Ole Stokholm Jepsen er uddannet agronom og har siden 1970 arbejdet med udviklingssamarbejde hovedsageligt i Afrika, Asien og Mellemøsten og siden 2003 især i konfliktområder som Irak (2003-2008), Afghanistan (2010-2013) og Syd Sudan (2016-2019). Han har været afdelingsleder i Carl Bro International A/S, Teknisk Direktør i Danagro og Chefrådgiver i Niras International Consulting og senest ejer og chefkonsulent hos OSJ International Consultancy (2014 -2023). Meget af arbejdet har været som udstationeret projektansvarlig i alt ca. 25 år og ellers overordnet ansvarlig fra Danmark med hyppige supervisionsbesøg. Ole Stokholm Jepsen har i 2024 udgivet bøgerne: ”Oles erindringer” og ”En finger i jorden”
Foredrag med udgangspunkt i bogen ”En finger i jorden”.
Ole Stokholm Jepsen har skrevet denne bog for at dele sine erfaringer fra at have bidraget til udviklingssamarbejde i over 50 år hovedsageligt i Afrika, Mellemøsten og Asien hvoraf de seneste 20 år har været i konfliktområder i Irak, Afghanistan og Syd Sudan.
I bogen beskriver han i de tre første afsnit erfaringer, oplevelser og resultater fra nogle af de projekter og aktiviteter han har taget aktiv del i.
I foredraget beretter Ole Stokholm Jepsen om nogle af disse projekter og specifikke oplevelser som dengang han i efteråret 2003 arbejdede i Basra i Irak og da hele det administrative centralstyret planøkonomiske system var brudt sammen efter Saddam Hussein. Farmerne i det sydlige Irak havde alle høstet deres korn og de ville under normale omstændigheder have solgt kornet til de statsejede kornsilo- og formalingsanlæg (Grain Board), men det var ikke muligt. Ole sendte besked til den amerikanske administration i Bagdad at han skulle bruge 5 millioner dollar i kontanter til at finansiere Grain Boards opkøb af farmernes korn. Selv om det ikke ligefrem var normal praksis kørte Ole til Bagdad og hentede de 5 millioner dollar i en kanvas sæk. Ole fløj dog tilbage til Basra med pengene med et Herkules fly.
Ole Stokholm Jepsen fortæller også om hvorledes arbejdet med at organisere opfedning af lokale kvæg med lokale biprodukter i 1973-1975 resulterede i at over de næste 10 til 20 år efter at hans arbejde ophørte blev det almindelig praksis for mange småbønder fordi det var noget de kunne tage ejerskab af ansvar for derved forbedre deres levevilkår og slagterierne i Addis Ababa fik opfedet kvæg til slagtning.
I Helmand provinsen i Afghanistan er det generelt et meget konservativt muslimsk samfund, hvilket begrænser kvindernes muligheder. Igennem dialog kunne vi forstå at det var foreneligt med kulturen at kvinderne havde fjerkræ omkring huset hvor de bor og at kvinderne gerne ville have fjerkræ så de kunne producere æg til at forbedre børnenes ernæring og til salg på markedet. Vi arrangerede at interesserede kvindegrupper kunne få lån til at købe et antal høns af lokalrace (scavenging) som var robuste og ikke havde behov for specialfoder. Vi lavede aftale med en lokal producent om at levere de ønskede høns som også var vaccineret. Den samme producent skulle sørge for at kvinderne blev oplært af kvinder i hvordan hønsene skulle passes. Resultatet blev at kvinderne betalte lånet tilbage hurtigere end aftalt og deres æg som havde mørk-gul æggeblomme, havde en højere pris på markedet end de importerede æg med meget lys æggeblomme som var importerede æg fra Indien som blev kaldt for maskin-æg.
Ole udtrykker i bogen betydelig kritik af meget af den udviklingsbistand der har været formidlet og han fortæller i foredraget om hvorledes han mener man kan bidrage til en mere langsigtet, resultatorienteret forpligtigende udviklingssamarbejde med det Globale Syd som bl.a. vil bidrage til at lande og regioner kan blive selvforsynet med fødevarer og resultere i begrænsning af migration.
Ole Stokholm Jepsen giver en række eksempler på hvor vigtigt det er at der bliver skabt tillid mellem modtagere og udviklingspartnere for at skabe grundlaget for at modtagerne kan og vil tage ejerskab og ansvar for udviklingsinterventionerne.
Han fortæller også om nogle af de lavpraktiske anbefalinger han skriver om i bogen der kan have betydning i forhold til klimatilpasning og forøget binding af CO2 ikke mindst i tørre og halvtørre savanne områder som Sudano-Sahel bæltet tværs over Afrika og skabe bedre leveforhold for nomadesamfund og begrænse mulighederne for terrororganisationers tilstedeværelse.
Foredrag af Ole Stokholm Jepsen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
En finger i jorden: udviklingsarbejde i frontlinjen
Ole Stokholm Jepsen
Historia, 2024, 442s.
Hvordan udførte Danmark udviklings- og stabiliseringsarbejde i U-lande og konfliktzoner, og hvordan kunne det have været gjort bedre? Det har den meget erfarne rådgiver Ole Stokholm Jepsen skrevet en udførlig personlig beretning om. Spørgsmålet er højaktuelt, men nærmest overset, med dokumentaren ”velkommen til frontlinjen” om vores krige i Afghanistan og Irak som eksempel, men hvor fokus der ligger på det militære og politiske. Ole Stokholm Jepsen var både i Irak fra 2003, og senere i Afghanistan, og han beskriver levende situationen på genopbygnings- og stabiliseringsfronten, og bidrager væsentligt til at forstå hvad der skete, og hvorfor det gik galt. Ole Stokholm Jepsen (f. ) har været udsendt som rådgiver i mere end 50 år, til så forskellige lande som Kenya, Etiopien, Botswana, Nepal, Irak, Afghanistan, Sydsudan m.fl. og han har skrevet en levende og lærerig erindringsbog om sit virke. Bogen hedder noget så finurligt som ”en finger i jorden” og det er en meget sigende titel, både om forfatteren, hans erfaringer og hans tydelige budskaber. Undertitlen er ”samarbejde om klima, migrationsforhold og bæredygtig fødevareproduktion i verdens brændpunkter” og bredden her er meget illustrativ. Bogen er en erindringsbog, men indeholder både personlige, men også stærkt faglige beskrivelser, vurderinger og anbefalinger, og virker derfor ret helstøbt. Den er kronologisk opbygget, begyndende med den første udstationering i Kenya i 1970. Bogen er opdelt i tre hoveddele, nemlig det han kalder første halvleg, 1970-2003, anden halvleg fra 2003-2013, og en tredje halvleg fra 2014-2023. Det er tydeligt gennem læsningen, at der også er sket en væsentlig erfaringsopbygning og læring hos forfatteren. Interessant er bl.a. erfaringerne fra Afghanistan, og beskrivelserne af de store prestigeprojekter, de såkaldte ”hvide elefanter” som vesten byggede, og som slet ikke var relevante eller bæredygtige, og som langt hen ad vejen var dikteret af amerikanerne og deres tilgang.
Det fjerde kapitel hedder ”Refleksion, erfaringer og anbefalinger” og det femte kapitel hedder ”Det store billede”. Det er væsentlige og omfangsrige afsnit, som bidrager med et indblik i 50 års dansk udviklingspolitik, og et fint blik på fremtiden. Forfatteren har et godt blik for bl.a. betydningen af klimaændringernes betydning, og har meget fokus på privatsektorens rolle i de samfund og lande hvor hjælpen skal ydes. Det meste hjælp går gennem offentlige kanaler, men forfatterens observation er, at involvering og styrkelse af sektorer skaber en mere bæredygtig og varig udvikling. Argumenterne er velunderbyggede og velargumenterede.
Bogen er både en personlig historie, men også en stærkt faglig historie, og det er tydeligt, at hvor historien betyder meget for forfatteren, så er der også et stærkt ønske om at skrive på en måde der giver læseren muligheden for at forstå konteksten og dermed, potentielt, lære af det. Den personlige del af historien er ærlig og tilpas dyb, og interessant i sig selv. Hvis man ikke er direkte interesseret i Oles historie, så illustrerer det på bedste vis hvordan indsatsen har været ekstremt personbåret, og hvor meget personlighed og én persons tilgang betyder for udviklingsarbejde, stabilisering og genopbygning. Det gør den samlede historie meget bedre. Dertil er det imponerende hvor godt alle de mennesker som Ole har interageret med er beskrevet, og ikke ét navn er glemt. Det ville være nærliggende at tro, at en biografi med en explicit dagsorden om at vejlede kunne være både arrogant og pege fingre, men sådan er bogen slet ikke, og er dermed i tråd med forfatterens tilgang til arbejdet i konfliktområderne: professionelt og lærende. Selvom fokus i dag mere er på faren for krig i Europa, er der intet der tyder på at behovet for udvikling og stabilisering rundt om i verden bliver mindre, og måske endda større hvis konflikten flytter ud i proxy-krige verden rundt, som under den kolde krig. Der er altså al mulig faglig grund til at læse ”En finger i jorden”, både som et væsentligt fagligt supplement til de militært fokuserede beretninger, men også for at forstå hvordan man fremadrettet kan ændre tilgangen til stabiliseringsindsatser.
Anmeldt af:
Niels Klingenberg Vistisen, historiker
