Malte Tellerup foredrag:
I skellet mellem land og by benytter Malte Tellerup sin litteratur til at undersøge alt fra ungdommens hovmod og klimakrise, til køn og seksualitet.
Malte Tellerup (f. 1989) debuterede i 2017 med romanen Markløs, for hvilken han i 2018 modtog Blixenprisen som ’Årets litterære talent’. Han er født og opvokset på Fyn, men bosatte sig senere i København, hvor han erhvervede sig titlen som cand.mag. i Litteraturvidenskab.
Hans debutroman, ’Markløs’, handler om brødrene Malte og Emils vandretur hen over Fyns foranderlige natur, hvor de går af nye, uudforskede stier, alt imens de forsøger at komme overens med deres familiehistorie. Romanen afspejler den vej Tellerup indtil videre selv har valgt at gå med sin litteratur, nemlig mod en undersøgelse af unge karakterer der flytter til små landsbyer i udkanten af Danmark – og langt fra hovedstaden – i forsøget på at finde sig selv.
I den sammenhæng udgav han i 2020 sin anden roman Hedeselskabet, som foregår på et nedlagt husmandssted i Vemb i Vestjylland, hvor tre unge københavnere forsøger at udleve drømmen om frihed i et åbent fællesskab. Romanen skildrer den udfordring det kan være at opbygge et stærkt sammenhold, når individerne i fællesskabet hver især, er i gang med en udforskende proces af dem selv og deres seksualitet og kunst. Romanen fungerer dertil også som et litterært studie af det vestjyske landskab, udkantssamfundets karakter og fordommene, der ligger og lurer. Hedeselskabet modtog Odd Fellow Ordenens “Hæders- og Litteraturpris” i 2021.
Den tredje udgivelse, Spræng fabrikken blev udgivet i 2023 og handler lige så om tre unge personer, der befinder sig i Vestjylland. Omdrejningspunktet for denne fortælling er dog af mere spændingspræget karakter, da de tre unge identificerer sig selv som klimaaktivister og udtænker et bombeattentat rettet mod virksomheden Cheminova, der producerer landbrugskemikalier. Bogen giver både et symbolsk, men også realistisk bud på, hvordan unges klimaaktivisme kan tænkes, når den bliver ført ud i sin yderste konsekvens.
Malte Tellerup har blandt andet fået ros for sin lyriske stil, malende landskabsbeskrivelser og undersøgende, eksperimentelle tilgang til temaer som: land og by, køn og seksualitet og klimaaktivisme.
Håndbolddanmark
Tellerups nyeste udgivelse ’Mestrene’ er en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø – om familie, håndbold og halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab, vindermentalitet og talentudvikling i 00’erne.
Da forfatteren Malte Tellerup for et par år siden blev bedt om at skrive en række artikler om håndbold til en avis, hjemsøges han af mareridt om at være tilbage på den håndboldbane, som fyldte hans barndom og ungdomsliv. Indtil han som 19-årig vendte sporten og en professionel karriere ryggen.
Med Mestrene genbesøger han sporten, sit eget potentiale og længslen efter det, han valgte fra. Det er en roman om at vinde og tabe, om helte og fjender, om håndboldspillets historie og udvikling, om eliten vs. fællesskabet, om Ulrik Wilbek og Anja Andersen og den sportsgren, der blev opfundet i Danmark.
Foredrag af Malte Tellerup:
Foredrag 1: “Forankring og forpligtelser — at leve i landskaberne”
Foredrag 2: “Hallens liv — et opgør med vindermentalitet”
Ved brug af foto skal fotograf Rita Kuhlmann nævnes.
Foredrag med Malte Tellerup booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.