Christian Mørk er født på Frederiksberg i 1966. Som helt ung flyttede han til et lille universitet i Amerika, hvor han i det små begyndte at skrive fiktion. Senere blev han uddannet journalist i New York og skrev om film på magasinet Variety og på The New York Times. Han har arbejdet som filmproducent på Warner Bros. Pictures i Hollywood, men er allermest taknemmelig for, at han i en lidt sen alder fik lov til at skrive romaner. Christian Mørk er aktuel med bogen MINE TRE FORÆLDRE.
Foto: ©️Karen Rosetzsky
Foredrag af Christian Mørk:

Christian fødes ind i en usædvanlig familie. Hans forældre er feterede og folkekære skuespillere, og i hjemmet er der altid fyldt med gæster og liv. Selv er den unge Christian den ensomme betragter af det sceneri, der omgiver ham. Han har ikke nemt ved at finde sit fodfæste, for han lever i en verden, som tvinger ham til at påtage sig en voksenrolle i en alt for ung alder.
Christian og hans far, Erik Mørk, forsøger i mange år krampagtigt at nå hinanden. Da Erik forlader sin kone og søn, fordi han ikke længere kan skjule, at han er homoseksuel, er det både en velsignelse og et stort tab for Christian. For da Erik Mørk flytter ud, flytter Bent Mejding ind, som måske er netop dét menneske, Christian har allermest brug for. Sammen sørger de tre forældre for at skabe en helhed, som er sjælden og vigtig for ham.
MINE TRE FORÆLDRE undersøger det smerteligt kærlige forhold mellem en far og en søn. Det er en fortælling om at være til overs i familierelationer, om at komme i klemme mellem store gestusser og selvudslettende tavshed. Det er samtidig en rørende og ærlig historie om at række ud, før det er for sent, om at ofre sig for hinanden og den fælles kærlighed, der alligevel kan findes i en brudt familie.
Alt dette og meget mere folder Christian ud for publikum, som er velkomne til at stille spørgsmål undervejs.
Anmeldelser:
Christian Mørks tre forældre var berømte og feterede. Hans erindringer kan lære os noget vigtigt. Christian Mørk skriver smukt, sansende og klogt om sine tre forældre. Ikke mindst portrættet af faderen, skuespilleren Erik Mørk, er en kompliceret kærlighedserklæring. Hvilke konsekvenser, den nøje registrerede barndom fik for forfatteren selv, må vi tænke os til.
Berlingske
★★★★
Skammen og ensomheden lister rundt i Christian Mørks bog om hans berømte skuespillerfamilie.
Kristelig Dagblad
Foredrag med Christian Mørk booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

