Markus Bernsen

Markus Bernsen

Markus Bernsen har været ansat som journalist og redaktør på Weekendavisen siden 2008. Fra 2014-2017 var han avisens korrespondent i…

Læs mere
Book Markus

Markus Bernsen har været ansat som journalist og redaktør på Weekendavisen siden 2008. Fra 2014-2017 var han avisens korrespondent i Seoul, hvorfra han dækkede Syd- og Nordkorea. Han har skrevet bøgerne “Hjernen bag Astralis” (2019), “Danmark disruptet – tro, håb og tech-giganter” (2019), “Magteliten” (2015) med Anton Grau Larsen og Chrsitoph Ellersgaard og “Hellerup” (2011) med Pernille Stensgaard.

Foredrag af Markus Bernsen:

Foredrag 1: Hjernen bag Astralis (bogforedrag)
Markus Bernsen fortæller i “Hjernen bag Astralis” om Danny ’Zonic’ Sørensens vilde rejse med e-sport og Astralis. Astralis er et af verdens allerbedste og mest elskede Counter Strike-hold, og Danny ’Zonic’ Sørensen har været med dem hele vejen. I denne bog fortæller han om hvordan e-sport er kommet fra snuskede, mørke netcafeer til nutidens storslåede, prestigefyldte events med enorme pengepræmier og sponsorater, som har gjort spillerne til verdensstjerner. Danny ’Zonic’ Sørensen er Astralis træner, og ved fra sin egen tid som topspiller, hvad der skal til for at slå igennem. Han giver et unikt indblik i Astralis nyskabende og intense måde at træne på, hvor alt fra spillernes syn, fysiske styrke, diæt, psykologi og samarbejde optimeres på alle fronter. Derudover åbner han i “Hjernen bag Astralis” også op for sin egen personlige fortælling om hvordan e-sport blev hans redning fra kriminalitet og om hans vilde historier fra e-sportens verden med fjendtlige klaner, forræderi, fupmagere, russiske oligarker og Astralis unikke historie.

Foredrag 2: DANMARK DISRUPTET – tro, håb og tech-giganter” (bogforedrag)
Om bogen: Danskerne er vilde med ny teknologi. Vi køber flere mobiltelefoner, opretter flere Facebook-profiler og er mere på nettet end befolkninger nogen steder i verden. Og den danske stat er også begejstret. Den har længe stræbt efter at blive verdensmester i digitalisering. Af samme grund investerer kommuner over hele landet i kunstig intelligens, robotter, sensorer, kameraer og selvkørende biler.

Men begejstringen har en pris. I de seneste år har de amerikanske tech-giganter fået større magt over danskerne og det samfund, vi lever i. De påvirker vores regering, embedsværk, sundhedsvæsen, skoler og børnehaver. De bygger gigantiske datacentre på dansk jord – uden først at spørge indbyggerne om lov. De lover vækst og jobs og den særlige energi, som har gjort Silicon Valley verdensberømt. De sælger en fremtid, som Danmark er ivrig efter at få en plads i.

I Danmark disruptet rejser journalist Markus Bernsen gennem et Danmark i hastig forandring, men tager også afstikkere til Seoul, Singapore og San Francisco for at få et glimt af fremtiden. Det er en sand gyser om datafeber og disruption, om tech-giganternes invasion af vores land. Og om hvordan ny teknologi støder sammen med gamle værdier.

Foredrag 3: Hvad vil Nordkorea?
Nordkoreas styre bliver ofte kaldt aggressivt og irrationelt. Eller omtalt som det sidste stalinistiske land i verden. Men sandheden er mere kompliceret. Ser man på Nordkoreas historie og konflikter med andre lande, giver udviklingen af missiler og atomvåben bedre mening. Og dykker man ned i den propaganda, som befolkningen får serveret – fra tv-serier og popmusik til politiske taler – er der ikke megen stalinisme over styret. Til gengæld er det drevet af en racelære, hvor mytiske figurer og det amerikanske fjendebillede spiller en vigtig rolle. Foredraget tager udgangspunkt i besøg i Nordkorea samt interviews med nordkoreanske afhoppere og eksperter i landet.

Foredrag 4: Kan Syd- og Nordkorea blive genforenet?
Både regeringen i Seoul og i Pyongyang har en genforening af Korea som deres højeste mål. Men de har aldrig kunnet blive enige om, hvordan det skulle ske, og med årene er de to lande blevet som nat og dag: Sydkorea er et hektisk konkurrencesamfund med plastikkirurgi og hurtige biler – Nordkorea har ikke udviklet sig meget i de seneste 30 år. Samtidig er Korea fanget i en magtkamp mellem USA, Kina, Japan og Rusland. Men alligevel er der håb for fred på halvøen, og på trods af alle forskellene har koreanerne stadig noget til fælles. Foredraget tager udgangspunkt i 3 års ophold i Seoul, besøg i Nordkorea og interviews med eksperter.

Foredrag 5: Hverdag i Nordkorea
Hvordan lever nordkoreanerne? Hvordan fungerer samfundet, og hvordan tjener staten og befolkningen penge? Hvad drømmer befolkningen om? Nordkorea ændrer sig i disse år. Sorte markeder spirer frem. Film og tv-serier fra Sydkorea smugles ind i landet og giver indblik i de enorme forskelle mellem landene. Hovedstaden Pyongyang bliver mere og mere isoleret fra resten af landet. Her bor eliten, her bygges luksuslejligheder, vandland og skateparker. I den nordlige del af landet er livet barskt. Langs grænsen til Kina får en ny samfundsklasse af handelsfolk mere magt og indflydelse. Måske kan de endda udfordre styret. Foredraget tager udgangspunkt i besøg i Nordkorea samt interviews med nordkoreanske afhoppere og eksperter i landet.

Foredrag 6: Sydkoreas magtfulde konglomerater
Sydkorea kaldes af og til for ‘Republikken Samsung,’ fordi elektronikgiganten har så stor magt i landet. Faktisk står en håndfuld af Sydkoreas konglomerater – Samsung, Hyundai, LG og et par flere – for størstedelen af Sydkoreas økonomi, som er verdens 11. største. Konglomeraterne kaldes ‘Chaebols’ og kontrolleres af familier, som er en slags aristokrati og har en finger med i politik og medier. Især Samsung-familien er hemmelighedsfuld og omgærdet af skandaler og mystiske dødsfald. Foredraget tager udgangspunkt i 3 års ophold i Sydkorea og interviews med eksperter og ansatte i landets konglomerater.

Foredrag med Markus Bernsen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular