Sofie Korenko Jensen er aktuel med det første bind i Lyngeoncirklen: En high fantasy serie om psykologi, mysterier, venskaber og mørke kræfter. Romanen, der har undertitlen Sorte hemmeligheder, udkom den 20. september 2025 hos Forlaget KRABAT.
Hver roman i serien behandler en psykologisk problematik. I Lyngeoncirklen 1 – Sorte hemmeligheder er det psykisk vold, der er i fokus. Romanen er derfor gennemlæst af en fagperson, der har specialiseret sig i psykisk vold, for at give et retvisende billede af, hvordan psykisk vold kan føles og opleves. Romanen kaster desuden flere underliggende spørgsmål op i luften og beder læseren om at reflektere over dem, heriblandt: Hvornår er en relation er god, dårlig eller giftig?
Sofie har arbejdet med tekstproduktion i over 10 år indenfor marketing, kommunikation og journalistik. Hun nørder underliggende symbolikker, tematikker og at kaste virkelige problemer ind i de fantastiske genrer.
Lyngeoncirklen 1 – Sorte hemmeligheder er hendes debutroman.
Foredrag af Sofie Korenko Jensen:
Foredrag 1:
Monsteret i kælderen er traumer, og eliksiren er et euforiserende stof:
Hvordan sci-fi, gys og fantasy sætter virkelige problemer i rampelyset.
Fantastiske genrer kan bruges som et filter til at gennemarbejde dystre temaer. De magiske, uhyggelige eller videnskabeligt overnaturlige elementer dækker som regel over flere skjulte historier, end vi umiddelbart først tror.
Sådan er det også med Sofie Korenko Jensens roman, Lyngeoncirklen 1 – Sorte hemmeligheder, der handler om psykisk vold. Her refereres der til virkelige problemer, uden at det nogensinde siges: Det vises gennem fantasygenrens elementer. Beretningen om psykisk vold er pakket ind i et fantasyunivers, hvori der er folk med særlige evner, en kamp mod mørket, venskaber og kærlighed.
Med udgangspunkt i sin egen roman og andre kendte værker fortæller Sofie om, hvad det er, der gør sci-fi, gys og fantasy til gode genrer at bearbejde hårde tematikker i. Og hvad vi som læsere kan få ud af det.
Foredrag 2:
Popkulturstermen gaslighting – fra teaterstykket til hverdagssprogbrug.
Du har med al sandsynlighed hørt ordet før: Gaslighting. Det, der startede som en titel på et teaterstykke, er i dag blevet til et udbredt ord, der bruges flittigt. Et underliggende problem, der dog hører med, er, at ordet også nemt kan blive misbrugt.
For hvad betyder gaslighting egentlig? Hvad symboliserer det? Og hvad hvis man har været i en relation, der har været præget af det? Hvordan genvinder man magten over sit eget liv?
Sofie Korenko Jensens debutroman, Lyngeoncirklen 1 – Sorte hemmeligheder, handler om psykisk vold. Med udgangspunkt i sin research om emnet fortæller hun om gaslighting, manipulation, mobning og hvordan hun indarbejdede det i romanen.
Hun fortæller om uforudsete udfordringer, der kan høre med til psykisk vold, og om de sejre ofrene får undervejs. Hun åbner også op for spørgsmål og kommentarer fra publikum.
Begge foredrag kan også laves som et samarbejde – eksempelvis i en paneldebat, samtale etc.
Om bogen Lyngeoncirklen 1 – Sorte hemmeligheder
Kathes mor, Safyra, der er blevet anklaget for hekseri, forsvinder sporløst.
Tilbage står Kathe i hjembyen Vitamalus med bristede bånd og ubesvarede spørgsmål. Alle siger, at Safyra er skyldig. At hun forgiftede mennesker og talte med mørke kræfter. Men Kathe nægter at tro det. Hun er fast besluttet på at finde sin mor og bringe hende hjem.
Men Amoréso er et gigantisk og farligt kontinent, hvor intet er, som det ser ud. Og jo længere Kathe rejser, jo mere begynder virkeligheden at skride. Hvad hvis rygterne taler sandt? Hvad hvis hendes mor faktisk er en heks? Og hvad hvis Kathe selv er noget… andet?
Sorte hemmeligheder er det første bind i Lyngeoncirklen, en high fantasy-serie om psykologi, mørke kræfter, mysterier og venskaber.
Sofie Korenko Jensen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.