Pia Elers

Pia Elers – om syv år i Tvinds lærergruppe. Pia Elers – forfatter til bogen ”På rejse med Amdi”…

Læs mere
Book Pia

Pia Elers – om syv år i Tvinds lærergruppe.

Pia Elers – forfatter til bogen ”På rejse med Amdi” om Tvinds 50 år lange historie. Den tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer som medlem af Tvinds Lærergruppe gennem syv år i 1970erne – suppleret med en række andre fortællinger fra tidl. Lærergruppefolk. Efter at have forladt Tvind i 1978 tog hun uddannelsen som maskinmester og sejlede frem til 1989 i den danske handelsflåde. Derefter gik hun i land og uddannede sig til journalist og var fra 1993 og de følgende 16 år ansat som udenrigsreporter på TV2 Danmark. Siden 2010 har hun været Asien-korrespondent og rapporterer i dag til flere danske medier, bl.a. Kristeligt Dagblad, fra sit hjem i Hong Kong.

Foredrag af Pia Elers:

Foredrag 1: På rejse med Amdi – 50 år med Tvind
Med udgangspunkt i egne erfaringer fra sin tid i Tvinds Lærergruppe fortæller Pia Elers historien om den omstridte og sagnomspundne leder, Amdi Petersen, som var hendes lærer på et af Den Rejsende Højskoles første hold i 1971. Det er en både fascinerende og skræmmende historie om en flok unge, der vælger at ofre de bedste år af deres liv på at forandre verden. De lever i et stærkt og fantastisk fællesskab, der dog efterhånden udvikler sig i en gal retning med gruppepres og magtmisbrug. Samtidig begynder anklager om overforbrug og udnyttelse af offentlige midler at klæbe til organisationen og især lederen Amdi Petersen.

Men der er også en anden side af historien, som Pia Elers synes er vigtig at få fortalt og dermed nuancere det til tider meget ensidige og fordømmende billede, de fleste danske medier har tegnet af Tvind. Nemlig at mange unge via ophold på diverse Tvinds-skoler har fået sat en bedre kurs for deres liv, end den traditionelle skoler kunne give dem. At de fleste deltagere på Den Rejsende Højskole fik nogle unikke oplevelser – uanset om de kørte i ombyggede rutebiler til Indien eller sejlede gennem Suez-kanalen til Tanzania. Endelig har Tvind i dag udviklet sig til en international humanitær organisation ved navn Humana, der arbejder i 45 af verdens lande.

Foredraget vil bestå af nedslag i Tvinds 50 år lange historie og blive krydret med gamle Tvind-sange, da Pia Elers udover at være forfatter og journalist også er en habil musiker og sanger.

Foredrag 2: Kina og pandaerne – Kinas pelsede diplomater
Under stor ståhej landede to pandabjørne april 2019 i København og flyttede ind i Københavns Zoologiske have. Ankomsten af Mao Sun og Xing Er var resultatet af et årelangt diplomatisk arbejde, der handlede om at besegle det gode forhold mellem Danmark og Kina. Dermed blev vi det 19. land i verden, der blev indlemmet i det såkaldte pandadiplomati, hvor de søde sort/hvide bjørne bruges til at skabe et bedre image for det kinesiske et-parti-styre.

Det er måske ikke gået helt som kineserne havde håbet på, for siden da er Kina faktisk kommet i strid modvind i de fleste vestlige lande, herunder også Danmark på grund af styrets krænkelser af menneskerettigheder – både når det gælder demokratiforkæmpere i Hong Kong og undertrykkelse af den muslimske befolkning i Xinjiang provinsen i det vestlige Kina.Men hvad så med pandaerne? Skal de sendes retur til Kina, fordi vi nu ikke længere er helt så gode venner med kineserne, som vi har været. Næppe – for pandaerne er på en 15 års udlånskontrakt, så de bliver i København, hvor de i øvrigt også er blevet en stor attraktion, sådan som Zoo havde satset på.

Hele historien om pandaerne blev i 2019 rullet ud i DRs dokumentar, Pandaerne kommer – diplomater i pels. Fra sin base i Kina har Pia Elers som medtilrettelægger af programmet gennem fem år fulgt hele forløbet – lige fra 2014 hvor dronning Margrethe på Danmarks vegne anmodede præsident Xi Jinping om at få tildelt to pandaer, og til de blev afsendt fra Chengdu Panda Center. Undervejs fulgte hun også med, når dyrepassere fra Københavns Zoo kom til Kina og blev oplært af deres kinesiske kolleger i, hvordan man passer bedst på pandaerne og får dem til at yngle.

Glæd jer til et foredrag, der både handler om hele det politiske spil omkring pandadiplomatiet og ligeledes historien om dette fascinerende dyr, der er blevet et værdifuldt og elsket ikon – ikke blot i Kina, men også i resten af verden.

Foredraget vil vare en lille times tid, hvor jeg også gerne fortæller om det land, jeg har boet i de sidste 12 år. Kina kan virke både fascinerende og skræmmende, men frem for alt er landets udvikling og kinesernes gå-på-mod vildt imponerende.

Så alt efter jeres ønske kan jeg skrue op for Kina-fortællingerne og ned for pandaerne – eller omvendt. Det bliver i hvert fald ikke kedeligt.

Foredrag 3: 18 missiler der ændrede min verden
Glæd jer til et foredrag, der handler om at tage livtag med tilværelsen og turde springe ud på de 10.000 favne. Det er historien om de syv vilde år på Tvind, hvor vi knoklede løs i håbet om at gøre verden til et bedre sted at være. Da jeg mente, at Tvind udviklede sig i en forkert retning, besluttede jeg mig for at forlade fællesskabet. Derefter foretog jeg en kvantespring, da jeg stod til søs. Det blev til henved 10 år i handelsflåden, hvor jeg startede som stewardesse og endte som officer med papirer som udvidet maskinmester i baglommen. Men i 1988 fik 18 missiler i Persergolfen sat en brat stopper for min videre maritime karriere. Jeg foretog derefter et markant sporskifte og blev journalist. De første 16 år som reporter på TV2 og siden 2009 bosat i Kina som korrespondent for diverse medier – p.t. Kristeligt Dagblad.

Jeg kan love jer én ting – historien om mit liv er helt sikkert ikke kedelig og vil i øvrigt være krydret med sang og musik.

Foredrag med Pia Elers booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular