Zeinab Mosawi

Zeinab Mosawi

Zeinab Mosawi er forfatter, foredragsholder, debattør

Foredrag af Zeinab Mosawi:

Himlen over min fars tag

Zeinab er 22 år gammel og træder i 2018 ind i lyset som en stærk og rørende stemme i det danske samfund. Hendes debut-bog, selvbiografien ’Himlen over min fars tag’, berører brandpunkter som bl.a. integration, frigørelse, religion og ligestilling. Og Zeinab har stærke meninger og holdninger om netop de emner, og mange flere, da hun har mærket på egen krop og sjæl hvad det koster at være mønsterbryder.

’Himlen over min fars tag’ er historien om en teenagepige, der bliver efterladt i et krigshærget land, langt fra den hverdag hun kender i Danmark. Sendt væk af sine egne forældre, der synes hun er blevet alt for dansk. Det er en historie om ydmygelser, tæsk og selvmordstanker, men også en bog om ikke at give op, om at turde trodse normerne, sætte sig op imod autoriterne og om at blive ved og ved og ved med at kæmpe på at blive accepteret, som den man er.

Det er historien om en ung kvindes desperate forsøg på at navigere mellem to kulturer – der ofte stiller helt modsatrettede krav til hende. Om livet på krisecentre og opholdssteder. Om en daglig kamp for at bevare forholdet til forældrene uden at fornægte sig selv. Og om at insistere på kærligheden – også selv om den er svær. Det er Zeinabs historie.

Zeinab er en af de mange piger vi oftere taler om end med. Og det kræver sit mod, som ung kvinde med irakiske rødder, at stille sig forrest i skudlinjen med parraderne nede og tale fra sit hjerte. Mange kvinder og teenage-piger vil helt sikkert kunne relatere til Zeinab’s følelsesladede tanker. Men alle mennesker, mænd som kvinder, unge som gamle, vil med sikkerhed kunne have glæde af at høre om Zeinab’s erfaringer og have muligheden for at stille nogle af de spørgsmål vi snakker meget om i samfundsdebatten, men som vi sjældent har muligheden for at tale med selve ”pigen” om.

“Det gik rigtig rigtig fint. Hun var enormt sød og åben og stillede sig generøst til rådighed for kommentarer og spørgsmål, både under og efter foredraget. Vi havde en virkelig fin aften med mange forskellige typer af deltagere.
Dynke Knøchel Jeppesen, Afdelingsleder, Vollsmose Bibliotek og Kulturhus

Foredrag med Zeinab Mosawi booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Forlagets pressetekst (30. januar 2018)

Himlen over min fars tag

Zeinab Mosawi var 16, da hendes far efterlod hende hos sin familie i Irak – teenagepigen fra Allerød, som nægtede at gå med tørklæde, var blevet lidt for dansk. Fem måneder senere lykkedes det hende at flygte fra Irak. Hjem til et nyt liv på krisecenter og opholdssteder. Men også hjem til veninderne, til skolen og til kærligheden.

“I morgen går jeg i skole uden tørklæde,” sagde jeg alvorligt.
Min stemme lød klar og rolig – hvilket slet ikke afspejlede det kaos af frygt og fryd, forventning og usikkerhed, der rasede inden i mig.
Min mor lo usikkert: “Jamen, det er jo ikke noget, du bestemmer.”
“Jo det er,” svarede jeg.
“Det kan du ikke gøre! Hvad tror du ikke, folk vil sige.” Hendes stemmeleje var steget til en mere skinger tone.
“Det er ikke mig at gå med tørklæde,” sagde jeg fast. “Måske finder jeg tilbage til det engang, men ikke nu.”

Da Zeinab Mosawi bliver efterladt hos sin irakiske familie under en ferie og opdager, at hun er blevet sendt på genopdragelsesrejse, er det kulminationen på en lang periode med ydmygelser, tæsk og selvmordstanker i familiens hjem i Allerød.

Zeinab vil selv bestemme. Og det fører gang på gang til sammenstød med forældrene om alt fra påklædning til fester og lejrskole. Zeinab vil ikke være anderledes end sine danske veninder. Men forældrene kæmper imod deres selvstændige datter, med alle midler.

Efter fem måneders ufrivilligt ophold i Irak lykkes det Zeinab at flygte. Men hjemme igen er kampen for selv at bestemme langtfra slut. Zeinab må bo på kvindekrisecenter og i safe house med andre piger i livskrise. Myndighederne frygter for, hvad hendes far kan finde på.

‘Himlen over min fars tag’ er en historie om ydmygelser, tæsk og selvmordstanker, men også en bog om ikke at give op, om at turde trodse normerne, sætte sig op imod autoriterne og om at blive ved og ved og ved med at kæmpe for at blive accepteret, som den man er.

Fortalt til Birgitte Vestermark.
Birgitte Vestermark, født 1965, forfatter, kandidat i mellemøststudier og udenrigsjournalist med Mellemøsten som hovedemne. I dag bosat i Danmark efter tre år som korrespondent i Østeuropa og Balkan og tre år i Mellemøsten.

Zeinab Mosawi, født 1995 i Irak, flygtede som 2-årig til Danmark med sin familie og voksede op i Allerød. Blev student i 2017 fra KBH Syd og arbejder i dag i Matas.

Foredrag med Zeinab Mosawi booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen