Rasmus Rohde

Rasmus Rohde er tidligere Siriusmand og chef for Slædepatruljen Sirius

Foredrag af Rasmus Rohde:

På slæderejse med Sirius
Et foredrag om Nordøstgrønland og Slædepatruljen Sirius.

Den korte version:

I 1931 besatte norske pelsjægere dele af Nordøstgrønland, og denne del af kongeriget blev for alvor et varmt emne. 10 år senere forsøgte den tyske Krigsmarine at oprette vejrstationer langs kysten, dette blev dog forpurret af den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje. I dag patruljerer Slædepatruljen Sirius langs områdes kyster. Hør de utrolige historier, når tidligere chef for Siriuspatruljen, Rasmus Rohde fortæller om baggrunden for oprettelsen af patruljen og åbner vinduet til den arktiske hverdag i Nordøstgrønland.

Den lidt længere version:

Rasmus Rohde har i fire år opholdt sig i Nordøstgrønland og rejst tusinder af kilometer med hundeslæde, båd og fly langs områdets kyster.

I foredraget åbner han vinduet til den den arktiske verden med spændende fortællinger, billeder, små filmsekvenser og anekdoter fra slædepatruljens hverdag i Nord- og Nordøstgrønland. Foredraget tager udgangspunkt i årets gang ved Sirius og giver et indblik i en af de mest særprægede arbejdspladser i det danske rigsfællesskab.

Vi følger patruljen på depotudlægning om sommeren i de enorme østgrønlandske fjordsystemer og kigger de nye patruljefolk over skulderen, når de om efteråret begynder i mesterlære på hovedstationen Daneborg. Vi er med på vinterens og forårets patruljeringer med hundeslæde, hvor vi bl.a. møder isbjørne, storslået natur og bidende kulde samt oplever det enestående forhold mellem slædehundene og deres førere. Overnatning foregår i telt, depothytter eller gamle fangsthytter fra pelsjægernes storhedstid i 1920‘erne og 1930‘erne. Rasmus Rohde giver også et lille tilbageblik til oprettelsen af den første slædepatrulje i 1941 og dennes kamp mod de hemmelige tyske vejrstationer under 2. Verdenskrig – idet kendskabet til arktiske vejrdata var afgørende for vejrudsigterne til de europæiske og nordatlantiske slagmarker.

Praktisk information:

Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter + spørgsmål og evt. pause undervejs.
Lærred ønskes. Jeg medbringer selv computer.
Fremviser og højttaler kan medbringes efter aftale.

Foredrag med Rasmus Rohde booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen