Sissel-Jo Gazan er aktuel med romanen Uglens øje.
Sissel-Jo Gazan er vendt tilbage til persongalleriet fra sin store gennembrudsroman, Dinosaurens fjer. I en højaktuel spændingsroman om mennesker og medicin kredser hun om dilemmaet: Er det vigtigere at have et godt liv end at overleve?
Engang var Søren Marhauge en af politiets aller skarpeste hjerner. Nu er han en midaldrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet.
Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.
Medicinaldirektør Tonny Enggaard er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen.
Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje. Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinalindustrien indefra?
Uglens øje er en spændingsroman om vores evige kamp for at finde sandheden og for at få lov at beholde dem, vi elsker.
Sissel-Jo Reid Gazan er født i 1973 i Århus. Som femårig tog hun med sin mor ud at sejle på træskibet Shearwater og tilbragte et par år i Middelhavet, hvor hun skiftevis blev undervist af sin mor og gik i de lokale skoler. Stærkt opfordret af sine forældre, der begge skriver, holdt Sissel-Jo kontakt med familie og venner i Danmark ved at sende breve og rejsebeskrivelser hjem. Siden har hun rejst i det meste af verden og skrevet flere af sine romaner under længere ophold i bl.a. Portugal og på Filippinerne.
Trods udlængsel og rodløshed slog Sissel-Jo sig i 1997 ned i København for at læse på universitetet og blev i 2004 færdig som biolog. Tre måneder efter sin kandidateksamen flyttede hun til Berlin, hvor hun nu er bosat. Ud over at skrive romaner, arbejder hun freelance for Ugebladet Femina.
Foredrag med Sissel-Jo Reid Gazan booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
Udgivelser:
2022: Uglens øje
2020: Hvide blomster
2017: Blækhat
2015: Vi elsker Berlin – en personlig guide
2013: Svalens graf
2008: Dinosaurens fjer
2006: Sig ja – hvad præster ved om kærlighed” (Pretty Ink)
2003: Vigtigt at vide om Ludmilla” (Gyldendal)
1997: Et barn for sig” (Klim)
1995: Når man kysser i august” (Klim)
Priser og legater
1995: Autorkontoen i forbindelse med “Når man kysser i august”.
1999: Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes Legat
2002: Autorkontoen
2003: Statens Kunstfond rejselegat
2005: Litteraturrådet
2005: Kunstfonden
2006: Legatophold på Det Danske Institut i Rom
2006: Kunstfonden^
2007: Kunstfonden og Kunstråden
2008: Kunstfonden
2011: DR´s Romanpris
Foto: Robin Skjoldborg