Kåre Lauring, født 1947, der er uddannet som historiker og reklamefotograf, var i årene 1982-2012 ansat som museumsinspektør ved Handes- og Søfartsmuseet på Kronborg nu M/S Museet for Søfart.
Kåre Lauring har skrevet adskillige bøger fortrinsvis om dansk søfart og kolonihistorie, men derudover også om containertrafik, søfart og Anden Verdenskrig og om København og byens historie.
Foredrag af Kåre Lauring:
Foredrag 1: København og den florissante handel 1756-1807
Foredrag er bygget op omkring Kåre Laurings bog: “København og den florissante handel 1756-1807”, Gyldendal 2025.
I foredraget fortæller Kåre Lauring, med baggrund i en udvalgt række stadigt eksisterende boliger, om de mennesker, der var involveret i den florissante handel, hvad enten det var som storkøbmand, kaptajn i slavefarten, supercargo på Kinafarten eller sukkerraffinør i Nyhavn. Ligesom foredraget også handler om en gryende bevidsthed blandt de florissante købmænds hustruer og døtre.
Den florissante handelsperiode, der rakte fra ca. 1750 til krigen mod England i 1807, var en skelsættende periode i Danmarks og Københavns historie. Ude omkring verden blev der på den tid udkæmpet en lang række krige, men helt frem til 1807 lykkedes det for Danmark at holde sig neutral. Det sikrede, at den dansk søværts handel, hver gang en krig brød ud, blev placeret i en yderst profitable situation, hvor danske skibe kunne sejle og handle frit over hele kloden uden frygt for, at de skulle blive kapret af skibe fra en fjendtlig magt.
Den florissante handelsperiode handler dermed ikke så meget om handel mellem Danmark og dets kolonier i Vestindien, Guineakysten og Indien, selv om dette emne også indgår i foredraget, men om hvorledes, danske handelsskibe trådte til, så forbindelserne mellem de krigsførende magter og deres kolonier, blev opretholdt.
Mulighederne var uanede, store formuer blev skabt og – når freden kom, og normale tider vendte tilbage – også tabt. Det var dog, og i modsætning til hvad mange tror, ikke meget af de store formuer, der blev sat i byggeri i København, for de florissante storkøbmænd foretrak at købe allerede opførte boliger. Udenfor København derimod, op langs med Øresunds kyst og ned langs Mølleåen, blev formuer investeret i en lang række nyopførte lystgårde, så de florissante købmænd og deres familier kunne slippe ud af byen, når sommervarmen fik byens kanaler og rendestene til at lugte langt væk.
Hvad angik den florissante tids neutrale danske søfart og handel, var det Ikke alt, der foregik efter bogen for god neutral opførsel. Store formuer, tilhørende redere og købmænd i de krigsførende lande blev – omsat til en danskejet skibslast – sejlet sikkert hjem til København. Kolossale mængder af kolonialvarer gik samme vej. Ofte foregik transporten i et udenlandsk skib, der til lejligheden var blevet udstyret med en dansk reder, et dansk navn, danske skibspapirer og ude i agterstavnen et stort flot Dannebrog.
Langt de fleste af de grove brud på reglerne for neutralitet var vendt mod sømagten England og til fordel for Englands fjender: Frankrig, Holland og Spanien. Hvad til gengæld skabte store udenrigspolitiske problemer mellem Danmark og England. Problemer, der blev yderligere skærpet, efter at Danmark i 1800 sammen med Rusland og Sverige dannede et væbnet neutralitetsforbund også vendt mod England. Så der gik en stort set lige linje fra de mange grove brud på principperne for neutral handel over medlemskabet af det væbnede neutralitetsforbund til den dag i marts 1801, hvor en engelsk flådestyrke stod ned gennem Øresund og ”festen” endte med, at Danmark i Slaget på Reden den 2. april. blev tildelt, hvad det måske er Danmarks historiens mest velfortjente øretæve.
Foredraget, der ledsages af en power point med fotografier, tager ca. 1½ time, hvortil skal lægges en evt. pause.
Foredrag 2: Historien om den danske slavehandel
I 300 år fra 1620 til 1917 var Danmark ikke kun en Nordatlantisk- men også en tropisk kolonimagt. De tropiske kolonier var i Indien: Trankebar i Sydindien og Frederiksnagor i Bengalen lige ved Calcutta. I Vestindien: Øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix og derudover havde Danmark på Guineakysten i Afrika en række forter og handelsstationer. Besiddelserne på Guineakysten supplerede øerne i Vestindien, for det var fra Guineakysten, at danske skibe hentede de slaver, der på de Vestindiske Øer dyrkede det sukker, der var begrundelsen for at have besiddelserne i Vestindien.
Den danske slavehandel indledtes i 1674, hvor et nyt kompagni, Vestindisk-guineisk Kompagni, overtog administrationen af både de danske forter på Guineakysten samt øerne i Vestindien. Dermed overtog kompagniet også ansvaret for at få leveret det nødvendige antal slaver til plantageejerne i Vestindien.
Fra 1674 og frem var kolonimagten Danmark dermed en aktiv deltager i den transatlantiske slavehandel, som den blev kaldt. En handel der i i årene 1450-1870 omfattede ca. 35.000 slaverejser med en samlet last på ca. 12.500.000 afrikanske slaver, hvoraf de ca. 10.700.000 nåede levende frem til deres bestemmelsessted i enten Vestindien Syd- Mellem- eller Nordamerika. Hvor mange søfolk, der omkom, er usikkert, men hvis vi sætter en gennemsnits-besætning på et slaveskib til 35 mand, så var der med 35.000 rejser i alt forhyret 1.225.000 søfolk på slaveskibene. Af dem døde, mener man, omkring 22 %, hvilket vil sige, at omkring 270.000 europæiske søfolk mistede livet i forbindelse med den afrikanske slavehandel, At købe og sælge slaver var en yderst kompliceret handel, og det var ikke altid, at bytteforholdene på kysten af Guinea, hvor europæerne købte slaverne, var til fordel for de europæiske opkøbere. Den danske slavehandel, der i årene fra ca. 1670 til ca. 1806 omfattede ca. 400 slaverejser med i alt ca. 110.000 slaver, blev, i modsætning til hvad mange tror, derfor heller ikke nogen økonomisk succeshistorie. Tværtimod var slavehandelen, fra det første kompagni, Vestindisk-guineisk Kompagni, der eksisterede fra 1674 til 1754, og helt frem til det sidste kompagni, Østersøisk-guineisk Handels Selskab, der eksisterede fra 1781 til 1787, kendetegnet ved en lang række af underskud.
I forbindelse med opløsningen af Østersøisk-guineisk Selskab blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge den danske slavehandel og dens fremtidige muligheder. Ifølge kommissionens konklusioner skulle staten, der igennem hele forløbet havde givet større eller mindre statsstøtte til opretholdelsen af slavehandelen, stoppe med sin støtte, da det næppe ville være muligt at organisere den danske
slavehandel på en måde, så den ville give overskud.
I årene efter 1750 med oplysningstiden og med vedtagelsen i USA og i Frankrig af menneskerettighedserklæringerne, blev der for alvor sat spørgsmål ved Europas aktive rolle inden for den ellers over hele kloden bredt accepterede handel med slaver og ved selve slaveriet som institution.
Det var England, der gik forrest i kampen mod slavehandel. Det havde det været et stykke tid, og som noget helt nyt så man nu kvinder gå med som aktive deltagere i en politisk kampagne. Engelske kvinder deltog aktivt i underskriftindsamlinger, der krævede forbud mod slavehandel. Ligesom mere end 200.000 engelske husmødre i årene efter 1780, gik med i en kampagne, hvor de i protest mod slavehandel nægtede at sætte sukker på bordet, når de bød på kaffe og te. Kampagnerne virkede, og i 1791 vedtog det engelske parlament, at England fra 1796 ville forbyde slavehandel.
Debatten i England og afstemningen i Underhuset gjorde indtryk i Danmark og på landets finansminister Ernst Schimmelmann, der i Vestindien også var landets største plantageejer. Schimmelmann var dog også grebet af oplysningstiden og de nye tanker om menneskerettigheder, og han egentlig og på trods af plantagerne i Vestindien modstander af slaveri og slavehandel. Deri blev han støttet af sin søster, Frederikke Juliane, og hustru, Charlotte. Begge var nemlig imod slavehandel og slaveri, og de støttede derfor op bag Ernst Schimmelmann i hans bestræbelser på at få Danmark til at forbyde slavehandel. Det lykkedes, og i 1792 blev det vedtaget, at fra 1. januar1803 ville Danmark forbyde slavehandel. Da det engelske forbud mod slavehandel, der skulle træde i kraft fra 1796, grundet Englands krig mod Frankrig, der var begyndt i 1792, var blevet udskudt til 1807, blev Danmark dermed og formentlig det første land i Verden, der forbød slavehandel. Den grundlæggende årsag til forbuddet var dog ikke så meget hensynet til slaverne, og de grusomheder der foregik ombord i slaveskibene, hvad foredraget også kommer ind på, men mere udenrigspolitiske hensyn, hvor det vigtigste var spørgsmålet om, hvordan ville England reagere, hvis Danmark fortsatte med slavehandel, efter at England havde forbudt sin?
Foredraget, der bygger over Kåre Laurings bog: ”Slaverne dansede og holdt sig lystige. En fortælling om den danske slavehandel,” ledsages af en power point med fotografier. Foredraget varer ca. 1½ time, hvortil skal lægges en evt. pause.
Foredrag med Kåre Lauring booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
