Omar Marzouk

Omar Marzouk

Du kender Omar Marzouk fra:
Showet ”Krig, terror og andre sjove ting”, ”Præster, politikere og andre profeter”, “Talegaver til børn”, “Omskåret”, ”Omar og ondskabens akse” og “Omars Ark” på DR2, teaterstykket “Mogens og Mahmoud” og fra sit seneste one man show “Bange for sjov”, som nu er ude på DVD og som digital download.

Omar kan finde på at snakke om:
Forskelle, ligheder, storpolitik, følelser.

Det vidste du ikke om ham:
Omar er en habil skakspiller. Han er også den første dansker, der har solgt comedyserier til udlandet (”Omar skal giftes” og ”Omar og ondskabens akse” )

Kort om Omar Marzouk
Omar har igennem årene bidraget med utallige satiriske aHA!-oplevelser til mange af de store samtaleemner herhjemme og begejstret tv-seere, publikum og anmeldere med sine nuancerede pointer, som han godmodigt kaster ud i samfundet til grin og diskussion. Omar kunne i 2012 opleves i “Omars Ark” på DR2 samt i det anmelderroste one-man show “Omskåret”, der blandt andet fik fem stjerner i BT, fire stjerner i Børsen og fire hjerter i Politiken. I foråret 2013 kunne man igen opleve Omar Marzouk, da han var rundt i landet med sit one man show “Bange for sjov”. Showet satte nogle af verdenshistoriens dramatiske begivenheder i nye rammer med frygt og mod som de bærende kulisser. Politiken kvitterede her med 5 hjerter! “Bange for sjov” er nu også ude på engelsk med titlen “Scared Silly”.

Omar Marzouk kunne desuden i sommeren 2016 opleves sammen med Flemming Jensen, Michael Schøt og Sebastian Dorset i den samfundssatiriske “Stand-up revy 2016” på PH Caféen i København. En succes, der gentages i 2017.

Pressemateriale

Omar skyder på det hele
Omar Marzouk er den første nydanske stand-upper, en rolle han indtager med stor selvironi og hårde humoristiske skudsmål – både mod danskere og mod indvandrere. Derudover optræder han på engelsk og har optrådt i New York på Comedy Club. Hans udenlandske show har gjort ham til fast mand på Tel Aviv Camel Comedy og på Club Comedy Store i London. Og så har han for nylig fået en joke på Jimmy Caars (top Uk komiker) top 10 liste over ”Best jokes”.

Med sin storslåede komik som værktøj formår Omar at finde det morsomme i det svært tilgængelige. Et show med Omar indeholder aldrig letkøbt komik eller hellige køer. Omars familie har givet inspiration til meget af hans materiale, og emner som danske piger og vores forhold til alkohol og højtider har fået en tur i det ”marzouske” maskineri – altid leveret med rå humor, varme og medfølelse.

På hatten og på flugt
Omar Marzouk har gennem årene haft et tæt samarbejde med Jan Gintberg. I 2002 turnerede de Danmark tyndt med ”Op på fars Jihad”, ligesom Omar også kunne opleves i tv-programmet ”Gintberg – men nok om mig” og i “Gintberg – var det dét”. Omar var en femtedel af turnéen ”Fem på Flugt” og han er i det hele taget en af landets flittigste komikere. Han står bag tv-programmerne “OPS – Oplysning til Perkerne om Samfundet”, “Omar skal giftes” og “Omars jul – en adventskalender” fra 2005. På TV3 indtog Omar rollen som holdkaptajn i programmet “Det modsatte Køn”, og han medvirkede i velgørenhedsshowet “Talegaver til Børn” i 2006 og 2007. I 2007 trådte Omar også på de skrå brædder, da han medvirkede i ”Ordet er mit” på Bellevue Teater og ”Købmanden” på Betty Nansen.

I vinteren 2008 var Omar på Danmarksturné med showet ”Præster, Politikere og andre Profeter”. Et show som blev varmt modtaget af både publikum og anmelderne, der kvitterede med fire og seks stjerner og ordene ”En humoristisk fritænker med integritet… en befriende ordbombe” og ”Marzouks humor er intelligent”. I foråret 2009 kunne Omar opleves på DR2 i tv-programmet ”I Hizbollas Hangar”, et stand-up-show på engelsk, der sjovt nok blev optaget i en af Hizbollas hangarer. I 2010 var Omar aktuel med sit nye og anmelderroste one man show “Omskåret”, der blev forlænget til foråret 2011. Showet udkom på dvd i april 2011. Sideløbende viste DR2 en ny programserie med titlen ”Omars Ark”, der ud fra en humoristisk vinkel kiggede på om opfindelsen af f.eks. parforhold, sport, integration m.v. rent faktisk var en god idé…

Omar Marzouk var i 2012 sammen med Lasse Rimmer vært for Comedy Aid 2012.

”Han er fræk”
Omar Marzouk har ikke har berøringsangst, og det ses i Omars one man comedy show ”Krig, terror og andre sjove ting” og i tv-programmet ”Omar og Ondskabens akse” fra 2005, hvor Omar for alvor leger med fordomme på en måde, som afslører publikum – og Omar selv. I 2006 kunne Omar sammen med Saseline opleves som vært på boligprogrammet “2.G. th”, hvor indvandrere og nydanskere får hjælp til boligindretningen. Omar Marzouk modtog i 2006 LOs kulturpris med begrundelsen: “Han er fræk, han er charmerende, og han er med til at nedbryde fordommene mellem etniske danskere og indvandrere”. Ligeledes var han nomineret til en Grammy i 2006. I 2007 vandt Omars produktionsselskab Respirator TV-prisen for ”Tjenesten” på DR2.

Omar Marzouk leverer replikker med en naturlighed i rollen som skuespiller
Også i rollen som skuespiller brillerer Omar Marzouk. “Han leverer replikkerne med en naturlighed, som faktisk er ganske sjælden for denne genre”, skriver Anmelderiet.dk om hans præstation i teaterstykket “Mogens og Mahmoud”.

I foråret 2013 kunne man igen opleve Omar Marzouk rundt i landet med sit nye one man show “Bange for sjov”, der satte nogle af verdenshistoriens dramatiske begivenheder i nye rammer med frygt og mod som de bærende kulisser. Det blev – som altid – vedrørende, indholdsrigt, provokerende men mest af alt uhyggelig morsomt. Showet er ude på DVD og som download. Også på engelsk med titlen “Scared Silly”.

Omar forbereder sig så småt til sit kommende one man show “Krig, terror og andre sjove ting …. Igen”. For spørgsmålet er, om meget i verden har ændret sig siden første udgave af showet – for 3 krige, 8 shitstorms og 3 one man shows siden. Vi er fx igen tilbage i Irak…. Som altid bliver det en forrygende aHA-oplevelse med Omar Marzouk.

Booking:
Lukkede arrangementer: ARTE Booking. Telefon 3848 1400. E-mail: booking@artebooking.dk.
Åbne arrangementer: FBI. Telefon 3888 1952. E-mail: info@fbi.dk.

Til toppen