Thomas Hartmann

Du kender Thomas Hartmann fra:
De mange shows: ”Hartmann X”, ”Farvelagte Frustrationer”, ”Hartmann 3”, ”Extrospekt”, “Bytte Bytte Købmand”, “Science Faction” og “Men’s Room”, og som medvirkende i TV2 Zulus ”Stand-up.dk” og “Comedy Fight Club – det nye kuld”, hvor Thomas Hartmann var skrivecoach. Og så var Hartmann på tour 2 gange i 2013 – først med sit one-man show “X-II” og senere med “Men’s Room 2” sammen med kollegaen Torben Chris.

Thomas kan finde på at snakke om:
Der er materiale overalt, så hvad som helst! Men du kan være sikker på, at Thomas aldrig går efter de nemme jokes.

Det vidste du ikke om Thomas Hartmann:
Thomas har en stor lidenskab for biler med flere modeller stående i garager her og der, hvoraf hans kæreste eje er en RX-7. Thomas er også rigtig sjov på engelsk.

Kort om Thomas Hartmann:
En verbal-ekvilibrist i særklasse! Det er den rette betegnelse for Thomas Hartmann, der som ingen anden formår at underholde om hverdagen i en strøm af intelligente og ustyrligt sjove betragtninger. Det har gjort ham til en af de mest efterspurgte inden for stand-up i Danmark – både som komiker og tekstforfatter. Thomas Hartmann har siden 2003 høstet både fans og roser for sine shows, blandt andet ”Hartmann X” , ”Hartmann 3” og “Extrospekt”. Han har som manuskriptforfatter bidraget til så store succeser som ”Langt fra Las Vegas”, ”Jul på Vesterbro”, ”Wulffmorgenthaler” samt ”Dolph & Wulff”. I foråret 2008 skrev han teaterstykket ”De Alternative”, som han også selv medvirkede i. Stykket spillede for udsolgte sale på Bellevue Teatret. I efteråret 2009 kunne han sammen med sin gode ven og kollega Anders Matthesen opleves i “Bytte Bytte Købmand”. I foråret 2011 leverede han sit anmelderroste show Science Faction, der fik fem hjerter i Politiken, fire stjerner i både JP og Børsen samt superlativer som “blændende, morsomt, veloplagt, begavet og udbytterigt” tilknyttet. I 2011 leverede han sammen med Torben Chris stand-up-showet “Men´s Room”, der spillede for fulde huse på Comedy ZOO. Og i 2013 turnerede Thomas Hartmann med hele to shows – først sit eget “X-II”, der også blev forgyldt af anmelderne, efterfulgt af showet “Men’s Room 2”, igen sammen med kollegaen Torben Chris. I 2013 blev han også indlemmet i Chili Klaus´ klub af chilispisere, et klip der på kort tid er blevet set af mere end 225.000 på Facebook og YouTube. Thomas Hartmann kunne i foråret 2015 opleves i sit syvende one man show BETAMAX, der blandt andet fik fire stjerner i Berlingske og fem hjerter i Politiken. Og i start 2016 udsendte han showet “Jokebox” digitalt, med sit bedste materiale fra årene i branchen.

Thomas Hartmann kunne frem til februar 2017 opleves i 3. omgang af showet “Men’s Room”, igen sammen med Torben Chris.

Pressemateriale

Hård, men aldrig grov
Thomas Hartmann er et veletableret navn inden for dansk stand-up. Det er de skarpsindige, sarkastiske og tørre observationer, der er drivkraften i Thomas’ optræden, og de giver anledning til både latter og eftertanke. Det går stærkt, og man skal være vågen for ikke at gå glip af noget. Thomas er et levende bevis på, at man sagtens kan være hård i replikken uden at være grov. De som skulle føle sig ramt af ”de skarpe skud”, er dem, der fortjener det! Thomas’ optræden er præget af professionalisme, og han afpasser altid indhold og levering efter publikum.

Han hjalp Dolph
Thomas evne til at skrive skarpe og intelligente jokes i mange forskellige stilarter, har gjort ham til en eftertragtet skribent på diverse tv-produktioner. Siden debuten i 1996 har Thomas været en af de mest brugte komikere inden for radio- og tv-branchen. Blandt andet som coach for andre komikere og som manuskriptforfatter på diverse projekter – ”Langt fra Las Vegas”, DR 2’s julekalender ”Jul på Vesterbro” ligesom han har leveret tekst til “Dolph & Wulff”, “Er du rigtig klog” og “Stand-up.dk”.

Hartmann i hardbox
I 2003 udgav han sit første one man show ”Hartmann X” på dvd og i efteråret 2004 udkom ”Farvelagte frustrationer”, der blev til i samarbejde med kollegaen og vennen Jacob Tingleff. I 2005 var Thomas i Irak sammen med Anders Fjelsted for at optræde for de udstationerede danske soldater. 2006 blev året, hvor one man showet ”Hartmann 3” slog benene væk under publikum landet over. Showet var underholdning i topklasse, og succesen blev fulgt op i 2008 med showet ”Extrospekt.” Begge shows er udkommet på dvd og er enestående eksempler på Thomas Hartmanns fantastiske evne til at levere gennemtænkt og velformuleret komik. Det demonstrerede han igen i efteråret 2009, da han sammen med vennen og kollegaen Anders Matthesen endnu en gang leverede varen i Bytte Bytte Købmand, der turnerede hele landet rundt for fulde huse og nu er ude på dvd.

Thomas Hartmann har adskillige gange deltaget i UNICEF’s velgørenhedsshow “Talegaver til børn” og var i december 2009 sammen med Christian Fuhlendorff vært for den nye udgave af “Comedy Aid”.

“Blændende” og ♥♥♥♥♥ i Politiken
Thomas Hartmann kunne i foråret 2011 opleves rundt på landets mange spillesteder med sit anmelderroste show “Science faction”, der fik fem hjerter i Politiken samt fire stjerner i både Børsen og JP.

Politikens Henrik Palle skrev blandt andet “Thomas Hartmann er blændende” og fulgte op med superlativer som ”morsomt, veloplagt, begavet, sarkastisk, satirisk og udbytterigt”. Henrik Palle roste også de nye sider, som Thomas Hartmann viste af sig selv – ”Blandt andet betydelige evner som skuespiller” og rundede af med karakteren ”…man er flad af grin det meste af tiden”.

“Science faction” er nu ude på dvd.

Thomas Hartmann kunne i udgangen af 2011 desuden opleves i stand-up showet “Men´s Room” på et totalt udsolgt Comedy ZOO sammen med Torben Chris. Showet er nu ude på dvd og på Yousee.

I 2013 har Hartmann turneret med hele to shows – først med sit eget show “X-II” og sidenhen med showet “Men’s Room 2” sammen med kollegaen Torben Chris.

Thomas Hartmann er i foråret 2015 aktuel med sit nye og syvende one man show BETAMAX, der blandt andet får fire stjerner i Berlingske og fem hjerter i Politiken. Showet handler om Hartmanns opvækst i 70‘erne og 80‘erne, hans svigtende evner på mere eller mindre vigtige områder samt hans efterhånden afgrundsdybe mangel på forståelse for andre folks vaner og præferencer. Som altid med Thomas Hartmann er vi ude i skarpe og velformulerede jokes pakket ind i et forrygende one man show.

Thomas er én af landets mest produktive komikere og har medvirket i Stand-up.dk flere gange end nogen anden.

Booking:
Lukkede arrangementer: ARTE Booking. Telefon 3848 1400. E-mail: booking@artebooking.dk
Åbne arrangementer: FBI. Telefon 3888 1952. E-mail: info@fbi.dk

Til toppen