Freddy Wulff, født 1945, er eventyrer, jæger, journalist og fotograf. Han er opvokset i Dronningborg ved Randers, men har tilbragt hovedparten af sit liv som bl.a. minearbejder, professionel jæger og eventyrer rundt om i verden. Forfatter til Professionel jæger (2011), Vild jagt (2013) og Vilde eventyr (2022).
Foredrag: Vild jagt med de vilde
Der er jægere – og så er der jægere. De fleste har jagten som en hobby, en passion. Enten jager de på egen jord eller de lejer en jagt. Eller de køber deltagelse i en jagt. Eller køber jagten på et bestemt trofæ – et eller andet sted i verden. Jagt er big business. En milliard forretning – selv i et lille land som Danmark. Og så er der de jægere som lever af jagten på en hel anden måde. Nogle fordi de er tvunget til det. Fordi det er den eneste måde at overleve på der, hvor de er født. Det er der så nogle, der kalder ”rigtig” jagt. Men, der er også jægere, der er gået den modsatte vej. Har forladt den såkaldte civilisation og draget ind i vildnisset, hvor de lever af det de skyder og fanger i fælder.
Pelsjægere kaldes de.
Men for de fleste jægere, der lever i og af og med naturen, bliver det hver dag sværere at leve på denne måde. Grunden er ganske simpel: Verden udenfor ønsker at overtage deres verden. Det kan vi læse om, eller se på TV hver eneste dag. Junglerne i f.eks Sydamerika går op i røg. Det værdifulde tømmer hentes ud af nyanlagte veje. Resten brændes og sås til. Og bingo, så er der oksekød til McDonalds eller Burger King. Men det er ikke blot i Sydamerika junglerne brændes. Det sker i La Candonia i Mexico, hvor de sidste mayaer lever som de har gjort – mere eller mindre – i tusinder af år. Tømmeret i junglerne er millioner af dollars værd – og de kristne missionærer skal også have deres del af kagen. I Yukon kæmper indianerne mod at der skal anlægges en enorm gasledning ned gennem landet. Så man om natten kan oplyse Las Vegas, som var det dag. Og ødelægge rensdyrenes vandringsruter, som indianerne er totalt afhængige af.
Den dag disse jægere ikke kan leve af jagten, så forsvinder naturen. For ved at leve af jagten, beskytter de naturen. Det er deres supermarked. Det er der mange som ikke kan forstå – eller vil forstå.
Jeg har jaget med alle disse jægere. ”Primitive” kalder nogle dem. De jager med bue og pil, træspyd og boomerangs. Armbrøst og hjemmelavede forladere. Seksløber og harpun – og de bare næver. Fra Alaska og Yukon til Mexico, Australien, Indonesien og Laos. Det er nogle af de bedste jægere jeg nogensinde har mødt.
Jeg vil fortælle om:
- Min ven ”Chicho”, som lever af at jage vildt kvæg i junglerne på Yucatan i Mexico. Det har han gjort siden han var en stor knægt. Med et gammelt gevær, der lige kan hænge sammen. Hans far døde, da han ikke var mane år, og familien flyttede til øen Holbox, hvor konens bror tog sig af dem. Men Chicho havde ikke megen lyst til at blive fisker. Han ville være jæger, som hans far også havde været det. Og der mangler ikke vildt kvæg på Yucatan. Meget af det har gener, der går tilbage til spaniernes erobring af Mexico. Mange skibe sank, stødte på rev. Sømændene druknede – men kvæget svømmede i land. Senere har nogle prøvet at lave ranches – men det er ikke gået så godt. For en stor del af året er landet totalt oversvømmet.
- Den halvårlige rensdyrjagt med Vuntut Gwitchin-indianerne fra Old Crow i Yukon. De skyder lige nøjagtig det antal dyr de har brug for til de næste seks måneder. Jeg var med som det tynde øl. Høvdingen havde en seddel med: Så og så mange rensdyr til den familie osv. Og da det antal var skudt, stoppede jagten. Det eneste der blev efterladt var gevirerne.
- Havets storvildt. Rokker og hvaler og kæmpefisk som hvalhajer. Med håndholdt harpun. Indonesien
- Walk about med ørkenens jægere i det centrale Australien. Træspyd og boomerangs. Nogle mener at aborigierne endnu ikke er nået til stenalderen – men de tager meget, meget fejl. De jægere kan spore dyr, ja, hvor jeg intet kunne se. Og de ved altid, hvor man kan finde vand.
- Hmongfolket i Laos. På grænsen til Kina. Krigere og jægere – som selv laver deres fantastiske våben. Forladere fra landingsstellet på nedskudte amerikanske fly. De tror på ånder. Der er ånder for alt. Da jeg kom til deres landsby første gang, ville ingen komme ud fra deres store huse. Var vi onde ånder? De havde aldrig set europæere før. Men i en anden landsby boede der en gammel kvinde, som havde. Hun blev hentet – og sagde god for os. Hun havde set to franske soldater nede ved en flod – i begyndelsen af 50erne.
- LaCandon indianerne. De sidste mayer i junglerne i Mexico. Jagt med bue og pil – og en enkelt salonriffel. De kæmper en meget, meget ulige kamp for at ”beholde” deres jungle – som de selvfølgelig ikke har papirer på.
- Nybyggerne i Alaska. En lille familie der er flyttet ind i Alaskas store skove og lever af jagt og pelsdyr. Det meste af jagten foregår med en seksløber.
- Vildsvinejagt med de bare næver. Queensland, Australien. Der er mange, mange tusinde svin i Australien. Og ude i halvørkenen kan man ikke skyde dem, når kødet skal sælges. Millioner af fluer, og temperaturer op til 40 C. I stedet bliver de fanget levende – med de bare næver, og lidt hjælp fra et par hunde. Du ved om adrenalin pumpn virker, når du har fat i bagbenene på en stor orne.
Vilde eventyr
Freddy Wulff er atter bogaktuel – og teateraktuel – og i øvrigt også foredragsaktuel. Det gennemgående tema er hver gang det vilde eventyr.
Freddy Wulff har selv fortalt det – talrige gange – og ellers kan det opleves fra hans egen mund, når han i løbet af dette forår holder foredrag rundt omkring i Danmark. Så vi dvæler ikke ved barndommen i Randers, værnepligten i Livgarden, uddannelsen hos ØK tiden som professionel jæger i New Zealand eller jobbet som skribent på Ugens Rapport. I stedet vil han gerne rette fokus mod de vilde eventyr, som har været ledetråden i hele Freddys liv. For de har bragt ham vidt omkring og sat sig spor, som vil være længere end den navnkundige eventyrers egen livsbane.
Gonzo
Så lad os tage udgangspunkt i det, der kommer til at stå tilbage. Freddy har aldrig kendt til angst. Og så har han ifølge sin egen forklaring altid haft en glimrende evne til at hænge hjernen på knagerækken og så ellers kaste sig ud i aldeles halsbrækkende bedrifter. Samtidig har han været drevet af en nærmest ubændig nysgerrighed, og netop kombinationen af dødsforagt og nysgerrighed har bragt ham helt derud, hvor man næsten ikke engang tør fantasere sig til at være.
Den nye bog er fyldt med veldokumenterede eksempler på udfordringerne og stærke personlige oplevelser fra fornuftens overdrev.
Som noget relativt nyt tilbage i de tidligste 1970ere satte reporteren, Freddy Wulff, sig selv i centrum. Det er i den forbindelse ikke urimeligt at påpege, at Freddy er den første danske journalist, der tager Hunter S. Thompsons skrivestil og teknik til sig på en måde, så det ret hurtigt bliver hans vedblivende varemærke. Det er den stil, der jævnligt omtales som gonzojournalistik, og i Freddys tilfælde med det raffinement, at et par af de klassiske journalistiske dyder som akkuratesse og kildekritik blev fastholdt.
Det stod tidligt klart for Freddy Wulff, at hans særlige fortællekraft fandt et lydhørt publikum. Ikke bare hos Ugens Rapport, hvor han debuterede og eksperimenterede sig frem til sin stil under sikker føring af Kurt Thybo, men også på de velsete internationale nyhedsmagasiner i Paris, New York og Rom. De mest slagkraftige reportager fra Freddys pen og Pentax blev således udgivet i Ugens Rapport – og næsten tyve udenlandske magasiner.
Freddy var med til at tegne et billede af en verden, som ingen – eller kun meget få – dengang kendte til. Han gjorde verden større og det ukendte lidt mere erkendt. Han var med til at dokumentere folkeslag og – det vender jeg tilbage til – vildtarter, som ingen anede eksisterede.
Selvstændig
Allerede som knægt havde Freddy en plan. Han sparede op. Passede på sine penge, og drømte stort. Da han var gammel nok til at kunne erhverve et motorcykelkørekort, kørte han selv til undervisningen på sin Harley Davidson – som han havde købt for sparepengene.
Sådan gik det også i voksenlivet. Freddy brød med Allers faste principper om, at det var dem, der ejede de artikler, som blev udgivet i deres magasiner – og således også Freddys historier i Ugens Rapport. Freddy tog sagen i egne hænder, og den redaktionelle succes, han oplevede i den internationale bladverden, blev således også til hans egen økonomiske frihed, som gjorde ham i stand til at rejse, hvorhen han ønskede sig og med mulighed for at blive længere, end nogen bladredaktion ville have finansieret.
Her er en af nøglerne til at forstå, hvorfor Freddy Wulff i lange stræk slet ikke er i andet end telefonisk og telexkontakt med Ugens Rapport hjemme i Danmark. For det meste er han bortrejst. På opgave. Og langt, langt væk.
Ugens Rapport
Når Det Kongelige Teater i juli 2022 havde premiere på Ugens Rapport, så skal man nok bemærke teatrets egen tilføjelse til titlen, ”Inspireret af virkeligheden.” For selvom man endnu ikke kan vide, hvad der kommer til at foregå på de skrå brædder, så ser oplægget ud til at være milevidt fra den virkelighed, som såvel bladredaktionen i almindelighed som Freddy Wulff i særdeleshed deltog i. De annoncerede orgieagtige tilstande var bestemt ikke hverdagskost, og karakterer som Freddy Wulff var kun sjældent i København, så hans tilstedeværelse på den virkelige redaktion var langt mindre fremtrædende, end de kongelige skuespillere har lagt op til.
Når det er skrevet, så bør det også bemærkes, ja måske ligefrem glorificeres, at nulevende personer gestaltes med eget navn og nogenlunde tro visuel fremtoning i et stykke kongelig skuespilkunst. Det er ikke en gunst, som overgår mange danskere og da slet ikke eventyrlystne reportere. Men her er Freddys meritter nået til. Personen er blevet til et kunstnerisk udtryk, som med garanti ikke var en del af karriereplanen.
Nye vildtarter
På Zoologisk Museum i København har de et velbevaret skind med horn og det hele af den såkaldte Vu Quang-okse – som i dag også kaldes saola (Pseudoryx nghetinhensis). Det er det bedst bevarede og mest komplette skind, der findes i hele verden.
Hvis man laver et opslag på nettet, så kan man blandt andet læse, at oksen vejer omkring 90 kilo, og at den var ukendt for alle andre end de lokale stammer inde i de tætte urskove omkring Vietnam og Laos. Man kan også læse, at det var et hold forskere, der tilbage i 1992 nærmest tilfældigt faldt over nogle markante horn, der mindede om antilopehorn. Herefter blev der foretaget forskelige genetiske undersøgelser, der fastslog, at der her er tale om en indtil da helt ukendt dyreart.
Her er der tale om en besynderlig faktaforflygtigelse, for jo oksen var ukendt, og den blev fundet i 92, men ikke af forskere. Men af en nysgerrig reporter, som havde hørt om det sære dyr, som de lokale Hmong-folk kalder for saht-supahp.
Den observante reporter var naturligvis Freddy Wulff, der kontaktede sin ven, Peter Arctander, der var professor i genetik på Københavns Universitet, og fik her bekræftet, at, hvis dette dyr vitterlig fandtes, så ville det være en helt ny og for videnskaben ukendt vildtart.
Derfor vendte Freddy tilbage til junglen mellem Vietnam og Laos, hvor han også tidligere havde rejst. Organiserede for egne midler en ekspedition langt ind i den tætte jungle og vendte retur med det endegyldige bevis på dette nye dyrs eksistens.
Misundelsen i videnskabelige kredse må have været til at tage at føle på, for en af dagbladet Politikens skribenter kastede sig ud i en bandbule mod Freddy Wulff og beskyldte ham for at have slået det aldeles sjældne dyr ihjel, mens den etablerede videnskab aldrig har givet Freddy Wulff den kredit, der tilkommer ham for at have fundet et nyt stort pattedyr. Det skete kun to gange i forrige århundrede. Men ser man efter på skindet på Zoologisk Museum, så står der, at det tilhører Freddy Wulff, og at det er udlånt for bestandigt til Zoologisk Museum.
Saolaen blev naturligvis straks fredet. Der er etableret alverdens foranstaltninger for at bevare dens levesteder og for at give arten de bedste muligheder for at overleve. I dag går der lange tider, mellem at man ser billeder af det stille og smukke dyr fra diverse fotofælder, men så vidt man ved, så er den der endnu, der hvor Freddy fandt den for snart 25 år siden.
Historien om saolaen er blot et af de mange vilde eventyr, som nu for første gang udkommer i bogform. Det bliver så vidt, det vides, her til maj, at Freddys tredje bog på Gads Forlag sendes på gaden, og det bliver med den helt rigtige titel – Vilde Eventyr.
Foredrag med Freddy Wulff booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
