Thomas Milholt

Thomas Milholt har skrevet to bøger om italiensk opera: "Italiensk opera i guldalderen 1800-50 – et kapitel, der blev…

Læs mere
Book Thomas

Thomas Milholt har skrevet to bøger om italiensk opera: “Italiensk opera i guldalderen 1800-50 – et kapitel, der blev skrevet ud af musikhistorien”, som er blevet oversat til italiensk og udgivet i Italien, og “Manden bag masken – Rossini og hans operaer”.

Foredragsholderens fokus er især rettet mod Italiensk opera og Europas kulturhistorie.

Italiensk opera var en af de mest betydningsfulde kunstformer i Europas kulturhistorie gennem 1800-tallet. I årtierne omkring 1800 dominerede italienske komponister operascenerne over hele kontinentet. Værker af komponister som Gioachino Rossini, Vincenzo Bellini, Gaetano Donizetti, Giuseppe Verdi og senere Giacomo Puccini satte standarden for operakunsten. Operalivet i Italien dengang kan sammenlignes med filmindustrien i Hollywood op gennem 1900-tallet.

En stor del af denne rige, offentlige og folkelige tradition er siden blevet glemt. Omkring 2.500 italienske operaer fra første halvdel af 1800-tallet er forsvundet fra repertoiret. I hundredvis af komponister er blevet skrevet ud af musikhistorien på grund af en stadigt skiftende smag, som har fulgt i kølvandet på dramatiske politiske begivenheder, som revolutioner og krige, og skiftende kulturhistoriske strømninger. Mange af deres værker har i over et århundrede ligget gemt i arkiver. Det er en vigtig del af den europæiske kulturhistorie, som dermed er gået i glemmebogen.

I 2023 valgte FN at sætte italiensk opera på Unescos Immaterielle Verdensarvsliste. Det er en liste over kulturtraditioner, som er på vej til at forsvinde, og som FN arbejder på at sikre og bevare.

I dag arbejdes der flere steder i Europa på at genopdage denne oversete operaverden. Det er blandt andet, siden 1990’erne sket via en intensiveret forskning og årlige festivaler for Rossini og Donizetti. Et nyere eksempel er festivalen Il Belcanto Ritrovato i Pesaro, som siden 2021 har haft til formål at bringe de oversete operaer fra den første halvdel af 1800-tallet tilbage til scenen.

Thomas Milholt er forfatter, musikhistoriker og foredragsholder med speciale i opera. Han er cand.mag. i musikvidenskab og uddannet journalist og har tidligere været fastansat programmedarbejder ved DR P2.

Han er i dag direktør for oplysningsvirksomheden Kulturkompagniet Danmark ApS, som siden 2010 har arrangeret rejser, kurser og foredrag med fokus på europæisk operahistorie.

Gennem de seneste 15 år har Thomas Milholt holdt mere end 100 foredrag om opera på højskoler, folkeuniversiteter og i kulturinstitutioner i Danmark og udlandet. Han har ligeledes bidraget med programtekster til Det Kongelige Teater og været inviteret som ekspert til operaudsendelser i DR/P2.

Hans forskning og formidling har især haft fokus på italiensk opera, men omfatter også centrale operatraditioner i blandt andet Tyskland, Frankrig, Rusland og England – fra Richard Wagner til Benjamin Britten.

Thomas Milholts bøger om opera:

  1. “Italiensk opera i guldalderen 1800-50 – et kapitel, der blev skrevet ud af
    musikhistorien” (Multivers 2014).
  2. “Le opere dimenticate del melodramma italiano” (Giorgio Pozzi Editore 2016).
  3. “Manden bag masken – Rossini og hans operaer” (Aarhus Universitetsforlag 2020).

Foredrag af Thomas Milholt:

Foredrag 1: Rossini – Manden bag masken
I den første halvdel af 1800-tallet var Gioachino Rossini (1792-1868) Europas mest berømte operakomponist, som både fornyede den italienske og den franske tradition. Han blev betegnet som kunstens Napoleon. Alligevel forsvandt størstedelen af hans næsten 40 alvorlige og komiske værker senere fra repertoiret, og komponisten blev reduceret til myten om den livsglade skaber af “Barberen i Sevilla”.

I dag er Rossini vendt tilbage til operascenen. Ny international forskning – med centrum i Rossini-fonden i Pesaro – har gjort det muligt at tegne et langt mere nuanceret portræt af komponisten og hans produktion af operaer.

Med afsæt i sin biografi om Rossini fortæller Thomas Milholt historien om den italienske mesters meteorlignende karriere, hans mystiske tilbagetrækning som 37-årig, de politiske begivenheder, og skiftende kulturhistoriske strømninger, som fik dramatiske konsekvenser for synet på både ham selv og hans operaer – og den moderne genopdagelse af hans værker. Foredraget bliver illustreret med centrale filmklip fra Rossinis operaer.

Foredrag 2: Gaetano Donizetti – fra vugge til grav
Gaetano Donizetti (1797–1848) var den førende italienske operakomponist i tiden mellem Rossini og Verdi. Efter gennembruddet med “Anna Bolena” i 1830 skabte han på få år en række værker, der kom til at præge den romantiske operatradition.

Foredraget følger Donizettis liv og kunstneriske udvikling fra debutoperaen “Enrico di Borgogna” til store tragedier som “Lucia di Lammermoor” og komiske operaer som “Elskovsdrikken”, “Regimentets datter” og “Don Pasquale”.

Thomas Milholt fremviser et koncentreret portræt af en komponist, hvis melodiske fantasi og dramatiske kraft gjorde ham til en af 1800-tallets mest betydningsfulde skabere af opera.

Foredrag 3: Viva Verdi! – operakomponisten der blev folkehelt
Giuseppe Verdi (1813–1901) var en central skikkelse i Italiens kulturelle og politiske historie. I en tid hvor landet kæmpede for national samling og uafhængighed, blev hans operaer et samlingspunkt for millioner af italienere.

Med næsten 30 operaer – fra gennembrudsoperaen Nabucco til værker som “La Traviata”, “Rigoletto”, “Aida” og “Otello” – skabte Verdi nogle af operahistoriens mest elskede værker. Samtidig opnåede han en næsten mytisk status som national kunstner og folkehelt.

Foredraget fortæller historien om Verdis liv, hans dramatiske mesterværker og den enestående position, han fik i Italiens historie – en komponist, hvis musik blev en del af et helt folks identitet.

Foredrag 4: Richard Wagner – det tyske musikdrama
Richard Wagner er en af musikhistoriens mest fascinerende og omdiskuterede skikkelser. Med sin vision om Gesamtkunstwerk – et totalværk, hvor musik, tekst, scenekunst og myte smelter sammen – forandrede han operaen grundlæggende.

I værker som “Den flyvende Hollænder”, “Tannhäuser”, “Lohengrin”, “Tristan og Isolde”, “Mestersangerne i Nürnberg”, “Parsifal” og den monumentale “Nibelungens Ring” skabte Wagner det, han selv kaldte det tyske musikdrama.

Foredraget giver et koncentreret indblik i Wagners kunstneriske revolution: hans dramatiske tænkning, den intense orkesterklang og brugen af ledemotiver.

Samtidig belyser Thomas Milholt hans enorme indflydelse på operakunsten – og hvorfor Wagners værker stadig kan ryste, forføre og fascinere publikum i dag.

Foredrag 5: Giacomo Puccini – musikteatrets sidste mester
Giacomo Puccini (1858–1924) blev den sidste store skikkelse i den folkelige italienske operatradition, som siden begyndelsen af 1600-tallet havde begejstret publikum i Italien og resten af verden.

Hvor Richard Wagner skabte sine værker med udgangspunkt i myter, det monumentale orkester og et net af ledemotiver, videreførte Puccini den italienske tradition for musikdramatik, hvor stærke følelser og menneskelige konflikter står i centrum. Hans operaer udviklede sig til et intenst musikteater, der i stigende grad nærmede sig dramaets form.

Foredraget placerer Puccinis værker i den tradition, han skrev sig ind i, og følger komponisten frem mod hans sidste opera. Samtidig ser Thomas Milholt på, hvordan hans karriere markerer afslutningen på en epoke i operahistorien – kort før tonefilmen og Hollywoods nye fortælleformer ændrede publikums vaner.

Undervejs præsenteres centrale scener på film fra Puccinis mest berømte operaer.

Foredrag 6: Billie Holiday – jazzens helt særlige stemme
Billie Holiday (1915–1959) regnes for en af historiens største jazzsangerinder. Ved at give sangene sin personlige fortolkning fortælle deres historie på sin helt egen måde, skabte hun en stil, der kom til at præge jazzen for altid.

Hun indspillede med nogle af USA’s mest berømte jazzmusikere og blev allerede i sin levetid en legende – både på grund af sin kunst og sit dramatiske liv præget af modgang, berømmelse og skandaler.

Foredraget fortæller historien om Billie Holidays liv og karriere fra de første pladeindspilninger i 1930’erne til hendes sidste år – og viser, hvorfor hendes sang stadig står som et af jazzens mest bevægende udtryk.

Thomas Milholt har skrevet universitetsspeciale om Billie Holiday og bygger foredraget op omkring en række centrale musikeksempler og filmklip fra hendes karriere.

Foredrag af Thomas Milholt booker du hos ARTE Booking på telefon 38 48 14 00 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular