Mette de Fine Licht

Mette de Fine Licht

Mette de Fine Licht (f. 1985), er forfatter til ”Viljepigen ― for ung til kræft” og ghostwriter på seks titler, senest Myter om magten for Gyldendal Business. Mette de Fine Licht er partner i  Skriveværkstedet, hvor hun underviser på forfatterkurser, giver manuskriptvejledning til andre forfattere og rådgiver udvalgte virksomheder i pr. Hun har læst på humaniora på RUC, strategisk kommunikation på Update (Mediehøjskolen) og coorporate communication på CBS (SIMIN).

Foredrag af Mette de Fine Licht:

Foredrag 1: Kræft med unge øjne

  • Hvad tænker en teenagepige, når hendes liv ikke handler om fester, fyre og fredagsbar, men om kræft, kemo og kvalme?
  • Hvor henter hun viljestyrke, hvor gør hun af sin vrede, og må man overhovedet blive teenagesur, når man har kræft?
  • Hvordan vender man modgang til styrke, og hvordan genvinder man balancen i livet efter en grum sygdom?

Kræft med unge øjne er et ærligt og gribende foredrag om at være en ung pige midt i en alvorlig og uforståelig sygdom. Som 16-årig får Mette konstateret en sjælden type kræft i benet. Den ene dag er hun en livsglad teenager, den næste er hun dødssyg. I sit foredrag fortæller Mette hele sin historie; fra sygdommens allerførste symptom til det at vende tilbage til livet efter sygdommen – for fuld styrke trods store ar på kroppen og sjælen og en metalprotese i det ene ben.

I dag er Mette de Fine Licht 25 år og rask. Hun arbejder som journalist, pr-rådgiver, forfatter og foredragsholder og har netop udgivet den omtalte bog Viljepigen. Mettes vej og tempo op ad karrierestigen er imponerende og dybt inspirerende, og det er svært ikke at lade sig smitte af viljepigens drive og lyst til livet uanset, om man har haft kræft eller ej.

Foredrag 2: Mød en ghostwriter

  • Hvad er en “ghostwriter”?
  • Er det kun kendte mennesker, som skriver bøger?
  • Og er det ikke en lille smule snyd at få andre til at skrive sin bog?

Hun skrev sin første biografi som 22-årig. Siden er det blevet til syv titler for den i dag 26-årige Mette de Fine Licht, der lever af at skrive andre folks bøger, hvilket flere og flere – kendte som ukendte – benytter sig af. I foredraget kan du høre Mette fortælle om sit arbejde som ghostwriter, hvor hun kommer helt tæt på mennesker fra både toppen og bunden af samfundet med sin diktafon, blokken og pennen – og kleenex! For det er ikke sjældent, hun oplever at må stille så nærgående spørgsmål, at interviewpersonerne bryder grædende sammen …  Men Mette de Fine Licht ved, hvordan det er at få skrevet sin historie. Hun har nemlig også skrevet sin egen: Viljepigen – for ung til kræft udkom i 2010, og handler om Mettes egen kamp mod kræften, da hun blot var 16 år. Hendes seneste bog, ”Myter om magten – om kvinder i dansk topledelse” har høstet topkarakterer hos anmelderne, og i øjeblikket arbejder Mette på sin ottende og niende bog om henholdsvis diamanter – for verdens eneste kvindelige diamantjæger – og om højbede og grøntsager i haven. Jo, der er skam også diversitet i arbejdet som ghostwriter! Alt det fortæller Mette de Fine Licht mere om i sit foredrag, hvor hun desuden afslører, at der er mange flere “forfattere”, som benytter sig af en ghostwriter, end de fleste af os tror …

Referencer:

”Et meget livsbekræftende foredrag, som med rette underbygger titlen på bogen. Mette fortæller ærligt og direkte fra hjertet, og giver både inspiration til og viden om, hvordan andre kan komme igennem en så lang og sej kamp, som Mettes.”
Kræftens Bekæmpelse, Stenløse, Anne Jensen

”Mettes historie er inspirerende og tankevækkende og er velegnet til både sundheds-professionelle, patienter, pårørende og venner. Hendes fortælling giver anledning til mange refleksioner og masser af håb til de, der selv er ramt af kræft.”
Nina Bich Jensen, Kræftens Bekæmpelse Aabenraa

”Rigtig dejligt og et meget berigende foredrag.  Det var både meget professionelt og personligt. ”
LOF Helsingør

”Livsbekræftende foredrag!”
Faaborg-midtfyn Bibliotek

”Fantastisk!!”
Frederikshavn Bibliotek

Foredrag med Mette de Fine Licht booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen