Janne Aagaard er tidligere krimireporter på Ekstra Bladet og fhv. kommunikationschef ved politiet, nu forfatter og true crime podcaster. Hun er uddannet journalist og har efteruddannet sig i kriminologi og retslingvistik i henholdsvis USA og Australien. Sidstnævnte sted har hun boet i flere år, og opholdet gav Janne Aagaard inspirationen til tre bøger om australske drab. I efteråret 2023 udkommer Jannes første nonfiktion bog på Gyldendal, en kombineret true crime og slægtshistorie om det hvide snit og dets udbredelse i Europa.
I dag ejer Janne Aagaard sit eget produktionsselskab, Meow Production, der specialiserer sig i true crime og historie podcast. Hun står bag nogle af landets største serier som Mord i Nord, der udkommer på otte sprog og er streamet mange millioner gange. Senest har hun udviklet serien Dobbeltliv og Løgne, der er oversat til fire sprog. I dag er hun bosat i Lissabon i Portugal og deler sit liv sammen med vinbarsejeren, Joaquim.
Foredrag af Janne Aagaard:
Det hvide snit – en grumt stykke Danmarkshistorie
Foredraget er især for de historisk interesserede, der er nysgerrige efter, hvordan Danmark har håndteret mennesker med psykisk lidelse – og i hvor høj grad, der er blevet grebet efter kniven, når indlagte patienter ikke var medgørlige nok. Janne Aagaard beskriver sin mors mosters historie, fra hun blev født i en fattig bondefamilie i Himmerland i 1915, fik amputeret sit ben som ung, mistede sin kæreste i krigen og endte med at få det hvide snit og være indlagt på Risskov Psykiatriske Hospital i over 15 år. Det er et grumt stykke Danmarkshistorie fortalt med indlevelse og indsigt i sundhedsvæsnets fejl og mangler.
Foredrag med Janne Aagaard booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.