Lotus Turèll og Lisbeth Zornig Andersen

Lotus Turèll og Lisbeth Zornig Andersen
Turèll og Zornig om brændt barndom

Lotus Turèll går sammen med Lisbeth Zornig Andersen for at tale om, hvordan man overlever en ’brændt barndom’ – en opvækst uegnet for børn. Den ene er vokset op i den kreative overklasse i København med kendte forældre, den anden er vokset op i udkantsdanmark i Nakskov på Lolland. Men fælles for begge er en barndom med misbrug og omsorgssvigt. Og en vilje til at bryde med deres familiers mønstre. Lisbeth Zornig Andersen voksede op på børnehjem, men blev siden kendt som formand for Børnerådet og for sin selvbiografi ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”. I DR-dokumentaren ”En barndom i helvede” opsøgte hun sin fortid og stillede de voksne spørgsmål om, hvorfor de lod omsorgssvigtet stå på. ”Lisbeths historie minder faktisk meget om min egen. Og de udfordringer vi har stået med i opvæksten og voksenlivet er ens mange af dem. Forskellen er, at jeg voksede op i en kæmpelejlighed på Frederiksberg, hun på børnehjem. Men alkoholmisbruget og omsorgssvigtet var det samme”, siger Lotus Turèll. Lotus Turèll er datter af forfatteren Dan Turèll og skuespilleren Chili Turèll. Hun er i dag forfatter, foredragsholder, projektleder og konsulent, og har gennem mange år arbejdet med at forbedre trivslen blandt udsatte unge.

Foredrag af Lisbeth Zornig Andersen og Lotus Turèll:

Foredrag 1: Underdanmarks jægersoldater.
Hvordan når man samfundets top, når man allerede som barn har alle odds i mod sig? I debatbogen ”Underdanmarks Jægersoldater” fortæller toppolitikeren, OL-bokseren, forfatteren, arkitekten, retsmedicineren, sikkerhedschefen, borgmesteren og flere andre om, hvordan de ikke bare overlevede en brændt barndom, men nåede toppen af deres profession. Hvilke livsstrategier fulgte de? Hvorfor kunne lige præcis de klare sig igennem hvor deres søskende ikke kunne? Hvad kostede det dem? Og måske vigtigst – hvad kan andre lære af dem? Hør Lisbeth Zornig Andersen eller Lotus Turell, to af forfatterne til ”Underdanmarks Jægersoldater”, fortælle om ti brændte børns rejse fra bunden til toppen af samfundet. Ti supermønsterbrydere, der som børn tidligt skulle lære at navigere og overleve i farligt terræn med forældre og voksne, der misbruger, svigter og forsvinder. Hvad skal der til for at bryde med den negative sociale arv? Og hvor dygtige er vi andre egentlig til at hjælpe de små jægersoldater til at ikke bare at overleve, men realisere et bæredygtigt, balanceret liv? Hvordan får vi vendt den nedadgående, negative kurve for vellykkede mønsterbrud i dagens Danmark? De ti medvirkende i bogen tæller Pia Olsen Dyhr, medlem af Folketinget, formand for SF; Dennis Ceylan, professionel bokser, udtaget til OL i 2012; Lasse Einar Mortensen, sikkerhedssupervisor, Københavns Lufthavn; Kristian Ditlev Jensen, forfatter og journalist; Claus Elgaard, journalist og tidligere studievært på TV2; Karin Schwartz, OL-sølvvinder i taekwondo og viceborgmester i Esbjerg; Jørgen Lange Thomsen, professor i retsmedicin og statsobducent på Syddansk Universitet; Gitte Andersen, arkitekt og stifter af SIGNAL Arkitekter; Erik Nielsen, borgmester (S) i Rødovre og næstformand for KL; Mads Holger, forfatter, iværksætter og tidligere Folketingskandidat.

Foredrag 2: Misbrug i Overdanmark og Underdanmark
Sammen går de to kvinder nu ud og holder foredrag om misbrug i Overdanmark og Underdanmark. Hvad er forskellen på at vokse op som et brændt barn i den kreative overklasse og den sociale bund af samfundet? Hvem bliver set – og hvem bliver overset? Hvad er forskellen på skaderne – hvis nogen? Og hvordan får man hjælp? ”Der er i dag med rette fokus på omsorgssvigtede, misrøgtede eller seksuelt krænkede børn i de sociale underklasser. Men der er også børn i ”pæne” hjem, der oplever de samme svigt. Har vi også fokus på dem? Eller bliver vi blinde, fordi forældrene er veltalende og respekterede borgere? Jeg er bange for det. Lotus sætter fokus på overgreb, vi helst ikke vil vedkende os. Og jeg må bare sige, at som barn er det ligegyldigt, om promillen bag det hele kommer fra hjemmebrændt vin eller årgangs-whiskey,” siger Lisbeth Zornig Andersen. Begge kvinder har – trods store sociale forskelle – brudt mønstret og klaret sig godt. Men hvordan? Er der forskel på et mønsterbrud, når man vokser op henholdsvis i Overdanmark eller Underdanmark? Eller er der en sammenfaldende livsstrategi? I fællesskab kredser de sig ind på et svar.

Foredrag med Lisbeth Zornig Andersen og Lotus Turèll booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen