Kåre Lauring

Kåre Lauring

Kåre Lauring, født 1947, der er uddannet som historiker og reklamefotograf, var i årene 1982-2012 ansat som museumsinspektør ved…

Læs mere
Book Kåre

Kåre Lauring, født 1947, der er uddannet som historiker og reklamefotograf, var i årene 1982-2012 ansat som museumsinspektør ved Handes- og Søfartsmuseet på Kronborg nu M/S Museet for Søfart.

Kåre Lauring har skrevet adskillige bøger fortrinsvis om dansk søfart og kolonihistorie, men derudover også om containertrafik, søfart og Anden Verdenskrig og om København og byens historie.

Foredrag af Kåre Lauring:

Kåre Lauring - Den florissante handels København
Kåre Lauring – Den florissante handels København

København og den florissante handel 1756-1807

Foredrag er bygget op omkring Kåre Laurings bog: København og den florissante handel 1756-1807”, Gyldendal 2025.

I foredraget fortæller Kåre Lauring, med baggrund i en udvalgt række stadigt eksisterende boliger, om de mennesker, der var involveret i den florissante handel, hvad enten det var som storkøbmand, kaptajn i slavefarten, supercargo på Kinafarten eller sukkerraffinør i Nyhavn. Ligesom foredraget også handler om en gryende bevidsthed blandt de florissante købmænds hustruer og døtre.

Den florissante handelsperiode, der rakte fra ca. 1750 til krigen mod England i 1807, var en skelsættende periode i Danmarks og Københavns historie. Ude omkring verden blev der på den tid udkæmpet en lang række krige, men helt frem til 1807 lykkedes det for Danmark at holde sig neutral. Det sikrede, at den dansk søværts handel, hver gang en krig brød ud, blev placeret i en yderst profitable situation, hvor danske skibe kunne sejle og handle frit over hele kloden uden frygt for, at de skulle blive kapret af skibe fra en fjendtlig magt.

Den florissante handelsperiode handler dermed ikke så meget om handel mellem Danmark og dets kolonier i Vestindien, Guineakysten og Indien, selv om dette emne også indgår i foredraget, men om hvorledes, danske handelsskibe trådte til, så forbindelserne mellem de krigsførende magter og deres kolonier, blev opretholdt.

Mulighederne var uanede, store formuer blev skabt og – når freden kom, og normale tider vendte tilbage – også tabt. Det var dog, og i modsætning til hvad mange tror, ikke meget af de store formuer, der blev sat i byggeri i København, for de florissante storkøbmænd foretrak at købe allerede opførte boliger. Udenfor København derimod, op langs med Øresunds kyst og ned langs Mølleåen, blev formuer investeret i en lang række nyopførte lystgårde, så de florissante købmænd og deres familier kunne slippe ud af byen, når sommervarmen fik byens kanaler og rendestene til at lugte langt væk.

Hvad angik den florissante tids neutrale danske søfart og handel, var det Ikke alt, der foregik efter bogen for god neutral opførsel. Store formuer, tilhørende redere og købmænd i de krigsførende lande blev – omsat til en danskejet skibslast – sejlet sikkert hjem til København. Kolossale mængder af kolonialvarer gik samme vej. Ofte foregik transporten i et udenlandsk skib, der til lejligheden var blevet udstyret med en dansk reder, et dansk navn, danske skibspapirer og ude i agterstavnen et stort flot Dannebrog.

Langt de fleste af de grove brud på reglerne for neutralitet var vendt mod sømagten England og til fordel for Englands fjender: Frankrig, Holland og Spanien. Hvad til gengæld skabte store udenrigspolitiske problemer mellem Danmark og England. Problemer, der blev yderligere skærpet, efter at Danmark i 1800 sammen med Rusland og Sverige dannede et væbnet neutralitetsforbund også vendt mod England. Så der gik en stort set lige linje fra de mange grove brud på principperne for neutral handel over medlemskabet af det væbnede neutralitetsforbund til den dag i marts 1801, hvor en engelsk flådestyrke stod ned gennem Øresund og ”festen” endte med, at Danmark i Slaget på Reden den 2. april. blev tildelt, hvad det måske er Danmarks historiens mest velfortjente øretæve.

Foredraget, der ledsages af en power point med fotografier, tager ca. 1½ time, hvortil skal lægges en evt. pause.

Foredrag med Kåre Lauring booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular