Mikkel Rosengaard

Mikkel Rosengaard

Mikkel Rosengaard (f. 1987) er forfatter til ungdomsbogen Videre (2010) og romanen Forestillinger om Ana Ivan (2016), der er oversat til fem sprog. Forestillinger om Ana Ivan er netop udkommet på det store amerikanske forlag HarperCollins til strålende anmeldelser i New York Times og Publisher’s Weekly. Mikkel er opvokset i Helsingør og har boet i New York siden 2010, hvor han har arbejdet for Solomon R. Guggenheim Museet og skrevet om kunst og kultur for anerkendte internationale magasiner som Architectural Review, Art21, Cultured og Guernica. Han har en kandidatgrad i statskundskab og har holdt foredrag på Universiy of Wisconsin, George Mason University, det Kongelige Teaters Skuespilhus, og mange andre institutioner. I dag skriver han fast for Weekendavisen og arbejder på nye skønlitterære projekter.

Foredrag af Mikkel Rosengaard:

Når virkeligheden imiterer fiktionen
Vi lever i en tid præget af internet og billedskabelse, hvor den gennemsnitlige amerikaner ser på en skærm 10 timer om dagen. Når størstedelen af vores vågne timer bliver filtreret gennem fiktioner og virtuelle verdener, bliver forholdet mellem forestilling og virkelighed forstyrret. I 40,000 år var kunst og fiktion en imitation af virkeligheden – fra hulemalerier til Hollywood-film – men i dag er det virkeligheden, der imiterer fiktionen. Køn hænger ikke længere sammen med den fysiske krop. Penge er ikke længere bundet til fysisk metal, men kun strenge af 0- og 1-taller på en server. Modeikonet Slick Woods var en fattig misbruger i the Bronx indtil hun skabte en Instagram-fortælling om sig selv – i dag arbejder hun med Kanye West og er på forsiden af alverdens modemagasiner.

I en internetdrevet verden hvor forestillingen kommer før virkeligheden, er historiefortælling vigtigere end nogensinde før. I sin roman Forestillinger om Ana Ivan undersøger Mikkel Rosengaard hvordan de historier vi fortæller, kan forme forholdene omkring os, så fortælling bliver til fysisk virkelighed.

Foredrag med Mikkel Rosengaard booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen