Glenn Bech

Glenn Bech

Glenn Bech er forfatter og psykolog. Har modtaget Politikens Litteraturpris for bogen "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet". Foredrag…

Læs mere
Book Glenn

Glenn Bech er forfatter og psykolog. Har modtaget Politikens Litteraturpris for bogen “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”.

Foredrag af Glenn Bech:

Glenn Bech kan holde foredrag om social arv, herunder; giftig maskulinitet; selvmord; psykisk og fysisk vold i hjemmet; om at bryde kontakten til et nærtstående, dysfunktionelt familiemedlem; samt hvordan nuværende interpersonelle og personlige udfordringer kan forstås med udgangspunkt i en opvækst plaget af bl.a. for meget ansvar, konstant usikkerhed, angst og afmagt som følge af en eller flere traumatiske hændelser.

Foredrag 1: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (bogforedrag)

Glenn Bech Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er et indigneret, selvudleverende og ømt manifest om klasseskam, prol og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri, om Tiger King og Anna og Lotte, om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme. Med vrede, misundelse og humor brænder Glenn Bech alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet.

Foredrag 2: Farskibet (bogforedrag)

Glenn Bech FarskibetDa Glenn er fem år og hans lillebror, René, er tre, tager deres far sit eget liv. Dette autobiografiske romanværk er et rasende og brutalt vidnesbyrd om alt det, der fulgte efter. Tragedien, der blev til tragedierne. For straks faren forsvinder, dukker en alkoholiseret og voldelig ny mand op i tilværelsen. Hvor hverdagen før var tynget af sorg, plages den nu af konstant utryghed samt et væld af dysfunktionelle relationer; hvor stedfaren – som moren har giftet sig med – hhv. forgriber sig på hende og jævnligt vil true drengene med tæsk. Moren, der arbejder som buschauffør, og ellers intet netværk har tilbage fra sin egen nedbrydende opvækst.

Drengene, der i stigende grad vender al deres afmagt indad til skam og selvhad, udadreagerende adfærd i skolen og efterhånden også egne forsøg på selvmord.

Men så en decembernat – faktisk kun ganske få timer inden juleaftensdag – stiller moren sine drenge dette altafgørende spørgsmål: Hvad ville I sige til, at vi pakkede vores ting og skred fra Erik? Og lillebroren hujer i lykke, imens storebroren – som lige siden farens død har båret rundt på ansvaret for hele familien – først udtrykker sig en smule bekymret: Hvor skal de måske sove i nat? Kan de ikke bare ringe til politiet igen? Og hvad nu hvis Erik opsporer dem, vil han så slå dem ihjel denne gang? Men selv disse tanker og indvendinger forsvinder; både moren og drengene pakker alt, hvad de kan bære og flygter dernæst ud i sneen.

Glenn Bech siger om sin debutroman:
”Den har været nødvendig for mig at skrive, for når man som barn oplever noget voldsomt og skamfuldt, man ikke har sprog for, ophober det sig i en. Nogle brænder så en skole ned, andre bliver bankdirektører, og andre igen skriver – som jeg – en bog. I Farskibet har jeg omsat vreden og det, jeg efterfølgende oplevede i min barndom og ungdom, til en historie.”

Han fortsætter:
”Men selv om jeg skriver på min egen historie, er Farskibet en roman. Det ville helt klart have været lettere for mig, hvis jeg havde skrevet en journalistisk erindringsbog, men min ambition har været at få tekst og kunstnerisk formgivning til at hænge tæt sammen. Samtidig bliver det også fiktion, bl.a. fordi jeg i dele af romanen skriver fra et sted fra før, jeg som barn overhovedet fik et sprog. Og det er historien, som jeg synes, den var. Andre kan have en anden opfattelse”, konstaterer Glenn Bech, der blev uddannet psykolog i 2017 og samme år blev optaget på
Forfatterskolen.

”Jeg havde ideen til bogen, da jeg begyndte på skolen. Den har hele tiden skullet være og kunne det hele – også at redde mit liv. Der gik ikke længe, før jeg fandt ud af, hvad det ville kræve. Det blev ren djævleuddrivelse i de år, jeg skrev på den. Jeg led, og ofte tænkte jeg, at ”hvis det er sådan at være forfatter, er det ikke noget for mig.” Men til sidst havde jeg et manuskript på 1.500 sider, der er blevet til 552. Og nu er jeg tilfreds. Jeg er lettet og frigjort. Så min næste bog kunne sagtens blive en om hesten Dolly, der laller rundt på en mark”, siger Glenn Bech og ler.
 
”Nej, jeg skriver på noget andet. Og jeg håber, at mit forfatterskab bliver langt. Men jeg tror, at jeg muligvis har skrevet mit hovedværk. Sådan føles det i hvert fald lige nu”.

Farskibet er skrevet på et mix af prosa, lyrik, dagbogsoptegnelser, hjemmevideoer, breve mm.

Pressen skriver:

”Et mesterligt svendestykke, som sender forfatteren i raketfart mod de litterære tinder … Farskibet er en vild, eksperimenterende og genremæssigt udefinérbar roman. Stort set hver eneste side kommer bag på læseren. Glenn Bechs stil er totalt overbevisende.”
* * * * * *– Jyllands-Posten

”Et stykke aldrig før set socialrealisme … Hvis man kan hævne et selvmord, må det være sådan, det skal gøres … Et stærkt vidnesbyrd.”
♥♥♥♥♥ – Politiken

”Farskibet bærer sin sårbarhed som et prydstykke … Ambitiøst og stilsikkert … Et manifest for selvomsorg eller medmenneskelighed.”
– Weekendavisen

”En voldsom konfrontation med forfatterens fars selvmord og med den forkvaklede maskulinitetsopfattelse, der gjorde livet umuligt for faren … Glenn Bech udnytter i Farskibet til fulde romangenrens radikale rummelighed … En beholder for et kaotisk og smertefuldt stof, der bliver præsenteret på en måde, der rykker i en.”
– Information

”Farskibet er et enormt ambitiøst og vellykket kampskrift, der pendler fra den førsproglige barndom over teenageliv til den nutidige skriveproces … Uafrystelig debut.”
* * * * * – Børsen

”Knugende, intenst og uafrysteligt værk … En påtrængende roman, der nærmest er umulig at skubbe fra sig, fordi forfatteren har formået at omsætte den personlige tragedie til et kunstværk, der angår os alle … Et på én gang sårbart og kraftfuldt, vredt og omsorgsfuldt kampskrift.”
* * * * * – Kristeligt Dagblad

Foredrag med Glenn Bech booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular