Nanna Goul

Nanna Goul

Nanna Goul (1980) er forfatter, kritiker og kulturskribent. Nanna debuterede med romanen Privat skov (2012), der både italesatte behovet for en mere naturlig og tilbagetrukket livsstil i skovene og påpegede det skingre i livsstilmagasinernes glamourøse hyldest af det autentiske liv langt ude i naturen. Nanna er aktuel med novellesamlingen Erle Perle, der tager tråden op fra debutromanen og tematiserer skovens (og menneskets) foruroligende kvaliteter, naturens tvetydighed og på en række områder forsøger at modernisere de oprindelige og brutale folkeeventyr.

Nanna har i en længere årrække været litteratur- og teaterkritiker og redaktør på Weekendavisen, hvor hun ligeledes, indenfor kulturens og litteraturens område, har skrevet i alverdens forskellige journalistiske genrer. Tidligere har Nanna været litteraturkritiker på Berlingske Tidende og skribent på Politiken.

Nanna er uddannet cand. mag i litteraturvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og grundlagde i 2004 det litterære webmagasin LitteraturNu med journalisten og forfatteren Jannie Schjødt Kold.

Foredrag af Nanna Goul:

Foredrag 1: Skovens dybe stille ro – et forfatterforedrag
Både folkeeventyrene og skovene som specifikt og symbolsk rum har stået centralt i både Privat skov og Erle Perle. Til dette arrangement vil forfatteren fortælle om skoven som et modsætningsfyldt hjemsted for både uhygge og eventyr og som et fristed fra samfundet og fællesskabet, hvor man kan dyrke den personlige fordybelse, og et sted for en nærmest religiøs forbundethed med naturen. Forfatteren vil fortælle om inspirationen fra den sydtyske eventyrskov Schwarzwald og inddrage og diskutere skovenes mangeartede betydninger gennem et udvalg af ’skovens litteratur’ – der blandt andet tæller David Thoreaus Walden, folkeventyr som Rødhætte og Snehvide, Andrea Hejlskovs Og den store flugt og Erlend Loes Doppler.

I løbet af arrangementet vil der være mulighed for spørgsmål, diskussion, oplæsning.

Foredrag 2: Hvem er heksen? Et foredrag om moderne hekse
Nanna Goul har både som kulturskribent og forfatter arbejdet indgående med heksen som skikkelse og ikke mindst den moderne praktiserende heks. Heksen er i dag blevet genstand for fornyet og tilmed positiv interesse, især inden for populærkulturen (film, tv-serier, teater og litteratur), hvor hun dukker op i forskellige former og sammenhænge.

  • Hvordan kan det være, at en størrelse som heksen, der historisk set har været marginaliseret, forfulgt, frygtet og fungeret som fluepapir for tidernes kvindehad, nu træder frem og næsten bliver mainstream?
  • Hvad er det ved heksen som symbol, som tegn, som menneske, som er interessant for os i dag?
  • Handler det om feminisme, hedensk naturdyrkelse, magisk tænkning eller noget helt andet?
  • Og hvem er overhovedet den moderne praktiserende heks?

I dette foredrag ser Nanna nærmere på tidens hekseri; det kan vinkles alt efter behov. Der vil være rig mulighed for spørgsmål og diskussion.

Ordstyrer/moderator
Nanna Goul kan bookes til ordstyrer og moderator i en række forskellige sammenhænge.

Foredrag med Nanna Goul booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Fotokredit: Lærke Posselt

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen