John Wagner er bestyrelsesmedlem og politisk kommentator. Han tilbyder følgende 3 foredrag:
Foredrag 1: Fra Schlüter til Pape
– Historien om et partis storhed og fald
Det konservative Folkepartis tidligere generalsekretær, journalist og nu fhv. adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, udgav i 2019 bogen ”Schlüters politiske testamente” på baggrund af en snes lange samtaler med tidligere statsminister og konservativ partileder Poul Schlüter. I bogen beskrives den socialkonservative holdning, som Schlüter fik ind med modermælken af sin konservative mor og sit store forbillede, John Christmas Møller. I foredraget fortæller John Wagner, der var Christiansborg-journalist 1977-88 og derpå i fire år Schlüters højrehånd som generalsekretær i partiet, om de konservative magtkampe før og efter Schlüter, opture og nedture, betydningen af de mange udskiftninger af partiledelsen, om
had/kærlighedsforholdet til Venstre og helt aktuelt nedsmeltningen op til Folketingsvalget i november 2022. Sluttelig giver han sit bud på, hvad der er partiets fremtid.
Foredrag 2: Lobbyisme – i samfundets tjeneste?
– Hvordan påvirkes politikerne, f.eks. gennem de sociale medier
Foredragsholderen John Wagner har 45 års erfaring med, hvordan politikerne på Christiansborg lader sig påvirke af medierne og professionelle lobbyister fra alle dele af samfundet, herunder de største danske virksomheder og organisationer. Som Christiansborg-journalist 1977-1988 var han selv en del af det mediecirkus, der er omkring den politiske beslutningsproces. Fra 1988-92 var han daværende statsminister Poul Schlüters højrehånd som konservativ generalsekretær, og efterfølgende var han indtil nytår i 27 år selv lobbyist som adm. direktør i De Samvirkende Købmænd. Han blev kaldt både kamphund og Twitter-konge, da han i kampen mod flere hypermarkeder og grænsehandel tog de sociale medier, specielt Twitter, i anvendelse i kampen for at påvirke meningsdannelsen. Men hvad er op og ned, myter og virkelighed, når det gælder lobbyismen i Danmark. Og er det godt eller skidt?
Foredrag 3: Hvorfor koster smør, hvad det koster?
– Historien om dansk dagligvarehandel – fra ”byens hjerte” til ”cool cash”
Frem til årsskiftet 2022/23 var John Wagner i 27 år adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, som har bl.a. MENY, SPAR og REMA 1000 som medlemmer – og Salling med Bilka som hovedkonkurrent. Interessen for dagligvarehandlen kom fra en far og farfar, der begge var brugsuddelere og fra som journalist at beskæftige sig med erhvervspolitik og som konservativ generalsekretær at arbejde for selvstændighedskulturen. Hvad betyder butikslivet for vores byer? Hvorfor ser butikkerne ud, som de gør – med frugt & grønt ved indgangen, mælk i fjerneste hjørne og slik foran kasserne? Hvornår dør tilbudsaviserne? Overtager nethandlen det hele? Og hvad bestemmer prisen på varen, f.eks. smør, der sidste år kunne svinge fra 5 til 35 kr. for 200 gram Lurpak? Foredraget giver indsigt og vækker debat om, hvorfor vi handler, som vi gør – og med hvilke konsekvenser.
Foredrag med John Wagner booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.