Jesper Bay-Hansen (f. 1970) er speciallæge i almen medicin og specialist i klinisk sexologi og har dertil en amerikansk uddannelse i positiv psykologi. Jesper har til daglig en privat samtaleklinik og beskæftiger sig med trivsel i relation til seksualitet, arbejde, fritid m.m. Herudover underviser han for private virksomheder, offentlige institutioner og på forskellige sundhedsuddannelser og universiteter i både ind- og udland. Jesper Bay-Hansen har udgivet forskellige bøger om trivsel, livets følelser og seksualitet. Hans første bog ”Recepten på lykke” (2021) blev en bestseller og omtalt som ”bogen, der kan ændre dit liv” – præcis det samme kan Jespers foredrag, undervisning og kurser.
Foredrag af Jesper Bay-Hansen:
Foredrag 1:
Trivsel i praksis: 6 forhold kan give arbejdsglæden og stressrobustheden et løft
Hvordan værner vi om arbejdsglæden og -trivslen i en presset hverdag, hvor vejrudsigten varsler store ændringer og muligt stormvejr.
Indhold:
I dette foredrag – der også udbydes som en workshop – fortæller Jesper om kunsten at navigere i usikre tider, hvor arbejdspladsen udfordres af et stort arbejdspres, ændringer af rammer og vilkår, manglende indflydelse på eget arbejde, utryghed om fremtiden ift. nedskæringer, økonomi, fremtidige arbejdsopgaver m.m. Hvad kan den enkelte arbejdstager gøre for at holde en hånd under arbejdsglæden og -trivslen? Og hvad kan man kollektivt gøre på arbejdspladsen?
Udbytte:
Med afsæt i positiv psykologi og videnskabelige undersøgelser vil du og dine kolleger komme hjem med 6 velunderbyggede og konkrete forslag til, hvordan det er muligt at værne om både arbejdsglæden og -trivslen i en presset hverdag. Du/I vil derudover få et indblik i forskellige beskyttelsesfaktorer ift. stress, mistrivsel, langvarige sygemeldinger, depression og udbrændthed.
Målgruppe:
Foredragets/workshoppens primære målgruppe er private små og mellemstore virksomheder og offentlige institutioner – især arbejdspladser med mange borger/kunde/klient/patientkontakter og med høje følelsesmæssige krav.
Muligt tilkøb:
Fagbogen ”Recepten på lykke 2.0” og den udsolgte brugsbog ”Livskunst i praksis” kan tilkøbes. Foredraget/workshoppen indeholder desuden en række nøglebudskaber fra fagbogen ”Hullerne i livet – og livet i hullerne”. Bogen er bygget op over 27 letlæselige indbydelser til at se livet med andre øjne – for er man i stand til det, baner det vejen for et højere og lykkeligere liv, også arbejdsliv.
Foredrag 2:
Stress er måske ikke, hvad du tror – nye aspekter af en kompleks tilstand
Indhold:
Stress har været på alles læber i årtier, og alligevel synes problemet at blive større og større. Dette foredrag er bygget op over 10 fagligt underbyggede nedslag i, hvad stress er – og ikke er – og hvad der konkret kan gøres for at forebygge og afhjælpe stress på arbejdspladsen.
Udbytte:
Udbyttet af dette foredrag centrerer sig om disse 10 nedslag:
- Hvad forstår vi ved stress, og hvordan bruger og misbruger vi ordet?
- De hyppigste årsager til stress, herunder arbejdsrelateret stress. Flow kan nemt idylliseres og føles rigtigt, men hvad er faldgruben?
- Ny viden om sammenhængen mellem personlighed og stress
- Nødvendig viden om interoception og betydningen af at mærke efter så det bliver gjort, men ikke overgjort
- Hvornår bliver stress arbejdspladsens eller lederens bord? Eller lægens?
- Udredningen af stress – hvilke validerede redskaber findes der?
- Hvad gør man, hvis stress mistænkes at være et symptom på noget andet og langt mere alvorligt?
- Need to know ift. forebyggelse af stress, herunder den praktiske anvendelse af sætningsfuldendelsesøvelser til større selvindsigt og retningsanvisende tiltag ifm. stresshåndtering
- Hvad ved vi om naturens forebyggende og helende effekter ift. stress?
- Hvordan kan man tage ”The Nature Pill”?
- Træning af resiliente færdigheder, dvs. færdigheder der kan opbygge stressrobusthed.
Målgruppe:
Den primære målgruppe er private virksomheder, offentlige institutioner, uddannelsesinstitutioner og videregående uddannelser inkl. universiteter i ind- og udland. Der undervises i et sprog og på et niveau, der tilpasses målgruppen.
Muligt tilkøb:
Materiale skræddersyet målgruppens ønsker, herunder ”Har gjort-kort” til nuancering af værdien af egne præstationer og resilienstræning.
Foredrag 3:
Akut mangel på arbejdsglæde og -trivsel: Hvad er førstehjælpen?
Indhold:
I dette foredrag med indlagte aktiverende øvelser kommer Jesper omkring årsager manglende arbejdsglæde og -trivsel med særligt fokus på, hvad arbejdspladsen kan gøre for at gøde jorden for et sundere, sjovere og produktivt arbejdsliv. Der undervises efter veldokumenterede trivselsmodeller og efter den udsolgte bog “Livskunst i praksis” – en brugsbog der har en positiv psykologisk og eksistentiel tilgang til trivsel af relevans for både arbejdstageren, lederen, hele arbejdspladsen.
Udbytte:
Du vil komme hjem med en dybere forståelse af trivselsbegrebet og en forståelse for subjektiviteten i arbejdsglæde og -trivsel. Når man på en arbejdsplads har indblik heri, vil det blive nemmere at løfte den kollektive arbejdsglæde og – trivsel og skabe en sund, tillidsfuld arbejdspladskultur med fokus på teamånd, samarbejde, klare værdier, fælles mål, produktivitet og med plads til forskellighed. Førstehjælpen består dels af en sådan dybere forståelse af trivsel, dels af konkrete tiltag, der kan løfte arbejdstrivslen og give større stressrobusthed.
Målgruppe:
Den primære målgruppe er private små og mellemstore virksomheder og offentlige institutioner, især arbejdspladser der er udfordret af høje niveauer af stress og af en mere eller mindre akut mangel på arbejdsglæde og -trivsel.
Muligt tilkøb:
Der undervises efter veldokumenterede trivselsmodeller samt efter den udsolgte bog “Livskunst i praksis” – en let læselig brugsbog, der har en positiv psykologisk og eksistentiel tilgang til trivsel. Af samme grund kommer dette foredrag i form af en foredragspakke, hvor alle deltagere får et eksemplar af brugsbogen til en særpris på 200,- kr./deltager.
Foredrag 4:
Seksualitet – det sidste store tabu i sundhedsvæsenet?
Indhold:
Det er ifølge speciallæge og specialist i klinisk sexologi, Jesper Bay-Hansen, på tide, at sundhedsprofessionelle sætter ord på det usagte og inviterer patienten/klienten/borgeren til en samtale om seksualitet. En sådan samtale skal selvfølgelig tages på en respektfuld og saglig måde, men hvordan? Jesper ved en masse om seksualitet, klinisk sexologi og positiv sexologi, forstået som positiv psykologi anvendt i sexologiske sammenhænge, og deler i dette foredrag ud af sin viden og sine kliniske erfaringer, således at samtalen om seksualitet bliver så meget nemmere, sjovere og problemløsende.
Udbytte:
Med dette foredrag får du en dybere forståelse for, hvorfor dét, der er svært eller møgsvært at tale om, reelt kan være det allervigtigste for patienten/klienten/borgeren. Du får inspiration til, hvordan samtale kan initieres og struktureres, men også konkret, klinisk sexologisk viden, der vil klæde dig på til at tale om seksuelle problemer og problemer i sex- og samlivet.
Målgruppe:
Den primære målgruppe er sundhedspersoner, lige fra læger og sygeplejersker til sexologer, psykologer og psykoterapeuter. Social- og sundhedsuddannelser. Videregående uddannelser.
Muligt tilkøb:
Materiale skræddersyet målgruppens ønsker, herunder det udsolgte boghæfte ”Seksualitet – terapeutiske tilgange”. Den udsolgte brugsbog ”Hvad alle bør vide om mænd” (Lindhardt og Ringhof, 2018) kan også – så længe lager haves – købes ifm. foredraget.
Foredrag 5:
Klinisk sexologi – en introduktion
Indhold:
I dette foredrag/undervisningstilbud, der hyppigt bookes som en halv eller hel dags undervisning, vil du – som en introduktion til klinisk sexologi – høre Jesper undervise i 10 nedslag i klinisk sexologi:
- Samtalen om seksualitet – hvornår og hvordan?
- Krop, køn og mangfoldighed
- Beskrivelse af det seksuelle respons hos både kvinder og mænd, dvs. de seksualfysiologiske ændringer ifm. sex
- Overblik over de hyppigste seksuelle dysfunktioner og definitionerne herpå, inkl. definitionen af den nye diagnose hyperseksualitet (Compulsive Sexual Behavior Disorder iht. ICD-11)
- Årsager til og behandling af seksuelle dysfunktioner hos mænd, med særligt fokus på erektil dysfunktion, præmatur ejakulation og forsinket ejakulation, men også på mandens midtlivsfase, inkl. late onset hypogonadism. Hvilke mænd skal have målt deres testosteron?
- Årsager til og behandling af seksuelle dysfunktioner hos kvinder, herunder manglende sexlyst, lubrikationsproblemer, dyspareuni, anorgasme, vaginisme. Hvordan kan kvinden i perimenopausen hjælpes bedst?
- Seksuelle dysfunktioner ved kronisk sygdom, herunder diabetes, hjertekarsygdom, dyslipidæmi og depression.
- Håndtering af seksuelle dysfunktioner som en følge af medicin, med særligt fokus på antidepressiv medicin af typen SSRI.
- Partnerinddragelse – hvornår og hvordan?
- Overblik over henvisningsmuligheder til sexologiske klinikker m.m.
Udbytte:
Du vil komme hjem med en fagligt opdateret, klinisk sexologisk viden, der vil klæde dig på til samtalen om seksuelle problemer og dysfunktioner.
Målgruppe:
Sundhedsprofessionelle, der ønsker at inddrage seksuelle aspekter i samtalerne med patienter/klienter/borgere. Social- og sundhedsuddannelser. Videregående uddannelser, inkl. universiteter.
Foredrag 6:
Hårde og halvhårde fakta om mandens seksualitet, rejsning og midtlivsfase
Indhold:
De taler om skønhed, sundhed, følelser, sex, overgangsalder, parforhold. Og de læser om det i ugeblade, magasiner, bøger og litteratur. Kvinderne. Men hvad gør mændene? Og hvad ved vi egentlig om mandens seksualitet? Med en forskningsbaseret og praksisorienteret tilgang gør speciallæge og specialist i klinisk sexologi Jesper Bay-Hansen os klogere på mandens seksualitet og midtlivsfase i en tid, hvor det mandlige kønshormon, testosteron, er på alles læber. Hvad er de hårde og halvhårde fakta om mandens sexlyst, rejsning, seksuelle udholdenhed og nydelse? Har manden reelt en overgangsalder, andropause eller en midtlivsfase? Og hvad er den hårde – eller halvhårde – sandhed om mandens rejsningsevne?
Udbytte:
Der er garanti for forskningsunderstøttede budskaber om mandens seksualitet og en hands-on viden, som kan bruges overalt – i både privat og arbejdslivet. Du vil bl.a. komme hjem med videnskabeligt underbyggede anbefalinger af, hvad manden selv kan gøre for at værne om sit primære mandlige kønshormon, testosteron, samt sin rejsningsevne.
Målgruppe:
Foredraget findes i en version, der henvender sig til sundhedsoplysning og undervisning af deltagere uden et dybere kendskab til seksualitet. Denne version henvender sig til bl.a. folkeuniversiteter, højskoler, temadage og uddannelsesinstitutioner. Derudover kan foredraget skræddersys særlige grupper af sundhedsprofessionelle, herunder praktiserende læger, sygeplejersker, social- og sundhedspersoner og kliniske psykologer, hvor fokus primært vil være på forebyggelse, udredning, diagnosticering og behandling af seksuelle dysfunktioner hos mænd.
Muligt tilkøb:
Den udsolgte brugsbog “Hvad alle bør vide om mænd” (Lindhardt og Ringhof, 2018) kan – så længe lager haves – købes ifm. foredraget.
Foredrag 7:
Kan man elske med en diagnose? Om seksuelle problemer og dysfunktioner ved kronisk sygdom
Indhold:
Enhver kronisk eller alvorlig sygdom kan påvirke sexlivet i negativ retning. Det er imidlertid kun 19 % af danskerne, der inden for de seneste fem år har talt om seksuelle spørgsmål eller problemer med en fagperson i sundhedsvæsenet, f.eks. en sygeplejerske, læge eller jordemoder. I tre ud af fire tilfælde havde patienten selv bragt emnet på banen – så der er potentiale for forbedring! For sundhedspersonen er manglende viden om seksuelle problemer og dysfunktioner en af de helt store barrierer, der bevirker, at patienterne ikke inviteres til en samtale om seksualitet. I dette foredrag er det præcist, hvad du får: En systematisk gennemgang af de hyppigste seksuelle problemer og dysfunktioner, som de bl.a. ses hos patienter med kroniske sygdomme som hjertekarsygdom, diabetes og depression, men også hos patienter med alvorlige og langvarige sygdomme som kræft, inkl. senfølger.
Udbytte:
Et overblik over de mest almindelige seksuelle dysfunktioner, inkl. diagnosekriterier. Dertil vil du som deltager få et indblik i, hvordan seksuelle dysfunktioner som manglende lyst (HSDD), erektil dysfunktion, præmatur ejakulation, forsinket eller manglende ejakulation, lubrikationsproblemer, dysparuni og anorgasme kan håndteres, diagnosticeres og behandles i en hverdag, hvor tiden er begrænset.
Målgruppe:
Sundhedsprofessionelle som praktiserende læger, andre speciallæger, sygeplejersker, jordemødre, kliniske psykologer og andre sundhedsprofessionelle.
Muligt tilkøb:
Materiale skræddersyet målgruppens ønsker, herunder det udsolgte boghæfte ”Seksualitet – terapeutiske tilgange”. Den udsolgte brugsbog ”Hvad alle bør vide om mænd” (Lindhardt og Ringhof, 2018) kan også – så længe lager haves – købes ifm. foredraget.
Ved brug af foto skal fotograf Anette Damgaard nævnes.
Foredrag med Jesper Bay-Hansen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.