Lone Hørslev er prisvindende digter og forfatter og aktuel med romanen ”Svømmende, rygende, grædende” (2024).
Forfattersamtale
Hun vil fortælle om sit forfatterskab og især tage udgangspunkt i sin seneste roman, der går tæt på alkoholikeren Anna. For hvordan opleves det egentlig, når hvidvinsflasken kalder på én hver dag, og det ikke længere føles som en mulighed at sige nej?
Bogen, som udkom i februar, fik begejstrede anmeldelser med på vejen, for eksempel i JP, som gav bogen 5 stjerner og skrev:
”Lone Hørslev river hul på et af tidens store tabuer. Kvinder, der drikker. Med sin nye roman skildrer den prisvindende forfatter skarpt og præcist ensomhed og den måde, et alkoholmisbrug sniger sig ind på et menneske på.”
Der er meget musik, klang og rytme i Hørslevs forfatterskab, og det giver derfor god mening, at hun også begår sig på den musikalske scene. Hun har skrevet adskillige sangtekster til især Mouritz/Hørslev Projektet og fortæller også gerne om sit forhold til -og arbejde med de forskellige genrer.
Lone Hørslev vil også komme ind på sin arbejdsproces, sine inspirationskilder og går gerne i dialog med publikum.
Lone Hørslev – digter, romanforfatter, sangskriver, sanger. Født i 1974, opvokset i Vestjylland og uddannet fra Forfatterskolen 2003. Debuterede i 2001 med digtsamlingen “TAK”. Har siden udgivet 5 digtsamlinger, én novellesamling og 6 romaner, senest den historiske roman “Halvt i himlen” (2021) og “Svømmende, rygende, grædende” (2024).
Hørslev har modtaget en række legater og priser, bl.a. Michael Strunge-prisen og Beatrice-prisen fra Det Danske Akademi. Blev i 2021 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Om bogen Svømmende, rygende, grædende
Anna drikker. Et lille glas for at fejre, at solen skinner, eller et glas når dagene er grå. Men helt ærligt, hvem gør ikke det? Det gør hende vel ikke til alkoholiker?
Hun drømmer om at skrive en krimi, der kan sælges i pallevis i Bilka, men der kommer ikke rigtig noget ned på papiret. Den ene dag går over i den anden, og da hendes søn dropper ud af gymnasiet og flytter til New Zealand, ramler hendes tilværelse. Anna sidder alene tilbage i huset på Frederiksberg og føler sig som et ligegyldigt stykke biologisk affald, som livet har smidt af traileren på vej til genbrugsstationen. Det eneste, der gør livet tåleligt, er faktisk boksen med hvidvin – indtil en gråsort kat og en mand ved navn Gorm pludselig dukker op ud af det blå.
Lone Hørslev går i sin nye roman tæt på den hvidvinspimpende, småsnaldrede og selvmedlidende 47- årige forfatter Anna. En gribende historie om en kvindes længsel efter en sammenhængende fortælling og hendes flugt fra sin egen kvælende ensomhed, fortalt med vanlig hørslevsk humor og poetisk bid.
Ved brug af foto, skal fotograf Ditte Capion nævnes.
Foredrag med Lone Hørslev booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.