Ib Michael er aktuel med bogen “Logbog ved rejsens afslutning”.
Om bogen:
Februar 2022. Det er mørkt og koldt i Danmark, og forfatteren Ib Michael er rejst til Koralsandsbugten i Thailand for at mildne sin vinterdepression og finde inspiration til at arbejde med sin næste bog. Mens lyset og varmen fylder ham med energi, begynder han at skrive om de mennesker og begivenheder, der har været mest betydningsfulde i hans liv. Det bliver en personlig og ærlig erindring om et liv fuld af kærlighed, eventyr og venskaber – ikke mindst hans livslange venskaber med kunstmaleren Per Kirkeby og Nordkaperkaptajnen Troels Kløvedal.
Logbog ved rejsens afslutning er en fortælling om både tidligt og sent i livet at turde forfølge sine drømme – fra Rabalderstræde i hippiernes København, hen over havet om bord på Nordkaperen og dybt ind i den Sydamerikanske jungle – og et forsøg på at begribe sammenhængen mellem menneskets fantastiske bevidsthed og universets regler og mystik.
Ib Michael er garant for den store fortælling, der fletter alting sammen, med nedslag rundt omkring i forfatterskabet. Fx når han i foredraget Liv & Rejser fortæller om en tur til Stillehavet med Nordkaperen, om sydhavsøen Penrhyn, hvor han, på grund af en tilfældig navnelighed, blev taget som en slægtning til en dansk kaptajn der havde giftet sig med en polynesisk pige og slået sig ned blandt perlefiskere ved den hajfyldte lagune. Under den 2. verdenskrig blev Papa Viggo, som de kaldte ham, høvding på øen. Ib Michael mødte hans kone, den aldrende Mama Longo, fik lov at bo i hans hus og fandt en stak gamle breve og papirer, som senere kom til at danne baggrund for romaner som Kilroy Kilroy og hele Vanillepige-trilogien, hvor han bliver en gennemgående person i skikkelse af fortællerens eventyrlige grandonkel. Det er en underholdende og spændende historie, hvor man får indblik i hvordan bøgerne vokser ud af rejserne og kortene blandes på lystig vis. Seneste bogudgivelse: De 7 rejser (2021).
Foredrag af Ib Michael:
Foredrag 1: Forfatteraften med udgangspunkt i seneste udgivelse.
Foredrag 2: Foredrag om ungdomsoprøret 68
Ungdomsoprøret set gennem Ib Michaels romantrilogi Blå bror, Sorte huller, Vilde engle. Foredraget former sig som en fortælling med indlagte tekstnedslag. Ud af 50’erne (Blå bror) ind i 60’erne (Sorte huller) op til 70’erne (Vilde engle). Der fortælles anekdoter om tiden, langt de fleste selvoplevede, med Ib Michael som rorgænger. Bob Dylan sagde det var en UFO, der landede. De færreste nåede at se den, og dem, der så den, ville ikke kunne fortælle om den. Ib Michael var der!
Foredrag 3: Rejse i koralhavet
Ib Michael er en vandhund. Han har altid følt sig i sit rette element både på og i havet: Han ror i kajak oppe ved Kikhavn, han har sejlet rundt på de syv have med Troels Kløvedal på Nordkaperen, og han har dykket i Kattegat og i Stillehavet. I denne bog skriver Ib Michael om sit havliv, og det gør han med sin sædvanlige sproglige energi, sit gode humør og sin appetit på at opleve verden og alt det, den har at byde på. Det er en smuk og taknemlig lovsang til havet og alle dets glæder og lyksaligheder; men det slutter med en apokalyptisk skildring af den forfatning, havet nu er i: forureningen, ikke mindst af al den plastic, der sejler rundt i det og efterhånden opløses i mikropartikler, der optages i levende organismer med uoverskuelige konsekvenser.
Foredrag 4: Foredrag om En anden sol
Alexander er vokset op i troen på, at han er søn af en afdød bedsteborger nord for København; men på sit dødsleje fortæller hans mor ham, at hans far er en russer, der kom til Danmark under krigen.Alexander er ansat som forsker ved Københavns Universitet, men da han får en stor og uventet arv, rejser han til Asien, hvor han møder den farlige og mystiske havkvinde Ichi. De forelsker sig i hinanden, og hun fører ham ud på en rejse under havet og ind i en verden, der er lige så spændende, som den er fantastisk: Her kan man kommunikere uden ord, her færdes man på kryds og tværs af køn og anden identitet, her spiller kæmpeblæksprutter og en udødelig klassiker en fremtrædende rolle. Han rekrutteres til en hemmelig ubådsmission, hvor man har de mest avancerede teorier om vores trængte klode samt muligheden for dens overlevelse, ender med at flygte over hals og hoved – kun for at ramle ind i endnu flere farefulde oplevelser i andre verdensdele.Og ind i det er flettet den smukkeste kærlighedshistorie fra Alexanders ungdom, om hans forhold til barndoms-kæresten Benedikte med alle kunstnerdrømmene.
Foredrag 5: Foredrag om Himlen brændte
En roman om Tunguska, hvor verdens største naturkatastrofe indtraf i 1908. Og om Nadja og Sergej og deres brændende kærlighed i zartidens Rusland og Sovjetunionen under Stalins rædselsregime. Samtidig også en hæsblæsende røverhistorie, en familiekrønike og en videnskabsroman, hvori forfatterens blanding af fakta og fiktion går på tværs af tid og rum.
Foredrag 6: Foredrag om “Orbit”
Ib Michael udsat for sin egen fri fantasi, og den er grænseløs, en hæsblæsende historie om kærlighed og rejser i tid og rum og med myten om Orfeus og Eurydike som ledetråd og inspiration. Spænd sikkerhedsbæltet, hold på hat og briller. Du har med garanti aldrig læst noget lignende, ´curiouser and curiouser´, som det hedder med et citat fra Alice i Eventyrland; du bliver underholdt og du har alle muligheder for at blive klogere. Svimlende.
Foredrag 7: Foredrag ud fra bogen “Grill”
En ultrasamtidsroman om krig og kærlighed. En thriller og politiks statement i ét. Lyskunstneren Grill bor i København, hvor hun opfører sine kunstværker på himlen over byens tage. En dag møder hun pigen René, som fortæller hende om et fantastisk kærlighedseventyr hun har oplevet med en dansk-arabisk mand i Yemen. De to bliver gode veninder, og da de opdager, at manden fra Yemen er blevet en del af Irak-krigen og taget som gidsel af araberne, går det pludselig op for Grill, at også hun kender denne mand.
Foredrag 8: Liv & Rejser
Ib Michael fortæller om livet og rejserne bag bøgerne, rejsen til Stillehavet, med skib til Papa Viggos ø. Trådene trækkes til barndommen med den polioramte søster, kendt fra Vanillepigen. Om opvæksten i Roskilde, slægtens historie via spanierne på Koldinghus, og den første ungdom og opbrud fra hjemmet. En personlig og underholdende beretning hvor fiktionens tråde flettes sammen med virkelighedens oplevelser og eventyr.
Foredrag 9: ”Paven af Indien”
Roman fra 1600-tallets Peru: En af de sidste prinser i inkaernes engang så vældige rige begynder en påskemorgen et langt bønskrift til Kongen af Spanien. En sidste appel inden alt er for sent og en stor kultur for altid er bortvisket fra jordens overflade. Ib Michaels roman er en storslået beretning om, hvad det skrevne ord betyder for den menneskelige bevidsthed og en historie om krønikens bøn om retfærdighed i verden. Skrevet med udgangspunkt i et håndskrift, som ad historiens særeste omveje tilmed havnede på Det Kongelige Bibliotek i København.
Foredraget kan også bestilles som:
– En power-point præsentation med Pomas illustrationer fra håndskriftet. Her kommer man tæt på processen, og kigger faktisk Inka-prinsen over skulderen, mens han er i gang med sit store utopiske brev til kongen af Spanien – fra Paven af Indien!
Foredrag 10: ”Kilroy Kilroy”, Trilogien: ”Vanillepigen”, ”Den tolvte rytter” og ”Brev til Månen”, ”Prins”, ”Atkinsons Biograf”, Digtsamlingen ”Rosa Mundi”, ”Mit år” – med oplæsninger fra bogen og dertil hørende rejseberetninger.
En kombination af en eller flere af ovennævnte titler. Endvidere kan Ib Michael engageres til at læse op, belyse titler i forfatterskabet som ikke er nævnt, ligesom han kan fortælle om rejser, steder og mennesker der danner baggrund for bøgerne. En aften med Ib Michael kan komme vidt omkring – Eksistens & virkelighedsopfattelse, IT & Bevidsthed, Tro & Skæbne – det er op til publikum og spørgelysten.
Foredrag med Ib Michael booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.