Gunhild Weisbjerg – Alder, erfaring & livsglæde i øjenhøjde.
Gunhild er alderdomsaktivist, født i 1944, og min mission er klar: Hun vil tale alderdommen op! Hun har besluttet at bruge sine sidste arbejdstimer – og en god bid af fritiden – på at vise verden, at alderdommen kan være livets guldalder.
Med over 30 års erfaring som foredragsholder og en baggrund som underviser, coach, terapeut, astrolog og seniormentor, tilbyder Gunhild foredrag spækket med både humor, indsigt og livsglæde. Hun favner alt fra seniorlivets glæder og udfordringer til relationer, kærlighed og trivsel – altid med blik for at inspirere og engagere publikum.
Udover virket som foredragsholder sidder Gunhild i bestyrelsen for FUAM (Foreningen til Udvikling af Alderens Muligheder i Aarhus), og i privat regi har hun startet Seniorcool.dk – et Facebook-fællesskab for kvinder, der taknemmeligt trives i deres alderdom og står ved den med stolthed.
Siden 1991 har hun haft fornøjelsen af at holde foredrag over hele Danmark. Hun glæder sig til hver eneste opgave og møder publikum med nærvær, uden manuskript og med plads til afbrydende – helst humoristiske spørgsmål.
Foredrag af Gunhild Weisbjerg:
● Hurra, jeg er gammel
● Grin med Gunhild
● Charmekursus for mænd og kommunikationskursus for kvinder i mild og blid stemmeføring
● Refleksioner over og inspiration til det gode seenager-liv
● Kærlighed og venskab uden alder
Foredrag 1: Hurra, jeg er gammel!
Dette foredrag er hendes personlige bidrag til alderdomsaktivismen. En kærlig, humoristisk påmindelse om, at det er et privilegium at få lov at blive gammel. Vi bør glæde os over og være taknemmelige for vores høje alder – også selvom vi slider med tab, skavanker og det uundgåelige forfald. Det er Gunhilds erfaring, at mange har det lidt stramt med ord som “gammel”, “ældre”, “senior” eller “den tredje alder”. Alt andet klinger lidt bedre. Men ordet gammel betyder i sin oprindelse blot: En person, der har levet mange vintre. Så hvorfor ikke flashe vores mange vintre med stolthed – og vise de yngre generationer, at de har noget at glæde sig til?
En gryderet af erfaring, taknemmelighed og humor
Gundhild Weisbjergs foredrag er en farverig gryderet med følgende ingredienser:
● Anekdoter fra hendes lange, levede liv
● Dyrekøbte livsindsigter og personlige erfaringer
● Bud på det gode ældreliv – også når livet slår sprækker
● Kærlig selvironi og humoristiske betragtninger over kroppens forfald
● Uforudsigelige krydderier serveret af en livsglad, veloplagt “bedstemor med gang i”
Vi taler om, hvordan vi kan bevare livsglæden og modet, selv når vi har mistet vores kære eller mærker alderens genvordigheder. Hvordan vi undgår at “falde for meget af på den” – og i stedet forbliver unge i sind, trods krøllet skind. Måske skyldes foredragets succes også, at jeg gerne bidrager til markedsføringen med små videoer og reels til arrangørernes Facebook-sider.
Seneste anmeldelser af Hurra, jeg er gammel!
Ældre Sagen, Brande – Margit B. Risbjerg:
Vi var knap 100 damer samlet, da Gunhild Weisbjerg leverede et inspirerende og humoristisk foredrag om livsglæde, sundhed og det gode seniorliv. Hun delte mange tankevækkende pointer om taknemmelighed, mental sundhed, sociale relationer og livsmod. Gunhilds budskab var klart: Livet skal leves – med humor, taknemmelighed og en bevidst indsats for både mental og fysisk sundhed.
(26. feb. 2025)
Ældre Sagen, Galten – Ann-Karin Kristensen:
Ældre Sagen Galten havde i eftermiddag besøg af en livsglad bedstemor med gang i. En veloplagt og ustoppelig Gunhild delte ud af sit lange liv, der har budt på både op- og nedture. Disse har hun formået at vende til noget positivt – blandt andet ved at se lyst på tilværelsen og huske at være taknemmelig."Så tøv endelig ikke med at booke et foredrag med Gunhild.
(16. januar 2025)
Aktivitetsrådet, Brande – Kirsten Boldt:
Den 1.11.2024 inviterede Aktivitetsrådet i Brande til foredraget Hurra, jeg er gammel med Gunhild Weisbjerg – ca. 75 deltog i et spændende foredrag, hvor temaet strakte sig fra at undgå ensomhed, at passe på sig selv, til vigtigheden af at være taknemmelig. Gunhild lever fuldt ud op til foredragets titel – og bærer sine 80 år med stolthed!- noget vi alle bør stræbe efter at efterleve.
(1. nov. 2024)
Foredraget har tidligere været holdt i:
Kirker:
● Kolt Kirke
● Vor Frelsers Kirke, Esbjerg
● Viby Kirke
● Hårlev Kirke, Sjælland
● Hjortshøj Kirke
● Skæring Kirke
● Hinnerup Kirke
Ældre Sagens regi:
● Ældresagen Hørning
● Ældresagen Give
● Ældresagen Odder
● Ældresagen Galten
● Dameværelset, Ældresagen Brande
● OK klubben Kolding
●
Seniorklubber:
● Aktivitetscenteret Langå
● HK Seniorklub Aarhus
● Sygeplejerskernes seniorklub Esbjerg
● Oliemøllens seniorklub
● Saxild Seniorklub
● Koloritten, Herning
● Onsdagsklubben, Føns
Foredrag 2: Charmekursus for mænd og kommunikationskursus i mild og blid stemmeføring for kvinder
Et foredrag med grin, glimt i øjet og dyb indsigt i kærlighedens finurligheder. Har du som arrangør aldrig mødt mig som foredragsholder, så er Charmekurset dit sikre valg. Her er garanti for grin, genkendelse og nye indsigter – uanset publikums alder og livssituation. Foredraget sætter spot på mænd og kvinders forskellige tilgang til arbejde, kærlighed og hverdagsliv.
Vi ved det jo godt:
● Mænd hviler tungest på det faglige ben.
● Kvinder balancerer på det sociale.
Men hvad betyder det egentlig for vores samspil – og hvordan kommer det til udtryk i sproget?
Med videnskabeligt afsæt og varme anekdoter fra egne sprogstudier på Aarhus Universitet, inviterer jeg publikum ind i kønnenes sproglige verden. Vi undersøger, hvordan vores ord – og måden, vi siger dem på – både skaber forviklinger og forbundethed.
Charmekurset har vakt stor interesse i pressen:
Det har været vist i uddrag på DR2 i Sådan er kvinder og det blev desuden tematiseret i DR1’s Formiddage med Nis Boesdal, hvor jeg blandt andet besvarer det evigt aktuelle spørgsmål: Hvorfor vil så mange kvinder lave om på deres mænd? Foredraget er også blevet omtalt i flere af landets store dagblade, herunder Jyllands-Posten, Fyns Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende.
Få også forklaringen på:
● Hvorfor mænd er konedøve
● Hvad mortitis og hensynsbetændelse er
● Hvorfor søde kvinder kan blive til sure madammer
● Og hvorfor nogle mænd er så lukkede, at de skal åbnes med en østerskniv
Foredraget giver både stof til eftertanke og værktøjer til at forstå hinanden bedre – og det hele serveres med varme, glimt i øjet og et kærligt spark til kønsstereotyperne. Publikum går opløftede hjem – klogere på sig selv, hinanden og kærlighedens vilde veje.
Udpluk af anmeldelser og tilbagemeldinger på Gunhild Weisbjergs “Charmekursus for mænd…”
En særlig tak fra Mejrup ved Holstebro
Mine anmeldelser er sparsomme, fordi foredraget i mange år før Covid nærmest har solgt sig selv, så anmeldelser var overflødige. Men én mundtlig tak står stærkt i erindringen, og jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på den. Måske er det 20 år siden, ved et foredrag en aften i Mejrup ved Holstebro, at en kvinde på 80+ stod i kø, tydeligt nervøs – som havde hun den gamle skolepige respekt for læreren siddende i kroppen – for at takke for foredraget.
Hendes tak lød:
Det æ læænge sijen a hå hat såen skjøn auten.
Gedsted Kulturcenter Vennepunktet
I Gedsteds kulturcenter ”Vennepunktet” havde vi i marts 2020 den fornøjelse at opleve Gunhild Weisbjerg levere sit foredrag Charmekursus for mænd og kommunikationskursus i mild og blid stemmeføring for kvinder. Bag den iøjnefaldende titel ligger et begavet og underholdende causeri over den måde, de to køn ser på hinanden, vores særheder og vaner, med de forskellige indgange mænd og kvinder har til livet og hverdagen.
Lad det være sagt med det samme: Det er først og fremmest underholdende. Vi griner i ét væk, griner af os selv og griner af det modsatte køn. Det gør vi, fordi vi kan genkende de situationer og den adfærd, som Gunhild Weisbjerg så præcist rammer.
Vi griner ikke, fordi vi føler os til grin eller hængt ud, men fordi det fremstilles på en måde, så vi alle kan se det komiske i os selv og vores adfærd.
Det er befriende at grine på den måde, at grine sammen og faktisk blive knyttet sammen i latteren.
For hold da op, hvor er der mange vaner og måder at agere på, som vi ikke tænker over i det daglige – og vi tænker slet ikke over, at vores ægtefælle i den grad bemærker det.
Gunhild Weisbjerg er god til at dele sol og vind lige. Bedst som vi tænker, Hold da op, hvor mændene får på puklen nu, så skifter scenariet, og kvinderne står for tur. Hun sparer sandelig ikke sine kønsfæller.Der var mange sandheder, også mange som først den aften blev relevante, og som man fremadrettet ikke kan lade være med at tænke på. Så der var også god viden og lærdom. Der er helt sikkert nogle, som set i foredragets lys vil ændre adfærd på visse områder.
Men det var først og fremmest en aften, hvor vi grinede i fællesskab.
Erik Kragelund
Vennepunktet, Gedsted
Viborg Rotary Klub
Tak til Gunhild Weisbjerg for et herligt foredrag i Viborg Rotary Klub omkring forholdet mellem mænd og kvinder. Med utrolig charme og munterhed giver Gunhild bud på de forskelligheder, der opstår mellem kønnene og de deraf følgende konfrontationer – en aften hvor man får rørt lattermusklerne, men også får gode råd til at tackle forskelligheder. En oplevelse, alle kan have glæde af.
Hanne Simony
Viborg Rotary Klub
Logen Nadir
Tak for et meget inspirerende foredrag Charmekursus for mænd. Alle deltagerne – også kvinderne – gik fra aftenen med et stort smil på læben. Foredraget var både alvorligt og humoristisk på samme tid. Det mestrer Gunhild Weisbjerg på forunderlig vis. Alle tilhørende fik noget at tænke over i deres hverdag. Forståelse af hinandens forskelligheder er vigtig i et parforhold. Mænd og kvinder tænker forskelligt – det blev vist ved enkle eksempler. Ved at acceptere forskellighederne kan mand og kone få et meget bedre samliv. Frem for at lave hinanden om, skal man tage forskellighederne som en gave og få et bedre liv. Efter at have grinet i 2 timer fik alle deltagerne også noget at tage med hjem. Mange har talt om indholdet og brugt det i deres hverdag. Et foredrag, som alle ægtepar og især unge par burde høre. At Gunhild Weisbjerg så forstår at levere det hele med stor energi og humør, gør at de ca. 2 timer flyver afsted. Det er sjældent, at foredragsholdere i Danmark i dag kan holde foredrag helt uden elektroniske fiksfakserier, men det kan Gunhild.
Lions Club Bjerringbro
Gunhild Weisbjerg rammer plet med sit kursus, som afvikles som et foredrag. Hun bruger humoren effektfuldt og fastholder dermed tilhørerne, således at tiden flyver afsted. Tilhørerne genkender billederne, som Gunhild beretter om, og eftertænksomheden farer rundt i tilhørernes hoveder, mens andre ler højlydt. Gunhilds brug af sproget er unik. Der bliver sat ord på hændelser, som tilhørerne godt et eller andet sted ved noget om, hvorfor opstår – men som ofte lider under mangelfuld bearbejdning. Gunhilds kursus giver gode humoristiske råd om, hvordan hændelserne kan stemmes af. Alle i forsamlingen går efter kurset hjem med ideer til, hvad vi ved vores adfærd kan gøre anderledes, for at styrke fællesskabet, samhørigheden, kærligheden og livsglæden mellem kvinder og mænd.
AOF Gentofte
Kære Gunhild! TAK for en fantastisk aften. Selvom man er fyldt 84, kan man godt blive klogere på livet! Jeg nød dit foredrag, gode forklaringer på, at det er svært at fungere sammen i parforhold! Måske vælger flere par nu til dags at dele livet sammen med en partner af samme køn, så slipper de for alt det, der giver problemer med: hvem og hvad! Det var nogle gode råd, du gav os. Din tilhørerskare kan sikkert genkende meget og måske bruge det i fremtiden – men let er det jo ikke!! Måske kan jeg opsøge dig til et foredrag i Sct. Georgsgildet, hvor jeg er aktiv.
Alice, fysioterapeut
AOF Gentofte
Torsdagsklubben Søvind
Torsdag den 28.3.2019 var du fuldt og helt til stede i vores Torsdagsklub i Søvind. Det nød vi. Tusinde tak for et lyslevende, livligt og livsbekræftende foredrag om “Hvorfor søde kvinder ender som sure madammer.” Dine iagttagelser og konklusioner om kvindeliv og kvindeliv i samspil med hinanden og i samspil med mænd var skarp og præcis. Og du ramte os… der var så meget, der var genkendeligt… og derfor udløste dine ord så megen latter. Tak for det. Samtidigt fik du sagt meget, som vi kunne tage med hjem og bruge i vores hverdag… og tænke over… og selv gøre nye iagttagelser i det liv, vi lever. Hvordan taler jeg til mine medmennesker? Hvordan lytter jeg? Hvornår opmuntrer jeg… Hvornår bremser jeg… Hvornår løfter jeg… Hvornår tynger jeg? Hvornår er jeg tro over for mig selv… og troværdig? Hvornår husker jeg blot at være glad for det liv, der er… og dele det med andre? Vi vil tale om det, du satte i gang – igen og igen. Og så brugte du to ord til at beskrive det kvindelige samspil kontra det mandlige samspil: HVEM… HVAD. De ord er nemme at have med i lommen og bruge… og blive klogere af. Og heldigvis har vi lov til at tro på, at vi aldrig bliver for gamle til at lære nyt… og prøve nyt. Tak for din inspiration.
Inger Marie Broch Pedersen
Torsdagsklubben Søvind
Foredrag 3: Grin med Gunhild – Bedstemor-stand-up
– når galskab giver mening
Et kærligt og ærligt 20-30 minutters indslag om kærlighedslivets og alderdommens fortrædeligheder. Velegnet som underholdning til seniorfester, kulturelle arrangementer – eller som en lun og livsklog erstatning for den traditionelle festsang.
Foredrag 4: Refleksioner over og inspiration til det gode seenager-liv
Et livsbekræftende og kærligt provokerende foredrag for dig, der nægter at gå i stå. Lad os sammen afskaffe alder-dommedag og gøre det cool at være gammel. Vi har fået tiden tilbage – og med den muligheden for at leve med samme frihed som vores teenagebørnebørn. Bare med lidt mere visdom i bagagen.
I hendes verden leves det gode seenager-liv: – i taknemmelighed
● med tilgivelse
● i frihed, men ikke uden forpligtelse
Hvad betyder det gode seenager-liv for dig?
Hvad er vigtigt for dig i den tredje alder?
Foredraget lægger op til nærværende samtaler og meningsfulde diskussioner om, hvordan vi som ældre kan bruge livets efterår – ikke til at trække sig tilbage, men til at træde frem med alt det, vi har lært og stadig drømmer om.
Værdiafklaring bliver vigtigere end nogensinde:
● Hvad er egentlig vigtigst for dig – nu?
● Hvordan bruger du din tid bedst?
● Hvad beder livet dig om?
Med inspiration fra Stephen R. Covey spørger vi: Hvad er det vigtigste lige nu? Hvad gør den kloge mand? Og vi spørger også os selv: Hvordan erstatter vi det, vi mister fysisk og mentalt, med en ny indre styrke og ro?
Som Johannes V. Jensen så fint formulerede det:
Når udsigten ta’r af, så kan indsigt tage til. Forfald er de gamles fremgang. Få bliver yngre med alderen – men gammel af sind bliver ingen, uden at han altid har været det.
Dette foredrag er en kærlig opfordring til at leve med åbne øjne – også i livets efterår. Velkommen til et oplæg med refleksion, latter og livsmod.
Foredraget udbydes også som workshop til virksomheder og organisationer, der ønsker at forkæle deres medarbejdere/medlemmer med 4 timers inspiration, der bringer løfter om et meningsfyldt seniorliv.
Workshop & længere oplæg – anbefaling fra Brandbjerg Højskole
Gunhild Weisbjergs foredrag “Det gode seenagerliv” egner sig ikke kun som et klassisk foredrag, men kan også med fordel tilpasses som et længerevarende oplæg eller en workshop.
Et eksempel på dette er mit bidrag til Brandbjerg Højskole, hvor jeg har været gæstelærer i et kursusforløb med titlen”Skab resten af dit liv for Novo Nordisk ansatte under titlen: Refleksioner over og inspiration til det gode seenager liv.
Her er anbefalingen fra Brandbjerg Højskole:
Foredraget 6. marts 2025 Refleksioner over og inspiration til det gode seenager liv var både inspirerende og nærværende. Du formåede med varme og humor at skabe refleksion over livets efterår og over, hvordan vi kan leve dette kapitel med frihed, taknemmelighed og forpligtelse. Det blev tydeligt, at du virkelig taler ind i deltagernes livssituation, og foredraget gav anledning til meningsfulde diskussioner og eftertanke. Tak for dit bidrag til et stærkt og meningsfuldt arrangement – og held og lykke med kommende arrangementer. Jeg håber, vi får lejlighed til at samarbejde igen, da du, som en af vores deltagere skrev til os, har rigtig meget godt at berige os med.
Brandbjerg Højskole
Kristian-Alberto Lykke Cobos
Foredrag 5: Kærlighed og venskab uden alder
Vi sikrer os mod materiel nød på vores gamle dage. Men hvad med den sociale armod, som livet påfører os via skilsmisser, ægtefællers og gode venners død? Hvordan opbygger vi nye tætte relationer?
Dette foredrag er opstået i erkendelse af, at et godt netværk er den vigtigste faktor for sund aldring af krop og psyke, og at behovet for nærhed og tryghed og dermed kærlighed ikke bliver mindre med alderen.
Temaet udbydes også som en 4 eller 6 timers workshop til seniorsingler, der ønsker at finde en kæreste via nettet eller ‘in real life’.