Jerk W. Langer

Jerk W. Langer

Jerk W. Langer er læge, videnskabsjournalist og en af Danmarks mest benyttede kommentatorer om sundhed, sygdom, motion og ernæring.

Jerk har opfundet udtrykket ’KRAM’ for de livsstilsfaktorer (kost, rygning, alkohol, motion), der kan forlænge vores liv med 15 år. Ivrig løber og har selv gennemført over 150 marathonløb.

Kendt fra bl.a. Go’Morgen Danmark på TV2, Aftenshowet på DR, huslæge på radioens P3 og P4, Ekstra Bladet, Iform, samt brevkassen i ugebladet Ude & Hjemme. Forfatter til bl.a. ”Politikens Store Lægebog” og ”Politikens Bog om Kosttilskud”.

Foredrag af Jerk W. Langer:

Foredrag 1. Det Gode Liv – Lev 15 år længere

Motion, Mad, Humør, Vitaminer, Immunforsvar, Kosttilskud, Kolesterol, Søvn, Stress, Vægt, Blodtryk, Alkohol, Kaffe, Chokolade m.m.
Du kender de mange løftede pegefingre om, hvad vi bør gøre for at holde os sunde. Men har du svært ved at navigere rundt i junglen af råd fra kostfanatikere, motionsnørder og livsstilseksperter? Bliver du mere vildledt end vejledt?
Så hør, hvordan du passer godt på din krop og bevarer helbredet uden at gå på kompromis med livskvaliteten. Jerk’s egen epokegørende PLAN A viser dig, hvordan hvordan du uden problemer får mere bevægelse ind i din hverdag, hvordan du let optimerer dine spisevaner uden afsavn, og hvilke kosttilskud der er fornuftige.
Se, hvordan du med små justeringer kan slippe for mange sygdomme og skavanker, lige fra rynker til demens.
Sluk tv’et et par timer og tag med på en kalejdoskopisk rejse gennem sundt og usundt. Få masser af tips og praktiske råd samt et venligt skub bagi til selv at komme i sving.
Du slipper for tomme løfter og alternativ snik-snak, men får derimod reel viden og konkrete løsninger, samt god lejlighed til at stille en masse spørgsmål.

Foredrag 2. PLAN A: Lev anti-inflammatorisk med verdens sundeste kostpyramide og motion

Forskningens genvej til et langt og sundt liv hedder ”anti-inflammation” og rummer bl.a. en helt ny kostpyramide skabt af læge Jerk W. Langer.
Det lyder næsten for godt til at være sandt: Ved at leve ”anti-inflammatorisk” efter PLAN A erstatter du i bedste fald alskens sygdomme og skavanker med 15 ekstra leveår. Vel og mærke i fuld vigør. Din krop bliver yngre end dåbsattesten, du taber dig, får ekstra energi og overskud, færre skavanker, og forbedrer dine præstationer.
Forskningen har opdaget den fundamentale fællesnævner, der slider og ælder vores krop. Inflammation (betændelse) hedder den.
Modgiften er den anti-inflammatoriske livsstil PLAN A, herunder verdens sundeste kostpyramide, der som en brandslukker holder inflammation i skak.
Hør, hvordan du spiser dig til et optimalt forsvar med sunde fødevarer, der kvæler inflammation, før den skader. Og se, hvor meget motion, stress, kosttilskud og søvn betyder for dit helbred.
Du slipper for hverken tomme løfter og alternativ snik-snak, men får til gengæld reel viden og konkrete løsninger, samt god lejlighed til at stille en masse spørgsmål.

Foredrag 3. Løb og træn dig sund og glad

Motion er supersundt for krop og sjæl. Overalt løber folk på gader og stræder, fitnesscentrene er fyldte, og stadig flere vælger i det hele taget at tage ansvar for sit helbred ved at træne.
Hør hvor sundt løb og anden træning er for humør og helbred, hvilke sygdomme du slipper for, og hvad der sker i kroppen, fx at aktive muskler styrker hukommelsen.
Men hvor meget er nok? Hvad betyder andre former for bevægelse. Hvor farlig er inaktivitet? Hvordan kombineres træning, job og familie? Laver man nye hjerneceller under træningen? Hjælper kosttilskud? Kan du forebygge skader via dine kostvaner? Er det farligt for hjertet? Hvordan kommer du igennem en skade?
Det har Jerk den seneste viden om. Ligesom du hører et par sjove historier fra hans egen løbeverden.
Du får reel viden og konkrete løsninger, samt god lejlighed til at stille en masse spørgsmål.

Andre emner

Jerk W. Langer holder foredrag om en lang række specialemner indenfor sundhed, motion, kost og medicin.

Foredrag med Jerk W. Langer booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen