Rachel Röst er forfatter og cand. mag i litteraturvidenskab. Desuden er hun stifter af den prisbelønnede NGO, Læs for Livet, som kæmper for, at alle børn vokser op med bøger, også dem i svære livsvilkår, som fx er anbragt, bor på krisecenter eller kæmper med en diagnose. I hendes forfatterskab kredser hun især om dysfunktionelle familier og psykiske sår. Hun trækker tit kreativt fra sit eget liv, hvor hun voksede op i en mormonfamilie på Amager med en fanatisk og kontrollerende far, hvorefter hun blev anbragt som 16årig. Hun blev (enlig) mor som 19årig og har i dag en voksen søn. Röst brød ud af kirken i begyndelsen af hendes tyvere og har siden ikke været troende. Siden hun var barn, drømte hun om at blive forfatter og skrev mange tekster fra noveller til et teaterstykke, inden hun debuterede med en børnebog i 2006 og sin første voksenroman GRUNDVOLD i 2021.
Rachel Röst holder foredrag om sine bøger, og i forbindelse med sit arbejde i Læs for Livet er hun også blevet ekspert i læselyst, børn og unges læsning, og når litteratur bliver brugt som medicin.
Om hendes foredrag:
Rachel Röst er en engageret, dygtig formidler med bred erfaring – og hun vinkler gerne foredragene til netop dén målgruppe, hun bliver booket til. Desuden kan der plukkes fra foredragene, så der kommes rundt om flere af nedenstående emner. Fx lidt om begge af hendes romaner og om Læs for Livet.
Foredrag af Rachel Röst
Foredrag om GRUNDVOLD
Röst holder foredrag om sin roman GRUNDVOLD, som er en anmelderrost, autofiktiv og rystende roman om en ung piges opvækst i en fanatisk, voldelig og kontrollerende mormonfamilie på Amager.
Om romanen: Rebecca bor i Urbanplanen med sin mormonfamilie. Hendes dybt religiøse far styrer i Guds navn familien med hård hånd og kontrollerer alt, hvad de foretager sig. Hvis ikke børnene overholder hans strenge kodeks, trues med de for evig tid at være fordømt til et liv i synd og urenhed. Men langsomt indser Rebecca, at hendes liv ikke er styret af Gud, men af sin fars religiøse fanatisme.
GRUNDVOLD er en barsk og gribende beretning om en fars undertrykkende religiøsitet og en ung kvinde, som finder modet til at vende familien ryggen for at skabe sit eget liv i friheden.
Foredraget handler blandt andet om, hvordan det har været for Röst at skrive en bog tæt på sit eget liv, hvordan hun er gået til teksten, hvad det har givet at skrive bogen, hvordan den er blevet modtaget og meget mere. Hun læser op, fortæller og synger ligefrem i dette spændende foredrag, der går helt tæt på.
Foredrag om PYNTESMIL
Rachel Röst holder foredrag om sin roman ”PYNTESMIL”, der er øm og hård og bl.a. går helt tæt på psykisk sygdom og vold i familien.
Om romanen: Gry er 42 år, har gang i karrieren og lever udadtil et tjekket liv. Men bag facaden kæmper hun. Hun er lige flyttet ind i en ny lejlighed – for 18. gang. For når noget begynder at føles som et hjem, melder katastrofetankerne sig, og så må hun videre. Hendes mor sidder i en lejlighed med fugleklatter på gulvene og snakker med undulaten Pipser. En dag falder hun, og da Gry ser flængen i hendes hoved og de blå mærker på armene, kommer det hele tilbage. Alt det, som er for svært at dele med nogen. Alt det, som ingen i familien taler om, og som ingen andre kender til.
Til dette foredrag fortæller Röst bl.a. om, hvorfor netop denne bog trængte sig på. Hvilket delvist skyldes hendes mors død – og udgivelsen af sin første roman, der satte spot på vigtigheden af at fortælle sin egen historie. Röst fortæller også om de kvinder, hun har interviewet, som er blevet banket af deres mænd, og hun dykker dybere ned i partnervold, end vi plejer at høre om. Desuden fortæller hun om kunsten i et bygge en fiktiv, dysfunktionel familie op og meget mere. Foredraget er personligt, sårbart, engagerende og giver ny vigtig viden om fx PTSD.
Foredraget kan også kombineres med en vinkel om at være pårørende til psykisk syge. Hvilket Röst selv har været det meste af sit liv.
FOREDRAG: Litteratur som medicin
Over faraoen Ramses II’s grav stod der “Huset for heling af sjælen – eller mere mundret: Sjælens apotek. Allerede dengang var man bevidst om, hvad litteraturen kan gøre for sjælen. I dette foredrag udforsker Röst, hvordan litteratur bliver brugt til at hele på forskellige måder og med hvilke resultater. Hun kommer rundt om biblioterapi, internationale projekter, der arbejder med litteratur som medicin, hendes egen personlige brug af litteratur og af at skrive, studiet ”Narrativ medicin” på lægestudiet, NGO’en Læs for Livets erfaringer og meget mere.
Det er et spændende og overraskende foredrag, der sætter spot på litteraturens helende potentiale. På en interessant, personlig og dybdegående måde.
Foredrag om nonprofitorganisation Læs for Livet
Röst holder også foredrag om nonprofitorganisation Læs for Livet, som hun har stiftet, og som har påvirket tusindvis af børn og unge, som har det svært, på en positiv måde. Det har regnet med priser nedover Læs for Livet, som gik fra at være et én-kvindes-projekt med bøger i en rullekuffert til en landsdækkende NGO med 40 frivillige og en bogkælder med over 80 000 bøger. I dette foredrag fortæller Röst bl.a. om, hvordan hun fik idéen og kom i gang med arbejdet. Hun giver også et glimt af, hvad forskningen siger og formidler, hvad børnene og de unge selv har sagt: Hvilke bogønsker de har haft, og hvad bøgerne fra Læs for Livet har betydet for dem. Det er et varmt, inspirerende og overraskende foredrag, der passer til alle slags publikum. Med viden, feel good-elementer og sug i hjertet.
Foredrag med Rachel Röst booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.