Wilhelm Østergaard (f. 1991) er podcastvært og forfatter. Han debuterede i 2024 med digtsamlingen “Din hund rejser på børnebillet”, der kredser om et liv præget af rastløshed og kriminelle fællesskaber. I 2014 var han medstifter af barberbrandet Henri, og i 2020 udgav han podcastserien ‘I stolen hos Henri’, hvor han formidlede kundernes vilde og personlige historier. I 2022-2023 var han vært på DR-podcasten Fængsel, hvor han interviewede tidligere indsatte om deres tid bag tremmer. For sit værtskab modtog han i 2023 en Prix Audio for ‘Årets samtale’. Samme år var han – sammen med Mikkel Rönnau – vært på reportageprogrammerne ‘Alanya Cowboys’ og ‘Pattaya Cowboys’ på Podimo, hvor de dykkede ned i danske fællesskaber i udlandet.
Foredragskoncept:
Oplæsning + foredrag
Temaer:
Subkulturer, stærke fællesskaber, fængsel og litteratur
Fordraget begynder med at Wilhelm Østergaard læser op fra sin digtsamling ‘Din hund rejser på børnebillet’. Efterfølgende tager han publikum med på en rejse gennem et liv drevet af nysgerrighed, en problematisk skolegang, kriminelle fællesskaber og kreativitet.
Wilhelm Østergaard fortæller hvordan han har brugt poesi og historiefortælling som redskab til at forstå de fællesskaber, han har været en del af.
Varighed: 45-60 min.
Wilhelm Østergaard booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
Om digtsamlingen “Din hund rejser på børnebillet”:
Bror, jeg kan huske / den klare stjernehimmel / pigtrådshegnet omkring os / Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag / med elefanthuer på.
Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.
Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år uden at kunne læse, se tv, arbejde eller høre musik. Han købte en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev hen ad vejen til ”Din hund rejser på børnebillet”, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften. Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold. Fra dage på sofaen derhjemme løsrevet fra virkelighed og dagligdag til speedede ture gennem Berlins undergrund og farlige ayahuasca-trips dybt inde i den sydamerikanske jungle.