Knud Romer

Knud Romer

Knud Romer Jørgensen (f. 1960) er prisvindende reklamemand og forfatter. Han har arbejdet som konceptudvikler for virksomheder som B & O og BODUM – og står for udgivelser som ”Guide til Københavns Offentlige Toiletter” og ”Din Store Idiot”, en antologi om dumhed og intelligens.

Knud Romer Jørgensen optræder desuden som skuespiller i reklame- og spillefilm, hvor han er bedst kendt for rollen i Lars von Triers ”Idioterne”. “Den som blinker er bange for døden” er hans debut som skønlitterær forfatter og blev modtaget med overstrømmende anmeldelser og strøg direkte ind på bestsellerlisten – og er solgt til udlandet med Suhrkamp/Insel Verlag i spidsen, der er Tysklands mest prestigefyldte forlag.

Foredrag af Knud Romer:

Foredrag 1: Et Blad falder til Himlen
I 2006 kom Knud Romers debutbog ”Den som blinker er bange for døden”. Bogen modtog De Gyldne Laurbær og står som en af de stærkeste danske debutromaner i nyere tid. Ifølge Knud Romer selv var bogen en afsked med hans mor. “Et Blad falder til Himlen” er en afsked med Knud Romers far.

“Jeg kunne ikke holde ud at se min far være spærret inde i et hamsterbur på demensafdelingen på et plejehjem. At besøge ham dag efter dag med min 2-årige datter uden at han kunne huske os. At være nødt til hver gang at fortælle ham, hvem han var, og hvor han var, og at mor var død, og at jeg var hans søn og var blevet gift og havde fået et barn. Ved hvert besøg blev verden nulstillet og vi startede forfra igen,” sådan beskriver forfatteren Knud Romer den sidste tid med sin demente far.

I dokumentarfilmen “Et Blad falder til Himlen” følger vi de sidste samtaler mellem Knud Romer og faren på plejehjemmet, rydningen af barndomshjemmet i Nykøbing Falster og det endegyldige farvel, da Knud Romer i samarbejde med komponisten Bent Sørensen og DR PigeKoret får opført værket “Et Blad falder til Himlen” i Tivolis koncertsal for et publikum af demente og pårørende og endelig kan indrykke dødsannoncen over sin far – og sig selv.

Dokumentarfilmen af samme navn handler om det universelle: at dø, at blive voksen, at være den næste generation, der en dag skal dø – fortalt gennem forfatteren Knud Romer.

I foredraget vil filmen blive vist og bagefter vil der være debat og spørgsmål med Knud Romer. Se en kort intro til dokumentarfilmen og Knud Romers besøg i Aftenshowet under Video nederst på siden.

Foredrag 2: Den som blinker er bange for døden
Det er Knud Romers debut som skønlitterær forfatter, og vi får en introduktion i storytelling og baggrunden for bogen og dens forskellige temaer lige fra fremmedhad og provinsen og til tysk romantik. Romanen beskriver en barndom, som er hjemsøgt af fortidens spøgelser – med en altdominerende mor, som har fået Jernkorset og lever med minderne om et liv i luksus i den preussiske landadel, og en far som er forsikringsmand og forsøger at holde sammen på det hele ved at forsikre hver eneste ting på jorden. Det er en familie der lukker sig om sig selv i angst og sorg og vanvid i en kvælende provinsby, og ensomheden bliver imødegået af et barn, der bygger sit eget univers op af fantasi og poesi og uendelig livslyst i forsøget på at finde en vej ud af mareridtet og ind i verden.

Foredrag 3: Branding
Hvad er et varemærke, hvordan virker det og hvordan skaber man det? Der er navnet og livsstilsværdien til forskel på en Skoda og en folkevogn, og det er ikke den sorte, bitre væske i flasken, vi køber, når vi vælger Gammel Dansk eller En Enkelt, men de værdier og den identitet og virkelighedsoplevelse, som vi forbinder produktet med: nationalkultur, fællesskab og tradition (Gammel Dansk), eller livsstil, individualisme og moderne tider (En Enkelt). Vi får en kritisk introduktion til markedsføringen af mærkevarer – og kommer tæt på udviklingen af internationale kampagner for B & O, BODUM og BRABANTIA.

Foredrag med Knud Romer booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen