Thomas Breinholt

Thomas Breinholt

TV-journalist, Vært, Udviklingschef

Som tidligere udviklingschef for TV2 og lige nu udviklingschef for et af Danmarks største TV-produktionsselskaber, Blu, har Thomas Breinholt været idé-mand bag flere succes-rige og prisvindende TV-formater, blandt andet Åndernes Magt, Klamphuggerne, Zulu Djævleræs, Den Sorte Box, Operation X, Praxis, På Kanten Af Verden, Skolen – Verdensklasse på 100 dage og den nye serie Sjæl og Videnskab på DR2. Drevet af en ubændig nysgerrighed har han rejst i de mest utilgængelige afkroge af kloden og er medlem af Eventyrernes Klub. Men han har også udforsket den indre verden – senest i Dokumentarserien Sjæl & Videnskab på DR2, der undersøger om der er videnskabelige beviser for, at vi har en sjæl.

Foredrag af Thomas Breinholt:

Foredrag 1: Kan du helbrede dig selv ved at tænke anderledes?
Kan man tænke sig rask? Og kan man tænke sig ihjel? Hvor meget styrer vores sjæleliv vores fysiske krop? Og kan vi ligefrem helbrede os selv, hvis vi ændrer vores bevidsthed? I Sjæl og Videnskab på DR2 har Thomas Breinholt udforsket disse spørgsmål hos nogle af verdens førende forskere. Og svaret er stærkt overraskende og vender op og ned på vores forestillinger om vores egne indre kræfter. Vidste du, at negativ vurdering af dit eget helbred – selvom du er rask – kan koste dig 10 år af dit liv? Eller at et harmonisk parforhold beskytter dit hjerte-kar-system? I foredraget gennemgår Thomas Breinholt både de nye forskningsresultater fra serien og viser uddrag og klip fra forsøg og interviews, der ikke har været bragt i fjernsynet. Og viser, hvordan meditation, visualisering og erindret sundhed kan aktivere vore egne skjulte kræfter og føre til store fysiologiske forandringer i os.

Foredrag 2: Hvad sker der, når du dør – og hvad sker der bagefter?
Dette grundlæggende spørgsmål har altid optaget os mennesker – og har hidtil været et spørgsmål om religion – og overtro. I både programserien Åndernes Magt for 10 år siden og nu i Sjæl og Videnskab på DR2 har Thomas Breinholt undersøgt spørgsmålet – og denne gang  med udgangspunkt i den nyeste videnskabelige forskning indenfor området. Thomas Breinholt gennemgår den stort set ukendte forskning i børn med minder om tidligere liv, nærdødsoplevelser, dødslejefænomener og efterdøds-kommunikation fra de bedste forskere i verden indenfor felterne. Forskningen stiller grundlæggende spørgsmål ved, om det er hjernen, der skaber bevidstheden – eller om vi har en sjæl, der kan eksistere uafhængigt af vores krop. Foredraget er baseret både på filmklip og interviews med fremtrædende forskere, spændende case-historier og forsøg, der ikke har været vist på fjernsynet.

Foredrag 3: Har vi en 6. Sans – og hvordan kan vi lære at bruge den?
Ca. halvdelen af befolkningen tror på, at vi har en 6. Sans. Men den traditionelle videnskab afviser det som fup og hallucinationer. Men hvem har ret? Thomas Breinholt fremlægger den nyeste forskning, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad vores bevidsthed overhovedet er for noget – og hvad den er i stand til. Han gennemgår især den nyeste forskning i telepati og forudanelser om fremtiden, der lader til at vise, at vi mennesker er forbundne på en helt anden måde, end de fleste forestiller sig. Og at vi muligvis kan mærke fremtidige hændelser. Bryder disse fænomener naturlovene – eller viser kvantefysikken os, at de er mulige? Og hvad betyder denne evne, hvis vi har den? Hvordan kan vi så bruge den? Og kan vi øve os i at blive bedre til at lytte til den 6. Sans? Vi ser filmklip og spændende forsøg, der ikke har været i fjernsynet. Vær klar til et stærkt bevidsthedsudvidende foredrag.

Foredrag 4: Hvordan skaber du en følelsesmæssig historiefortælling?
Historier og eventyr er føde for sjælen. Og tjener et dybt formål for os alle sammen. Danskernes enorme glubske appetit på at få fortalt historier – om kendis´ers privatliv, krimier, nyheder, personfikseringen i politik, bøger, film og TV – handler ikke om, at vi keder os og vil underholdes. De handler om noget langt mere essentielt: At vi har BRUG for den underbevidste visdom de indeholder. Psykologisk går de fleste menneskers liv i hak med gentagelser af de samme destruktive mønstre. Historier og eventyr viser os vejen ud, vejen tilbage til os selv. Thomas Breinholt giver med dette spændende foredrag en indføring i de dybeste lag i historiefortælling. Hvordan designer man dem, hvad virker og hvad virker ikke – og hvorfor er den vigtigste scene altid Maskefaldet? Lær at skabe historier, så de rører ved de dybeste lag i andre mennesker. Med masser af eksempler fra andres og egne produktioner ser vi TV-klip og råklip.

Foredrag med Thomas Breinholt booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen