsykologi og retorik og er en erfaren foredragsholder. Hun har udgivet romanerne “Det eneste rigtige” (Gyldendal 2014), “Mia” (Gyldendal 2016) og de historiske romaner “I dine øjne” (Gyldendal 2018), “Hvor lyset er” (Gyldendal 2020) og ”Den virkelige verden” (Gyldendal 2023).
Foredrag af Malene Ravn:
Foredrag 1: Om romanen “Den virkelige verden”.
Foredrag 2: Om den historiske roman HVOR LYSET ER (2020) og slægtsromanen I DINE ØJNE (2018).
HVOR LYSET ER skildrer kunstneren Carl Fischers og hans elskede kones dramatiske bohemeliv fra 1892 til 1962. De valg de tog for kunsten og kærligheden, havde fatale konsekvenser, for dem selv – og for deres lille søn.
Carl Fischer var min mands oldefar, og i foredraget fortæller jeg om researchprocessen og de opdagelser jeg gjorde undervejs. Familier bærer altid på hemmeligheder og store fortællinger, og det er et af temaerne i foredraget. Jeg viser en masse privatfotos, malerier og papirklip, og kommer ind på Carl Fischers værker og den dansk/europæiske kunstscene i første halvdel af 1900-tallet.
I DINE ØJNE er fortællingen om Erik, som bliver født som uægte unge i 1930’ernes Aalborg, historien om hans kinesiske far, hans unge mor og om den familie, det lykkes ham at skabe i København.
Roman er baseret på en sand historie, og i foredraget fortæller jeg om, hvordan det var at gå helt tæt på min venindes familie og skrive en roman om dem. Romanen kommer rundt om 100 års Danmarkshistorie, og jeg fortæller især om de mange menneskeudstillinger i Danmark i perioden omkring 1900 og om at vokse op i 1930’erne og 1940’erne som uægte barn af en kineser og en meget ung dansk mor. Der er plads til samtale og spørgsmål.
Foredrag med Malene Ravn booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.