Theiss Bendixen

Theiss Bendixen

Theiss Bendixen debuterede i 2017 med bogen Rejsen ud af Kaninens Pels – En fortælling om overtro, videnskab og den virkelige verdens vidunderligheder. Hans foredrag er bygget op omkring overraskende og inspirerende kendsgerninger om den naturlige verden – særligt biologien, psykologien og kosmologien – og kan skræddersyes publikum efter ønske og behov.

Foredrag med Theiss Bendixen:

Foredrag 1: Den virkelige verdens vidunderligheder
Mennesket har siden tidernes morgen stillet sig selv og hinanden dybe spørgsmål om sit eget ophav: Hvem er vi? Hvor er vi? Hvor kommer vi fra og er vi alene? Hvor er vi på vej hen – hvad sker der efter døden? I størstedelen af menneskehedens historie var tilværelsens Store Gåder overtroens domæne. Mytologierne gav de svar, vi søgte. Men i dag – for første gang i vores arts levetid – kan vi strikke en anden forklaring sammen. Naturvidenskaben bryder mytologiernes monopol på De Store Gåder.

Hør her, hvordan vi med videnskabens seneste opdagelser – særligt fra biologien, psykologien og kosmologien – kan begynde at besvare menneskehedens dybeste mysterier, og hvordan den virkelige verdens vidunderligheder er mindst lige så magiske som de ældgamle myter og mytologier. Vi undersøger også, hvorfor overtroen – på trods af naturvidenskabens store fremskridt – stadig er med os den dag i dag.

Foredrag 2: Stenalderhjerner i storbykranier
Menneskehjernen er et produkt af fire milliarder års evolution. Dens nuværende udformning og indretning blev til for omkring et par hundredetusinde år siden. Menneskehjernen er – på mange måde – et forældet levn fra Stenalderen. Men kulturelt set lever vi i dag langt fra Stenalderen: Vi bor i byer, dør-om-dør og væg-mod-væg med fremmede, og vi omgås til daglig kompleks teknologi, som vores fjerne forfædre sikkert ville have anset for det rene magi.

Her kan I høre om nogle af de udfordringer som hjernens biologiske fortid har for vores moderne tilværelse i dag, og hvordan vi bedst kan overkomme dem. Bliv bl.a. klogere på vores følelsers dybe fornuft og på moralens og overtroens evolutionære ophav.

Foredrag 3: Smutveje til viden og verden – Skeptikerens værktøjskasse
Er mennesket – grundlæggende set – et fornuftigt væsen? Meget psykologisk forskning tyder i dag på, at menneskets tænkning er styret af en lang række mentale smutveje og “tommelfingerregler”. Når vi træffer en beslutning, er det ikke altid en gennemtænkt proces. Sommetider er vores bevidste overvejelser blot efterrationaliseringer af en beslutning, der på en eller anden måde blev truffet “for os”.

Her kortlægger vi en række af menneskets mentale smutveje, og vi kigger på, hvilken indflydelse de har på vores daglige liv. På baggrund af denne viden stifter vi bekendtskab med skeptikerens værktøjskasse, redskaber der hjælper os til at træffe bedre og mere velovervejede beslutninger.

Foredrag med Theiss Bendixen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen