Martine Lynge Lyngesen foredrag:
Formidling af arkitekturen står Martines hjerte nært og er en af kerneelementerne i hendes praksis. Hun har beskæftiget sig med guidede ture siden 2019 i samarbejde med bl.a. Dansk Arkitektur Center og ScaleDenmark.
Martine Lynge Lyngesen ved alt om byens dramatiske transformation fra 80’erne til i dag og oversætter hendes viden om inklusion og diversitet til konkrete byrum og politiske beslutninger – både på tegnebordet, til foredrag og i Københavns gader på byvandringerne.
Martine bruger en masse tid på frivilligt arbejde, f.eks. i foreningen Building Diversity, der gennem debat, netværk, samtale og litteratur arbejder for en mere inkluderende byggebranche. Foreningen, der tog udgangspunkt i at bekæmpe sexisme på tegnestuerne er i dag udvidet til også at tackle problematikker som Dark Design, hvor folk, der er ramt af hjemløshed, ekskluderes fra byen ved f.eks. at fjerne de steder, man kan ligge sig ned i byrummet.
Martine Lynge Lyngesen er uddannet arkitekt fra Political Architecture: Critical Sustainability på Det Kongelige Akademi. Siden 2020 har hun haft egen tegnestue under navnet Studio Formation. Tegnestuen kredser om sine kerneværdier, nemlig inklusion, tilgængelighed og demokratisering. Studio Formation hjælper med overblik, skitsering og projektering, så kundernes ideer konkretiseres og bliver ført ud i livet – skridt for skridt. Udover den arkitektfaglige vejledning, tilbyder tegnestuen projektstyring og kontakt til dygtige fagpersoner gennem deres netværk, der repræsenterer minoritetsgrupper, diverse kropskapaciteter og blandede baggrunde. På den måde bliver projekterne taget hånd om hele vejen rundt, og kunder får givet form til deres drømme om fælles rum, der både er trygge, tilgængelige og sanselige.
Studio Formation holder til på Nørrebro i et kontorfællesskab, der blev dannet i efteråret 2023 på baggrund af mødet mellem flere ligesindede arkitektvirksomheder, der sammen var udvalgte af Dreyers Fond og Arkitektforeningen til et legatforløb for kvalificerede praksisser i vækstlaget. Dermed bor og arbejder Martine Lynge Lyngesen på Nørrebro i København og nyder godt af balancen mellem byens puls og ture med hund, venner og familie ud i naturen.
Foredrag af Martine Lynge Lyngesen:
Foredrag 1: Københavns Dramatiske Transformation fra Fattigfirserne til Nybyg-mani
Københavns Havn er en af de havne i verden, der har undergået den mest dramatiske transformation. Den gamle industrihavn er i dag ikke til at kende. Hvilke tidspunkter i historien ser vi stadig repræsenteret på havnefronten, og hvordan designer vi i dag en by, der skal respektere den eksisterende kontekst, mens den samtidig repræsenterer vores egen tid?
I dag vender byen ansigtet mod vandet, men tidligere havde den ryggen til. Hvordan lykkedes det at vende byens økonomi med bygge- og byudviklingsstrategi, og hvorfor er havnen så særligt et aktiv i den udvikling?
Foredraget går desuden ind i, hvordan midlertidighed bruges som greb til at gøre tidligere industriområder til trendy nye hotspots. Men hvad er konsekvenserne af den hastighed, vi bygger med i dag, og hvad vil vi egentlig gerne med Københavns udvikling? Det dykker vi ned i med dette foredrag, der giver et overblik over de politiske beslutninger og nedslag i de konkrete byggerier, der er resultater af den førte politik.
Foredrag 2: Nørrebro – Bydelens Æstetik, Udfordringer og Særlige Kultur
I 2021 udråbte det internationale magasin, TimeOut, Nørrebro som verdens mest cool bydel. Danskerne elsker, når udlandet omtaler os, men hvad er det egentlig, der gør Nørrebro og København så særlig? Vi skal på en tidsrejse for at forstå, hvorfor byens udvikling gik i den retning, den gjorde, og hvorfor netop Nørrebro endte med at være det mest befolkningstætte nabolag, som bl.a. er kendt for sin etniske mangfoldighed.
I dag er gentrificeringen i fuld gang og har været det længe. Nørrebro bliver pæn og dyr at købe sig ind i.
Trygheden er vokset og bybilledet er nu både præget af ungdom og af børnefamilier, mens bandekonflikten stadig ikke kan adskilles fra Nørrebro. Hvad er det for en arkitektur, der understreger bydelens særlige identitet, og hvordan kan vi underbygge det politiske ønske om en spraglet, indbydende, levende og tryg bydel med den måde, vi bygger og planlægger på?
Foredrag 3: At Praktisere på Eget Værdisæt – Opstart af Kreativ Virksomhed
Hvad gør man for at opbygge en praksis, hvor man arbejder for og med de værdier, der er vigtige for en?
Virkeligheden banker på, og vi skal betale husleje og have mad på bordet. Hvis man drømmer om at hjælpe de svageste i samfundet, hvordan gør man så det, samtidig med, at man får løn for det?
Det kræver kreativitet og mod at starte egen virksomhed med ambitioner om en bedre verden. Hvordan arbejder man sig konkret ud af utopien og finder kunder, der vil betale for services til andre, der ikke selv har råd? Det kræver overblik og gerne en betalt opgave til at starte op på, men hvordan strukturerer man sin hverdag og balancerer opsøgende arbejde med intensiv projekttravlhed?
Dette foredrag er et realistisk indblik i en kreativ praksis, man kan bruge som inspiration og gode råd til at komme i gang selv. Alfa og Omega er specialisering, netværk og at gøre sig til ’et navn’ indenfor feltet.
Foredrag 4: Inkluderende Arkitektur: Hvad er en By for Alle?
Danske byer er kendte for deres høje trivsel og tryghed. Netop disse to faktorer er vigtige udgangspunkter for at skabe en by for alle. Men selvom vi er dygtige til at skabe og designe byer, så har vi også blinde vinkler, især når det vedrører andre oplevelser af byen, end vores egen.
I dette foredrag dykker vi ned i nogle af de grupper, der ikke er tilgodeset eller tænkt nok ind i bygningerne og rummet mellem dem. F.eks. har 10-15% af den danske befolkning et større handicap, og alligevel er byen meget lidt indbydende for f.eks. kørestolsbrugere og personer med synshandicap. Vi ser også en langt større tilstedeværelse af mænd end kvinder i byrummet.
Hvorfor er disse problematikker opstået, og hvordan svarer vi på dem med arkitekturen? Det lærer vi mere om i oplægget, der viser både gode og dårlige eksempler på praksis med udvalgte byrum.
Foredrag 5: Projekt Carlsberg Byen
Begyndelsen på forretningseventyret Carlsberg, nemlig familien Jacobsen, havde stor betydning for samfundet både i deres egen tid og i dag. Hvad er det særlige ved den nye bydel, Carlsberg Byen? Hvordan fik de bygget sig så historiske og betydningsfulde byggerier, at de lever videre i dag og er omkranset af nybyg, tegnet af særlige, håndplukkede arkitekter?
Carlsberg Byen ligger i dag som en del af byen – i modsætning til midt 1800-tallet, da bryggeriet blev bygget, og det lå langt ude på landet. På trods af den centrale placering, er der ikke mange af os, der før 2010’erne havde sat fod på bryggerigrunden. Tidligere var det meste af Carlsberg hegnet ind, men siden produktionen flyttede til Fredericia, er et storslået byggeri gået i gang og er nu næsten færdigt. København har fået sig en ny bydel. Men hvordan sørger man for, at der både kommer liv og klimasikring, når den lille, centralt placerede bydel før har været afskåret det almene byliv?
Foredrag med Martine Lynge Lyngesen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

