Kirsten Thorup

Kirsten Thorup

Kirsten Thorup er født i 1942, er dansk forfatter. Kirsten Thorup er en betydningsfuld og meget læst moderne, samfundskritisk…

Læs mere
Book Kirsten

Kirsten Thorup er født i 1942, er dansk forfatter.

Kirsten Thorup er en betydningsfuld og meget læst moderne, samfundskritisk realist. Med en sprogbevidst, bevægelig fortællemåde formidler hun nutidige oplevelsesformer og sociale erfaringer. Ved at skildre mennesker, der er marginaliseret i samfundet og bryder psykiske og sociale normer, peger hun både på begrænsninger og uanede muligheder i det liv, vi lever og byder hinanden.

Hun begyndte i en svævende modernisme, hvor indre og ydre, jeg og omverden glider sammen i hendes debutbog, digtsamlingen Indeni — udenfor fra 1967. Efter yderligere to digtsamlinger romandebuterede Thorup med Baby i 1973. Bogen, som Thorup skrev, mens hun boede med sin familie på Vesterbro, placerer identitetsløse, narcissistiske typer genkendeligt i københavnsk slum med en sideordnende \”og\”-stil, der både efterligner den manglende indsigt hos personerne og aktiverer den hos læseren. Værket modtog megen og ros og den amerikanske Pegasus-pris, blandt andre.

Den følgende række af store samtidshistoriske romaner blev et hovedværk i forfatterskabet og i tiden. Lille Jonna, Den lange sommer, Himmel og helvede og Den yderste grænse handler om forandringer i livsmønstrene fra 1950`erne til 1980`erne, sanset af fortælleren Jonna, der stedvis forsvinder bag mylderet af søgende personer, ikke mindst kvinder. Fælles er en spænding mellem det levede og det drømte liv og de pludselige gennembrud af erotiske og sociale identitetsdannelser. Elskede ukendte skildrer tilsvarende, men mere kulturpessimistisk 1990`erne gennem to mænds religiøse fanatisme.

År 2000 udkom romanen Bonsai, der udspringer af hendes tidligere ægteskab med instruktøren Ib Thorup, og samme år modtog Kirsten Thorup Det Danske Akademis Store Pris.

De nyeste værker indbefatter Ingenmandsland fra 2003 som skildrer tilstanden mellem liv og død i et portræt af en afasi-ramt gammel mand, hvis levede liv danner en kontrast til den moderne hastige tilværelse, der ikke levner plads til alderdom og svækkelse, Førkrigstid (2006), som foregår i årene op til anden verdenskrig i en lille, vestfynsk stationsby der danner ramme om hovedpersonen Dinnas bekymringer og tanker om alt det, der lurer under overfladen samt Tilfældets guld (2011), en roman om en globaliseret verden i bevægelse, om migration, om nord og syd, rige og fattige. Men først og fremmest handler romanen om en moderne karrierekvindes fatale møde med en ubønhørlig virkelighed, som hendes Business Class-tilværelse hidtil har beskyttet hende imod. I april 2016 udgav hun “Erindring om kærligheden” – en stærk skildring af, hvor svært det kan være at opretholde sig selv og de nærmeste familierelationer, når tilværelsen glider én af hænde. Et kraftfuldt tidsbillede og et gribende mor-datter-portræt. Samtidig en fin beskrivelse af, hvordan verden kan vokse sammen igen, og sår kan hele mellem mennesker. Seneste udgivelse “Indtil vanvid, indtil døden” (marts 2020).

Modtaget Nordisk Råds litteraturpris for romanen ‘Erindring om kærligheden’.

Forfatteraften

Foredrag med Kirsten Thorup booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular