Sara Blædel er aktuel med krimien “Sår” skrevet sammen med Mads Peder Nordbo.
Om bogen:
Politidirektør Margrethe Dybbøls teenagedatter, Zenia, er forsvundet. Zenia har før været væk hjemmefra i dagevis for at være sammen med sine venner, men da en verserende sag om en anden forsvundet ung kvinde går ind i sin tredje uge, begynder Dybbøl at blive nervøs. Er der risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen?
Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark ud til efterforskningen af et lig, som er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Dea Torp prøver at holde et par fridage med sin nye kæreste, men må til sin ærgrelse afbryde dem, da der er brug for hendes hjælp til opklaringen.
Da Dea og Liam bringes på sporet af kunstneren Monika Le Fevre, der er kendt for at skære lignende sår i levende dyr som en del af sin politiske kunst, bliver det tydeligt, at hun kan have forbindelse til både liget og Dybbøls forsvundne datter.
Efterhånden står det klart for Dybbøl, at hun ikke kender sin datter så godt, som hun troede, og optrevlingen af Zenias adfærd giver hende bange anelser …
Sara Blædel er journalist og debuterede i 2004 som skønlitterær forfatter med Grønt støv, den første bog i serien om kriminalassistent Louise Rick.
Sara Blædel betegnes som en af Danmarks helt store krimidronninger – hendes bøger sælger i millionvis, og udgives i 38 lande på mere end 20 forskellige sprog. Alene i Danmark har Saras bøger solgt mere end 2½ millioner eksemplarer. Adskillige flotte bogpriser er blevet tildelt Sara Blædel igennem hendes forfatterskab. Her kan blandt andet nævnes Bog & idés fine Martha Pris, som tildeles danskernes yndlingsforfatter – denne pris har Sara Blædel vundet 5 gange i 2007, 2009, 2010, 2014 og 2020. Det er også blevet til De gyldne laurbær og Ordblindeprisen i 2015. Vinder af Mofibo Awards 2021.
Sara Blædel kan bookes til foredrag om forfatterskabet og foredrag om det at være ordblind.
NB: Holder fri for foredrag i første halvdel af 2023.
Foredrag om ordblindhed:
Det lå på ingen måde i kortene, at Sara Blædel en dag skulle blive forfatter. I dag er hendes bøger solgt i 5 millioner eksemplarer og udkommer i 39 lande. Men i skoletiden var højtlæsning og diktat ikke noget hun glædede sig til. Alligevel blev hendes læselyst vakt hjemme på værelset i Hvalsø, hvor hun slugte det ene mysterium efter det andet. Og det var lige præcis glæden ved gode historier der hjalp hende igennem en skoletid der ikke altid var så let.
I dag står hun på mål for at ordblindhed aldrig må sætte en stopper for vores drømme eller spærre for en hverdag, hvor ordene spænder ben.
Sara Blædel var vært på Danmarks Radios programserie ’Vi er ordblinde’ som blev nomineret til TV-prisen.
UDGIVELSER:
- Grønt støv, 2004
- Kald mig prinsesse, 2005
- Kun ét liv, 2007
- Aldrig mere fri, 2008
- Hævnens gudinde, 2009
- Dødsenglen, 2010
- De glemte piger, 2011
- Dødesporet, 2013
- Kvinden de meldte savnet, 2014
- Bedemandens datter, 2016
- Ilkas Arv, 2017
- Den tredje søster, 2018
- Pigen under træet, 2019
- Den tavse enke, 2020
- Opløst, 2021 (skrevet sammen med Mads Peder Nordbo)
- Elins død, 2022
OM SARA
Det stod ikke skrevet, at Sara Blædel skulle blive en af Danmarks mest succesrige forfattere. Selvom hendes far er den Cavling-pris belønnede journalist Leif Blædel og hendes mor skuespillerinden Annegrethe Nissen, valgte Sara til en start en helt anden livsbane, ikke mindst fordi hun som ordblind aldrig havde forestillet sig, at hun skulle gøre karriere inden for “skrive-branchen”. Hun uddannede sig først til tjener, siden hen til reprokopist, men hun kunne ikke tåle de stoffer, der arbejdes med i trykkeribranchen og blev alvorligt syg. Faktisk var hun på kanten af en invalidepension, men besluttede sig for, at det bare ikke kunne være rigtigt!
På trods af ordblindheden begyndte hun ikke desto mindre at arbejde som journalist og startede også et krimiforlag, Sara B., på et tidspunkt, hvor krimier slet ikke var “på mode”. Langsomt modnedes tanken om selv at skrive en krimi, og en dag dukkede Louise Rick op i Saras hoved og nægtede at gå igen. Til sidst var Sara nødt til at begynde at skrive, fordi Louise blev ved at banke på.
Siden er det blevet til ni bøger om Louise og hendes veninde, journalisten Camilla Lind, samt et righoldigt persongalleri på politigården i København og efterhånden også i Louise og Camillas nærmeste omgangskreds.
Sara Blædel er blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter (i dag kendt som Martha-prisen) hele fire gange, og hun blev tildelt prisen De Gyldne Laurbær 2014 for KVINDEN DE MELDTE SAVNET.
Hun bor i København sammen med sin søn Adam og hunden Cajsa.
Sara er ambassadør for Red Barnet.
Sara Blædels bøger er udkommet i over 30 lande.
Foredrag med Sara Blædel booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.
Ved brug af foto skal fotograf Les Kaner nævnes.