Jonas Torp Bengtsson. OBS: Ved brug af foto, skal fotograf Ditte Capion/ Artvaerk nævnes.

Jonas Torp Bengtsson

Jonas Torp Bengtsson (f. 1976) debuterede i 2005 med romanen Aminas breve, som vandt BG Banks debutantpris. Efterfølgende er…

Læs mere
Book Jonas

Jonas Torp Bengtsson (f. 1976) debuterede i 2005 med romanen Aminas breve, som vandt BG Banks debutantpris. Efterfølgende er udkommet de anmelderroste romaner Submarino (2007), Et eventyr (2011) og  Fra blokken (2020). Bengtsson er vokset op i Brønshøj og har som voksen boet i Københavns Nordvestkvarter. Hans bøger er oversat til 21 sprog og hans roman Submarino blev overført til det hvide lærred i en succesfuld filmatisering af Thomas Vinterberg i 2010. Ligeledes er Aminas breve i 2017 også blevet filmatiseret.

Kendetegnende for Bengtssons forfatterskab er, at handlingen finder sted helt dernede, hvor det er svært at se udgangen på problemerne. Det er fortællinger om hævngerrighed, fædre og sønner og Københavns hårdeste og mest socialt udsatte miljøer, der på samme tid giver en forståelse for, at der hos os alle findes en grundlæggende menneskelighed.

OBS: Ved brug af foto, skal fotograf Ditte Capion/ Artvaerk nævnes.

Seneste udgivelse “Rødovre Blues” (2025)

Rødovre Blues er en sørgmunter roman om fire forbundne skæbner.

MARGRETHE er hjemmehjælper og træt af pis. Hun er træt af Borgerservice, bureaukrater og buschauffører. Hun har mistet troen på mennesker og har ikke set sin datter i otte år, siden hun skred med fladskærms-tv’et og alle de kontanter, hun kunne finde i lejligheden.

LUKA har endnu en gang snydt med en opgave på Handelshøjskolen og bliver stillet et ultimatum: gå året om eller bliv smidt ud. Luka kommer dem i forkøbet og skrider selv. Men hvor skal han gå hen?

GORAN bestyrer en spillehal ud til en indfaldsvej. Han servicerer de enarmede tyveknægte og alle de gamle, der kommer og kaster mønter i maskinerne. Men Goran er også kriminel og står over for at skulle træffe en afgørende beslutning.

ERIK har mistet sin kone. Og er ved at miste relationen til sin teenagedatter. Han gør hvad han kan for at vinde hende tilbage. Men han tænker ikke længere så klart, og en dag slår det klik.

Alle har de trådt ved siden af, og alle er de opsatte på at genvinde det, de har mistet. Men kan relationer reddes, når de fremstår uigenkaldeligt ødelagte? Og er det overhovedet muligt at få en ny chance i livet?

Foredrag af Jonas Torp Bengtsson:

Foredrag 1. Forfatteraften med udgangspunkt i seneste udgivelse “Rødovre Blues” (2025)

Foredrag 2. Et eventyr
Forfatteren til bestsellerromanen Submarino, der blev filmatiseret af Thomas Vinterberg er tilbage med en roman om et liv i udkanten af samfundet. En lille dreng flytter fra sted til sted med sin far. Faren er en rastløs fritænker, og med drengen i hånden går han som en skygge gennem byen – arbejder sort og betaler kontant. Et eventyr er en fortælling om at være fremmed i verden og om det livssyn, der gives videre fra forældre til børn.

Foredrag 3. Aminas breve
Hvordan er det at skrive sin første bog? Hvorfor tro, man har noget at fortælle andre gider at høre på? Og hvordan er det siden hen at få bogen udgivet og vinde årets debutantpris for den? Det er nogle af de spørgsmål Jonas T. Bengtsson vil forsøge at besvare genne sit foredrag. Derudover giver han smagsprøver fra sin bog. Han vil fortælle om, hvorfor det lige netop var historien om en skizofren ung mand, der lå ham på sinde, og hvordan han arbejde med emnet. Han fortæller også om, hvordan det at begrave sig i hovedet på en psykisk syg, påvirkede ham under skriveprocessen. Flere anmeldere har påpeget at her er et begyndende forfatterskab man skal holde øje med. Med Jonas T. Bengtsson er der mulighed for at opleve ny dansk litteratur, mens den bliver til.

Foredrag 4. Submarino
Submarino, torturmetode, hvor offerets hoved holdes under vand. Anden roman fra Jonas T. Bengtsson efter succesen Aminas breve, der sikrede ham BG Banks Debutantpris i 2005 og et stort gennembrud blandt både læsere og kritikere. Submarino er en ny og ikke mindre dyster fortælling om undersiden af København, den del af byen, der giver mærker på sjælen, og som vi aldrig hører om; fortalt i gadehøjde af to brødre, der på hver deres måde prøver at flygte fra fortiden. Nick, lillebroren, bor på et pensionatsværelse i Nordvest. Hans dage går med stærke øl, vægtløftning og blowjobs hos Sofie, der bor i værelset overfor. Måske ikke et liv, men en tilværelse, Nick har fundet sig tilrette med. Indtil han møder Ivan, hans ekskærestes lillebror. Ivan har tydeligt brug for hjælp. Nicks bror er alenefar og narkoman. Han har ikke et navn, det har junkier ikke brug for. Han prøver, alt hvad han kan, at få livet til at hænge sammen for sin lille søn, Martin. Hvilket går nogenlunde, selvom det er svært, når man afhængig af heroin. Da han arver penge, ændrer livet sig drastisk for dem begge. De to brødre lever hver for sig og har – ud over et fælles traume i barndommen, der bliver ved med at plage dem – intet at gøre med hinanden. De ses kun, når de ikke kan undgå det. Som da moren dør … Submarino er en voldsom og sine steder hjerteskærende fortælling om en familie og de bånd, der bindes eller kappes. Båret af Jonas T. Bengtssons fine, realistiske fortællestil og sans for suspense. Submarino læser man i ét sug. Sådan føles det at drukne i en lille storby ved navn København. Submarino er i lighed med Aminas breve baseret på research af forfatteren; denne gang i narkomiljøet i København. Samtidig med udgivelsen udkommer Aminas breve i Norge.

Foredrag med Jonas Torp Bengtsson booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Foto: Robin Skjoldborg

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular