Rasmus Nielsen (f. 1978) er forfatteren bag den populære romanserie Den sønderjyske sygeplejerske, som består af titlerne Lette bølge når du blåner, Før violerne blomstrer igen og Nu blunder den lyse nat.
Han er født i Sønderborg, opvokset i Ribe og er bosiddende i København. Med en kandidatgrad i litteraturvidenskab og en baggrund som kulturformidler, redaktør og radioproducent har han altid haft fortællingen som sit omdrejningspunkt.
Bøgerne om Caroline er vævet over hans oldemors livstråd. Nu giver Rasmus Nielsen mulighed for at komme med ind i værkstedet, hvor de romantiske fortællinger bliver til, og med på en rejse tilbage til den tid, hvor de udspiller sig.
Et foredrag med Rasmus Nielsen kan kredse om romanseriens skabelse, om de historiske år den folder sig ud i, om Sønderjyllands egen dramatiske fortælling, om at fremkalde fortidens dufte, farver og stemninger – og om, hvordan man skriver en kærlighedsroman, der lever i både hjerte og sind.
Om Den sønderjyske sygeplejerske:
Serien følger den unge Caroline gennem nogle af de mest skelsættende år i hendes liv og i Sønderjyllands og Danmarks historie.
Fra 1912, hvor hun bor i Sønderborg sammen med sine forældre og sine fire mindre søskende, som hun har ansvaret for. Videre til København og London, hvor hun bliver uddannet som sygeplejerske. Gennem første verdenskrig, som hun oplever på tætteste hold. Og hele vejen op til sommeren 1920, hvor Sønderjylland efter 56 år under tysk herredømme atter bliver genforenet med Danmark.
Den Sønderjyske Sygeplejerske er en fortælling om at kæmpe for alt, hvad du har kært. Og næsten dø om så det gælder. En fortælling om tro, håb og ikke mindst den store kærlighed og dens evne til at overvinde selv de største forhindringer. Fortællingen om Caroline er inspireret af virkelige begivenheder.
Foredrag af Rasmus Nielsen:
Foredrag #1: “Carolines liv og verden“
I dette foredrag åbner forfatteren døren til Carolines verden og lader publikum træde indenfor. Her væves romanseriens handling sammen med de virkelige begivenheder og minder, der har formet den. Publikum bliver taget med ind i forfatterens værksted, hvor fortællingen om Caroline har taget form gennem seks år. Og får et sjældent indblik i de kilder, oplevelser og hemmeligheder, der har givet bøgerne liv. Foredraget er både til dem, der allerede har vandret gennem Carolines verden, og til dem, der først møder hende denne aften. For alle venter der en sælsom og tankevækkende rejse ind i fortællingens inderste afkroge og tilbage til en tid, hvor både hverdagslivet og den store kærlighed havde andre vilkår.
Foredrag #2: “Sådan skriver du en historisk kærlighedsroman“
Den historiske kærlighedsroman er en af tidens mest læste og elskede genrer. Hvis du drømmer om selv at skrive i genren – og give din skrivelyst frit løb udi det romantiske – får du her chancen for at lære håndværket fra en af landets mest populære forfattere på området. Rasmus Nielsen deler gavmildt ud af sine vigtigste erfaringer, tips og teknikker til at skabe en historisk kærlighedsroman, der både fanger læserens hjerte og holder dem fast fra første til sidste side. Han viser, hvordan man bygger troværdige historiske rammer, skaber levende karakterer og balancerer kærlighedens drama med tidens udfordringer. Kan afholdes både som foredrag og som skriveworkshop.
Foredrag #3: “Sønderjylland og verden i årene 1912–1920“
Sønderjyllands historie er et unikt kapitel i Danmarkshistorien – en fortælling om tab, udholdenhed og hjemkomst. I dette foredrag vækkes årene til live. Fra de slesvigske krige og nederlaget i 1864, hvor landsdelen gled os af hænde. Til de lange år under det tyske åg, hvor sønderjyderne i det stille værnede om deres sprog og deres skikke på trods af tyskernes forbud. Og til den langvarige, opslidende og ikke mindst risikable kamp for atter at blive danske. Vi følger de mange små og store kampe, der til sidst førte til Genforeningen i 1920 – en dag, hvor glædestårer blandede sig med lettelsens suk, og hvor Dannebrog igen vejrede over Sønderjylland.
Det er en historie, der stadig lever og taler til os i dag: Om hvad det vil sige at høre til, og om hvad man er villig til at kæmpe – og om nødvendigt dø – for.
Foredrag #4: “Hvad er en god fortælling?“
Og findes der en opskrift på den? Ja, det gør der – og i dette foredrag deler Rasmus Nielsen den med publikum. Med afsæt i næsten 3.000 års fortællekunst tager han tilhørerne med på en inspirerende rejse gennem litteraturhistorien og viser, hvordan de største forfattere og historiefortællere har lånt, lært og videreudviklet deres kunst gennem tiden. Med eksempler, indsigter og små hemmeligheder løfter han sløret for, hvad der får en historie til at leve – og forblive i læserens hjerte og sind. Deltagerne går herfra med både et nyt blik på litteraturens historie og en håndgribelig opskrift, der kan bruges til alt fra romaner, erindringer og taler til virksomhedsfortællinger og portrætter.
Rasmus Nielsen booker du på telefon 38 48 14 00 eller på E-mail: booking@artebooking.dk.