Flemming Jensen tilbyder foredrag, stand-up og show.
Flemming Jensen – tonajt LIVE
Få noget at vide – mens vi ler
- som foredrag/stand-up eller i showform med musik
- varighed: Efter aftale fra 20 minutter til 2 timer med pause
- pris forhandles særskilt
- kan målrettes
En finurlig blanding af helt nutidig stand-up anno 2023 – og en meget personlig kulturhistorie gennem de sidste 40 år. Og så selvfølgelig også om Grønland.
Han har været der hele tiden …. synes man måske. Fra Nissebandens grødnisse, Lunte, til teaterets kyniske spindoktor…. plus alt det ind imellem – og nu! Revyerne, stand-up scenen, teateret, romanerne – her er virkeligt tale om et menneske, der har brugt et helt liv på ikke at kunne bestemme sig. Skuespiller, dramatiker, instruktør, forfatter, farfar …. Hvordan blev det alt sammen til? Hvad skete der bag scenen? Teaterets verbale road-movie på strejftog gennem den bredest mulige del af det danske kulturlandskab gennem de sidste to snese år.
Satiren og munterheden handler selvfølgelig primært om nutiden – også gerne om Grønland – det er dér, det sner! – og om dagens danske politik, hvor det bestemt ikke sner. Få alle historierne – for så har I fået fingre i historien!
Flemming Jensen fortæller om alt det sjove og spændende – og gi’r undervejs eksempler på viser, sange og monologer. Lige fra ”Ka’ du huske?” til ”Hov! Den dér er da helt nyskrevet!” Revyen, teateret og samfundsdebatten smelter sammen i stand-up format og gør det hele både morsomt og meningsfuldt. Om før og nu – for hvad vil vi egentlig helst ha’? En stjernestiv Per Hækkerup eller en ædru Mette Frederiksen?
Selvfølgelig – tider skifter, og intet er, som det var. Men det er jo også rigtigt, at intet er, som det var, uden det, det har været.
Aktuel, politisk satire anno 2023 –og lidt fra tiden, før dengang den danske humor blev til hån.
Det skrev de i aviserne:
★★★★★- ”Flemming Jensen hører blandt vore vittigste samfundsrevsere. Ingen formår som han at pakke knivskarpe pointer ind i venlighed. Der bør ikke herske tvivl om, at Flemming Jensen er langt hurtigere i hovedet end de prominente politikere, som må tage imod de høflige, verbale hug”.
”Oven i købet forkæles vi med nogle herlige, hidtil usete video-klip, hvor en noget yngre Flemming Jensen får selskab af Søren Østergaard, Per Pallesen, Claus Ryskjær og ikke mindst vennen Jesper Klein.”
”Han fremstår stadig som en mand på bølgelængde med sin samtid. Teksterne har smæld og når han sigter… så rammer han.”
“Aftenen er fuld af underfundige sandheder”
Det er humoristisk nutid i farver”
”Skarpt, lunt og meget, meget morsomt.”
“De satiriske spidsfindigheder, det verbale overskud og de tekstligt fine viser er simpelthen en fornøjelse. Den gamle veteran kan stadig hente mavelatteren op af publikum. Gode viser, skarp satire og overraskende jokes.”
Foredrag af Flemming Jensen:
Foredrag 1: Flemming Jensen – tonajt LIVE (se tekst øverst på siden)
Foredrag 2: DEM OG OS – RADIKALISERING – ER DET NU OGSÅ NØDVENDIGT?
Et helt aktuelt indspark i debatten om, ”hvad gør vi nu”? FLEMMING JENSEN har som dramatiker, forfatter og skuespiller i årevis arbejdet med at afdramatisere konflikten mellem ”dem og os”. I skuespil og romaner – i foredrag og på kurser – og som dialogambassadør i Mellemøsten. Selv Hizbollah har han talt med! Nu er det forfærdelige så lige sket – også i vort land. Og hvad gør vi nu? Den naive tilgang – Luk grænserne! Stram op! Uddel smæk! – har fået rigtig gode vækstbetingelser, og tilværelsens uoverskuelighed vil sikkert søges udbedret ved uddeling af sorte og hvide cowboyhatte. Men der er også en anden vej. Som er efterprøvet i praksis – gang på gang – OG DEN VIRKER! Ikke ved et trylleslag, der gør skaden god igen – men vi kan i høj grad forhindre, at det sker igen. Ved nærhed – ved munter tillid – ved en erkendelse af, at det store problem ikke er forskelle – men uvidenhed. Hvis man er bange for den mørke skov – så skal man gå ind i den. Tidens grumhed bør mødes med stålsat sagtmodighed og munter mildhed. Det virker! Og det er ikke dét, der er naivt! Foredraget kan varieres mellem 45 min. og 1 ½ time – og er velegnet til debatoplæg.
Foredrag 3: Kulturen på tværs
I en pause midt i over 100 forestillinger på Folketeatret med JAVEL, HR. MINISTER kan Flemming Jensen nu opleves i en ny foredragsturné i foråret 2014 med titlen “Kulturen på tværs”. Flemming Jensen er et levende bevis på, at kultur er bredspektret. Manden er aktiv inden for dansk teater – både som skuespiller, dramatiker og instruktør. På litteratursiden er han forfatter til romaner og novellesamlinger – udgivet både herhjemme og i udlandet. Som entertainer i revyerne og i shows er han også på hjemmebane – han har været stand-up’er, før nogen fandt på at kalde det sådan. Som debattør blander han sig jævnligt i politik, og han har endog ikke fundet sig for fin til at lave TV – han er manden bag dynger af julekalendere, drama, underholdnings- og rejseudsendelser. Og så er han altså foredragsholder. Jensen holder fast i, at kultur ikke kun trives i nicher. Han insisterer på, at tingene hænger sammen – at en lille, smal forestilling på en intimscene i København ikke er finere end en glad sommerrevy i Sønderborg. Blot anderledes. Hør ham fortælle om tilblivelsen af successer som Spindoctor, musicalen Let’s Kick Ass, NISSEBANDEN både som tv-serie, bog og musical, JENSEN tonajt, romanen og komedien Mogens og Mahmoud, Grønlandsromanen ímaqa, de mange års samarbejde og venskab med Jesper Klein, skabelsen af Østergaard & Jensens Store Hundeshow, der i dag er Søren Østergaards helt eget Zirkus Nemo, om alle de projekter, der aldrig blev til noget – og helt aktuelt om den nye, danske teaterversion af Javel, hr. minister! Et livgivende kulturelt pust på tværs gennem genrer og årtier. Kultur kan ytre sig på så mange forskellige måder, men er dybest set et spørgsmål om identitet. Kultur er for mange blevet til adspredelse, men er egentlig bedst egnet til koncentration – og hvis Danmark efterhånden er blevet multikulturelt, er det godt, at vi har kulturen. Den kan samle os, fordi forskelligheder primært er underholdende. Munterheden er ledetråden gennem halvanden times fortælling om sammenholdskraften i vort land. Ikke uden kanter og bestemt ikke uden brod – men præget af, at foredragsholderen har arvet Jesper Kleins valgsprog: INTET UDEN MILDHED. Foredraget kan justeres i længde og fungerer både med og uden pause.
Foredrag 4. Risikoen ved at være humorist er, at folk tror, man laver sjov. Om humoren som en vigtig forudsætning for nuanceret kommunikation.
I foredraget fortæller Flemming Jensen, at der står al for stor respekt omkring folk, der er i dårligt humør – de betragtes som seriøse debattører, der bør tages alvorligt. Hvorimod der trækkes på skulderen af folk, der siger nøjagtigt det samme – men har intellektuelt overskud til at tilføje humor.
Foredrag 5. Spin, Spot og Spøg – politik for hårdt prøvede
Gassen er gået af ballonen – men derfor er der jo ingen grund til også at insistere på at være i dårligt humør. Banker og finansverdenen søges reddet på same måde, som man desperat pumper en punkteret cykel, uden at lappe den først. Med humoristens øjne ser Flemming Jensen sig rundt i dagens Danmark, der i så høj grad lægger vægt på spin – præsentation frem for substans. Indpakningen er blevet vigtigere end gaven – livsstil vigtigere end liv. Image og trends mere betydningsfulde end kvalitet – meningsmålinger bestemmer politikken – markedsføring er blevet dyrere end det produkt, der skal markedsføres – og demokrati betyder nu kun valgkamp. Foredraget er tænkt som modgift. For det er nu, vi må ty til at satse på naivitet, godtroenhed og letsindighed – latter og glæde. Hvis demokratiet skal reddes, kan det såmænd gerne ske med fis og ballade. ”Det er vigtigt, at man har is i maven! – Men nu skal man altså ikke vide ret meget om peristaltik for at indse, at hvis man har is i maven – så varer det ikke ret længe, før man bli’r kold i røven!”
Foredraget kan varieres mellem 45 min og 1 ½ time.
Flemming Jensen har i de senere år meldt sig ind i samfundsdebatten med romaner, noveller og klummer. Han har markeret sig med adskillige holdningsprægede forestillinger på Nørrebros Teater, Det Kongelige Teater, Folketeatret og Det Danske Teater på turné landet rundt.
Foredrag 6. Dialog
GLOBALISERINGEN er over os ‐ verden bli’r mindre og mindre. Og alligevel stiger portoen ‐ det er da underligt! Med ét er vi ikke så ens længere ‐ og forskelle gi’r problemer. Dem må vi tale om, og vi må ta’ dem alvorligt. Men samtidig må vi ikke snyde os selv ved at glemme, at når folk er forskellige ‐ så er det underholdende! Det var jo det, vi tidligere rejste ud for at opleve ‐ nu får vi det bragt! Flemming Jensen har som forfatter, dramatiker og utallige gange på TV bragt DIALOGEN i centrum. Det er jo nemt nok at tale med dem, vi er enige med ‐ men dér, hvor dialogen virkelig batter er, når vi taler med dem, vi ikke er enige med. Hvis man er bange for den mørke skov ‐ så skal man gå ind i den. Men hvis folk nu er idioter, behøver man selvfølgelig ikke være enig. I foredraget surfes der lidt rundt i verden ‐ meget til Grønland ‐ men mest herhjemme, hvor modsætninger mødes. Så der bli’r en farlig ballade. Lystigheden er en indfaldsvinkel, der ofte gør, at det kan lade sig gøre at tale sammen ‐ hvad enten man som Jensen er 4. generationsudvandrer, har rødder i Mellemøsten, på Bali, i Uummannaq eller må indrømme, at man er fra Ama’r. Det gør ikke noget, at man har ligget i et andeæg, når blot man vokser op og bliver en svane.
Men er det almindeligste ikke, at man bli’r en and? Foredraget kan varieres mellem 45 min. og 1½ time ‐ og er velegnet til debatoplæg.
Foredrag 7. Nissebandens ”far” Flemming Jensen fortæller: GRØNLAND – det er her, det sner!
I 2011 genudsendte DR julekalenderen NISSEBANDEN I GRØNLAND. Det er den eneste julekalender, der er vist FIRE gange! Måske sker det efter pression fra en facebookgruppe på 30.857 stædige medlemmer, der længe har krævet den genudsendt? Eller også er det simpelthen Grønland, der brænder igennem hos os alle sammen. Forfatteren/instruktøren – ja, såmænd også grødnissen Lunte – fortæller om Grønland med udgangspunkt i julekalender-trilogien om Nissebanden. Hør om tilblivelsen, om nissernes univers og først og fremmest om det Grønland, der har været inspiration for det hele. Flemming Jensen boede engang nogle år i en lille grønlandsk fangerbygd inde i bunden af Uummannaq Isfjord. Siden er han gang på gang vendt tilbage – simpelthen fordi han ikke kan la’ vær’. Dette at ha’ levet som en del af den oprindelige grønlandsk/eskimoiske kultur har i stigende grad præget hans sind og tanke. Lystighed er nøgleordet – i en tsunami af anekdoter fra den lille bygd højt mod nord. Og det er måske ikke så tosset at høre på erfaringerne fra et menneske, der har prøvet at blive modtaget med åbne arme i en for ham fremmed kultur – og netop derfor gjorde alt for at tilpasse sig. Grønland er leveringsdygtig i så meget. Alt det med naturen gi’r sig selv – det kan slå enhver omkuld. Og det gør det! Det er ikke engang sølle at nøjes med det – naturen er ubeskrivelig og enestående. Men der er mer’! Menneskene, hundene, måden at trække vejret på! Det fortæller Flemming Jensen om.
“Når man fryser indendørs i en snehytte i ødemarken, kan det skyldes, at det er udendørs, man er indendørs.”
Hr. Mortensen, Grønland, den 18. december
”USA og Grønland minder meget om hinanden: Der er ret meget gang i den ude langs kysterne – Og inde i hele midten sker der ikke en dyt!”
Flemming Jensen, her og der, ofte.
Foredrag med Flemming Jensen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.