Turtle Time med Morten & Mette

Turtle Time

“Kom med på Turtle Time”: Et uforudsigeligt rejseforedrag med publikum bag rattet.

Bliv en del af Mette og Mortens inspirerende forsøg på at komme ned i tid, ud i naturen og skabe mere eventyr i hverdagen: For her er I ikke bare tilhørere – I bestemmer hvordan foredraget udvikler sig. Mette: “Når nu vi alligevel ikke kan bestemme hvad tilværelsen byder os, hvorfor så ikke slippe kontrollen lidt og lære at trives med det uventede?”

Om foredraget “Kom med på Turtle Time”:
Mette og Morten har taget et drastisk valg: Nu bor og rejser de Danmark og verden rundt på fuld tid med deres lille, røde campervan “Turtle”, som eneste hjem. Med Turtle som omdrejningspunkt tages publikum med på en 2 timers “foredragskøretur” med Mette, Morten & Turtle. Det er som at være der selv.

Undervejs vil I gøre flere stop og I bestemmer: Hvilke særlige historier og op- og nedture fra deres seneste rejser skal de fortælle om (fx. dén om indianeren Erik fra Roskilde eller den om fyringen i Østrig efter 3 uger!)?
I får også indblik i hverdagslivet i “Turtle” og en snak om tid og livets små og store valg: Hvordan er det at bo sammen på 6 kvm – uden bad og toilet? Hvad skal der til for at droppe job og bolig for at bo i en bil og rejse på fuld tid? Og hvordan kan man gøre livets uforudsigelighed til sine drømme? Der vil også være tid til eftertænksomhed, måske et par overraskelser – naturligvis en tissepause – og så slutter foredraget af med at Mette og Morten viser Turtle frem.
Et inspirerende foredrag om at skabe forandringer og eventyr i hverdagen, skære ned for forbruget og op for oplevelserne. Kom med på Turtle Time!

“Kom med på Turtle Time” er især oplagt til kulturhuse, forsamlingshuse, undervisningsinstitutioner, menigheder, pensionistklubber, høj- og aftenskoler, foreninger, biblioteker, m.m. der ønsker en intim og hyggelig stemning i øjenhøjde med publikumog plads til debat og dialog undervejs. Foredraget kræver at I kan stille et lokale med projektor og højttalere til rådighed. Kontakt os gerne i tvivlstilfælde – så finder vi en løsning sammen. Foredraget kan evt. tilpasses jeres foredragstema el.lign.

Reaktioner fra publikum og arrangører:

“Det var en ganske særlig aften i Aabybro, hvor gæsterne kom fra hele Vendsyssel for at møde Mette og Morten og høre, om hvordan det kan lade sig gøre at gå efter drømmene ved at satse på Turtle-Time!“
– Kirsten E. Højrup, Skoleleder, FOF Vendsyssel“

“Tak for spændende foredrag på Marielyst Højskole her til aften. God tur videre”
– Jytte Øback, Marielyst

“Vi var til et rigtig godt foredrag med turtle time (…) i efteråret. Et foredrag som giver stof til eftertanke, for hvad er det vi skal nå her i livet. Kan man bo i en bil, ja det tror jeg godt man kan, ihvertfald et stykke tid og det har min kone og jeg tænkt at prøve når vi kommer på pension om et halvårs tid. (…)”
– Leif Thorup, Blære

Om
Mette Fuglsang og Morten Grau Jensen, begge 33, har gjort alvor af drømmen om at forsøge at rejse verden rundt på fuld tid. Uden penge på lommen, men med masser af gå-på-mod droppede de deres (ellers velfungerende) hverdag, købte den 25 år gamle campervan “Turtle”, og vinkede farvel til forudsigelighed, fast indtægt og alt der ikke kunne være i Turtle. Venner og familie og efterhånden en stor fanskare følger løbende med på www.facebook.com/turtletime.dk (og i rejseartikler på web, avis og radio) og er bl.a. med til at stemme om hvor Turtle, Mette og Morten skal køre hen.

“Turtle er stjernen i vores foredrag. Vores svar på Nordkaperen. Og da den bedste måde at opleve på, er at deltage, så gør vi en stor indsats for at skabe et underholdende og involverende foredrag, hvor du – uanset alder – tager glad hjem, med en inspirerende og tankevækkende oplevelse i rygsækken. Vi har lagt planen. Men det er jer der styrer turen.”
– Morten

Foredrag med Morten Grau Jensen og Mette Fuglsang booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen