Jens Andersen

Jens Andersen (f. 1955) er fuldtidsforfatter. Ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Har bl.a. skrevet bøgerne: Thit –…

Læs mere
Book Jens

Jens Andersen (f. 1955) er fuldtidsforfatter. Ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Har bl.a. skrevet bøgerne: Thit – den sidste valkyrie (1990), Dansende stjerne – en bog om Tom Kristensen (1993), Til døden os skiller – et portræt af Tove Ditlevsen (1997), Andersen – en biografi (2003), Frankie Boy – en biografi om Frank Arnesen (2008), Ole Lund Kirkegaard – en livshistorie (2010), M – 40 år på tronen (2011), Om man så må sige – 350 Dronning Margrethe-citater (2012), Denne dag, et liv (2014), Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik (2017), Kim Larsen – Mine unge år (2018), “Et liv med LEGO” (2021) og “Ditlevsen” (2022). Udmærkelser og priser: Georg Brandes Prisen, Weekendavisens Litteraturpris, Søren Gyldendal Prisen, H.C. Andersen Legatet, Politikens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris 2014, Den faglitterære pris 2015 for Astrid Lindgren-biografien, Læsernes Bogpris 2019 for Kim Larsen – Mine unge år samt Blixen-prisen som “Årets biografi”.

Foredrag af Jens Andersen:

Foredrag 1: Tove Ditlevsen – set med ny øjne

Tove Ditlevsen har de seneste år fået en ny storhedstid med international succes, og hendes litteratur var da også på mange måder forud for sin tid. Hun brugte sit eget liv – psykisk sygdom, misbrug og nederlag – nådesløst i sin litteratur. Og samtidig var hun en stor humorist, der brugte ironi og sarkasme som et våben i et forfatterskab, der var rigere og mere vidt forgrenet end de fleste aner.

Med udgangspunkt i sine nye, anmelderroste bog DITLEVSEN. Nu tager Jens Andersen tilhørerne med ud i både kendte og ukendte dele af Tove Ditlevsens kunst. Med en række nye kilder – private breve, manuskripter, glemte digte og selvbiografiske avisskriverier – tegner han på halvanden time det hidtil mest nuancerede portræt af én af de største i dansk litteratur.

Videoer:

KVINDE – – HUMOR – – FOTO – – DIGT

Foredrag 2: En aften med Tove Ditlevsen. Foredrag og fællessang

Sæt dig til rette og mød en af de største – Tove Ditlevsen. Nye digte, nye tekster og nye breve. Du får det hele og mere til, når forfatter Jens Andersen deler sin viden og fascination med salen.

Når ordene ikke rækker, rækker vi ud mod musikken, hvor pianist Kristian la Cour sidder klar med to buketter af Tove Ditlevsen sange fra en særproduceret Tove Ditlevsen-sangbog, som du får på aftenen, og kan tage med hjem, når aftenen er omme.

Med udgangspunkt i sin nye, anmelderroste biografi tegner Jens Andersen et hudflettende ærligt portræt, der viser Ditlevsen som hun faktisk var, og ikke som skiftende tider har ønsket at se og forstå hende.

I 2019-20 trak værterne fulde huse over det ganske land med deres foredrag og fællessang om Kim Larsen. Nu har du muligheden for at være med, når de gentager succesen. Hvis du da når at få fingre i en billet.

Varighed: 2 x 45 minutter.

Foredrag 3: LEGO. En familie- og virksomhedshistorie

Med udgangspunkt i sin prisbelønnede biografi ”Et liv med LEGO”, der er solgt til udgivelse i 20 lande, fortæller Jens Andersen den eventyrlige Danmarkshistorie om en håndværkerfamilie i den lille by på heden, der med Guds hjælp og dybe rødder i Indre Mission skabte verdens største, mest kendte og elskede legetøjsbrand. Det er en både lykkelig og dramatisk fortælling om fire generationer, om voldsomme ulykker og pludselige dødsfald i slægten, om opgør mellem brødre, fædre og sønner. Og om en lille plasticklods fra England, som i 1940´erne inspirerede familien Kirk Kristiansen, der udviklede ideen til et globalt ”system af leg” og dansk eksportvare, der siden 1950´erne har påvirket hele verdens syn på børn, barndom og legens universelle betydning, og i dag har 24.000 ansatte over hele kloden og årligt omsætter for mere end 50 mia. kr.

Foredrag 4: Kim Larsen – Mine unge år
Med udgangspunkt i sin nye bog, ”Kim Larsen. Mine unge år”, fortæller Jens Andersen – kendt for sine prisbelønnede biografier om bl.a. Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Astrid Lindgren og Kronprins Frederik – om den folkekære musikers farverige liv, der endte så brat i efteråret 2018, inden Kim Larsen og Jens Andersen havde færdiggjort den store erindringsbog, de var i fuld gang med.

Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige ferier på Fyn hos den bibelstærke, tegneglade morfar, der satte sit præg på en velopdragen dreng, der drømte om at blive enten cykelrytter eller luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent men frygteligt genert øje til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog, forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men endte som skolelærer og spillemand.

Undervejs i foredraget trækkes der lange linjer gennem Larsens liv og hans mange sange – fra barndommens gade i Københavns nordvestkvarter, Askov Højskole, det mislykkede skolelærerjob og slumstormerårene omkring 1968 på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje.

Et muntert og musikalsk foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”. Varighed: 2 x 45 minutter. Mulighed for at købe og få signeret bogen.

Foredrag 5: En aften med Kim Larsen
”En aften med Kim Larsen”, sådan hed den folkekære spillemands allerførste live-optræden i 1968, og i den ånd er dette helt særlige foredrag blevet til.

Mød Jens Andersen, forfatter til ”Kim Larsen – mine unge år”, der sammen med visesangeren, Kristian la Cour, vil tage publikum med ind i Larsens helt særlige univers gennem en kombination af foredrag og fællessang.

Jens Andersens nye biografi er fortællingen fra sangerens egen mund, sådan som den blev fortalt hjemme ved køkkenbordet i foråret 2018, hvor de to sammen arbejdede på en erindringsbog, der skulle have rummet hele Larsens liv, men desværre sluttede alt for tidligt 30.september 2018.

Undervejs i foredraget – gennem ord og sang – trækkes der linjer gennem Kim Larsens liv og hans mange sange. Vi skal tilbage til barndommens gader i Københavns nordvest-kvarter, på Askov Højskole, opleve den korte karriere som skolelærer og de kaotiske men kreative slumstormer-år på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje i kunsten.

Et muntert og musikalsk foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, og hvor der med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd er ”både til gården og til gaden”. Varighed: 2×45-50 minutter. Kræver er velstemt flygel i lokalet/salen

Kristian la Cour
Højskolelærer – Visesanger – Komponist. Højskolelærer og kursusleder på en række af Askov Højskoles ugekurser – visesanger og komponist til sange og salmer i Højskolesangbogen, DGI-Sangbogen, 100 Salmer og Kirkesangbogen m.fl. Sideløbende hermed har Kristian la Cour en omfattende virksomhed i hele landet som visesanger kombineret med fællessang fra Højskolesangbogen samt egne melodier til sange og salmer af bl.a. Niels Brunse og Iben Krogsdal.

Foredrag 6: Denne dag, et liv – et foredrag om Astrid Lindgren
Med udgangspunkt i sin Astrid Lindgren-biografi, ”Denne dag, et liv”, går Jens Andersen bag om forfatterskabets facade, og fortæller om den elskede børnebogsforfatters kampe, nederlag og sejre, drømme og depressioner. Og han belyser hendes splittede forhold til berømmelse, rigdom, ensomhed, magt – og mænd. Vi skal høre om barndommen i Vimmerby, og om den purunge mors dramatiske fødsel og adskillelse fra lille Lasse i København i 1926. Jens Andersen fortæller også om, hvordan Astrid Lindgren blev verdenskendt forfatter og mor til udødelige skikkelser som Pippi, Emil, Grynet, Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter, og pludselig – i 1976 – væltede Olof Palmes regering og ene kvinde (og pensionist) kastede sig ud i en politisk kamp for fred, bedre miljø, dyrebeskyttelse og børns rettigheder. „Jeg lever løs og synes, at vi skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man havde,” sagde Astrid Lindgren, der døde som 94-årig i 2002. Mottoet ”Denne dag, et liv” mødte hun første gang som ung oprørsk pige i 1925, og de ord fulgte hende gennem resten af århundredet som en ledetråd i vores uforskammet korte liv: Grib det, nyd det, brug det!
PS: Foredraget kan varieres og reguleres alt efter arrangørens ønsker og behov. Som længere indlæg på seminar, eller kort konferenceoplæg. Der kan lægges yderligere vægt på selve forfatterskabet eller på enkelte, udvalgte bøger og temaer. Ligesom man kan bede Jens Andersen sætte fokus på almenmenneskelige problemstillinger i forfatterskabet og Astrid Lindgrens egen livshistorie, såsom ”Ensomhed”, ”At tro på livet”, eller ”Forholdet til dit barn”.

Foredrag 7: Thit – Den sidste valkyrie
Et festligt og farverigt foredrag om forfatteren, feministen og foredragsholderen Thit Jensen (1876-1957). Hun var Johannes V. Jensens iltre lillesøster, svoren spiritist, og folkekær forfatter til historiske bestseller som “Stygge Krumpen” og “Valdemar Atterdag”. Opgøret med – og hadet og kærligheden til – den berømte storebror går som en ildrød tråd gennem hendes 75-årige liv. På mange måder var Thit med sin interesse for det okkulte og for forholdet mellem kønnene forud for sin tid. Og hun udfordrede gerne det modsatte køn med sine kontroversielle meninger og raske verbale udfald som: “Et ord er et ord, og en mand er en karklud!”

Foredrag 8: Dansende stjerne
Et portræt af digteren, kritikeren og kaosmennesket Tom Kristensen (1893-1974), der midt i en jazztid i 1920´erne skrev “Hærværk”, nogle af dansk litteraturs bedste ekspressionistiske digte, samt flere tusind boganmeldelser i Politiken gennem næsten 50 år. Det er også historien om en mand, der hver aften og nat gik i hundene, og næste dag strammede sig op med at skrive eller anmelde litteratur. Skønt han til sidst flygtede ud af det indre København og bosatte sig på Thurø lod han sig aldrig sætte endegyldigt på formel, men fortsatte med at dyrke relativiteten og kalde sig selv for en “kristen, royalistisk kommunist”.

Foredrag 9: Gummi-Tarzans far
I årene 1970 revolutionerede Ole Lund Kirkegaard dansk børnelitteratur med sine elskede bøger om uforglemmelige skikkelser som Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper, Hojda fra Pjort, Gummi-Tarzan, Topper og næsehornet Otto. Det var samtidig en udladning og eksplosion af fantasi, som skolelæreren, maleren, forfatteren og familiefaren Ole Lund Kirkegaard betalte den højst tænkelige pris for, idet han sled sig op, flygtede ind i alkoholmisbrug og døde i 1979, blot 38 år gammel. Hør Jens Andersen berette den ukendte historie, baseret på venners, kollegaers og den nærmeste families erindringer, om en kunstner der levede stærkt og døde ung, men nåede at blive den mest læste danske forfatter i sin egen og vores tid.

Foredrag med Jens Andersen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular