Lisbet Dahl tager på foredragsturne og kan bookes i 2023.
Lisbet Dahl
– Undskyld, jeg blander mig
LISBET DAHL har livet igennem stolet på sin intuition. På scenen, hvor hun har stået gennem mere end 50 år. Og i privatlivet, der har budt på dramatiske op- og nedture.I denne bog fortæller hun bramfrit og humoristisk om sit utraditionelle liv og deler ud af alt det, tilværelsen har lært hende på godt og ondt. Om at vokse op med en alenemor – og selv blive en. Om de skiftende mænd, hun har elsket og mistet. Om sin karriere som skuespiller og instruktør. Og om at finde sig til rette som 76-årig, omgivet af sine fem børn, syv børnebørn, en godmodig broholmer og den store revyfamilie på Bakken.UNDSKYLD, JEG BLANDER MIG er et levende, livsklogt foredrag om at lytte til sin indre stemme og klare sig igennem tilværelsen uden at lade sig tynge af fortrydelse, eller af hvad andre mener.
Foredrag med Lisbet Dahl booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
Profilfoto: Fotograf Les Kaner.
Om bogen “Undkyld, jeg blander mig”:
Lisbet Dahl har i et halvt århundrede forvandlet linjer på scenen fra banalitet til øjeblikke af stor kunst. Hun er til stede med hele det format, den pirrende tiltrækningskraft, der bygger på modsætningerne i hendes natur: selvforbrændende og robust, underfundig og bidende, sød og syrlig, umiddelbar og forbeholden.
Hun er en af dansk teaters mest erfarne iscenesættere. Sommer efter sommer har hun fået folk til at le, siden hun som instruktør og kvindelig førstekraft var med til at redde en lukningstruet Cirkusrevy i 1984. Efter få år satte hendes særlige revyopskrift – sjov, satire, show, sex og stjerner – nye standarder. Og gør det stadig.
Mavefornemmelsen og den indre stemme har været hendes guide gennem karrieren og den tilværelse, som hun rundhåndet har delt ud af i ugebladene gennem årene: de skiftende mænd, de mange børn, de mange meninger om, hvordan man »overkommer tilværelsen« ved ikke at lade sig tynge for meget af fortrydelser, eller af hvad andre mener. Hun lægger for dagen med åbenhed, men er på forunderlig vis forblevet sin egen. På scenen og privat.
Lisbet Dahls selvbiografi er fortalt til Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten, teaterkritikere på Berlingske og forfattere til bl.a. den anmelderroste biografi om Preben Kaas.
Ved brug af pressefoto skal fotograf Henrik Petit nævnes. Billederne må bruges en gang i et medie uden beregning. Fotos må ikke videregives eller bruges på sociale medier uden fotografens accept.
Livsvidner – Gud, lever de endnu?
af Ulf Pilgaard & Lisbet Dahl & Lukas Birch
Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard er blandt de sidste af de store folkekære skuespillere. Og selv om de to, i en menneskealder, har arbejdet sammen i Cirkusrevyen og i flere andre sammenhænge, har de aldrig set sig selv og hinanden som værende de bedste venner.
Men i takt med, at Dirch, Rysse og mange af de andre er faldet bort, har Lisbet og Ulf indset, at de nok er blevet noget vigtigere for hinanden. De er blevet hinandens livsvidner.
I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.