Frederik Lindskov

Frederik Lindskov

Frederik Lindskov er foredragsholder, arkitekturomviser og kunstudstillingsguide. FOREDRAG Oplev kunst, arkitektur og filosofi i en krydsprogrammering som du ikke…

Læs mere
Book Frederik

Frederik Lindskov er foredragsholder, arkitekturomviser og kunstudstillingsguide.

FOREDRAG
Oplev kunst, arkitektur og filosofi i en krydsprogrammering som du ikke troede var mulig.

KUNST / UDSTILLING
Aktuel kunstudstilling i ord og billeder, 2 timer inkl. pause, evt. + 30 min. til debat og spørgsmål
(udstilling på SMK, ARoS, Arken, Louisiana eller tilsvarende). Efter aftale.

ARKITEKTUR
Den Københavnske forvandling – Arkitektur og byrum fra 1990 og frem til i dag.

FILOSOFI
Forstå historiens 10 største filosoffer på 2 timer

INNOVATION
Mine 5 patenter og 3 virksomheder – en fortælling om opfinderi, innovation, vision, produktudvikling, partnere, markedet, messer osv.

KUNSTNER
Mit liv som kunstner – hør om min lange, kringlede og mærkelige rejse som kunstner. Perioder, stilgreb, censurerede udstillinger, portrætter, opture, nedture – og den ukuelige vilje til autonomi; til selv at vælge, handle og leve.

OMVISNINGER / BYVANDRINGER I KØBENHAVN, HELSINGØR:
Dansk arkitektur er strøget til tops internationalt, og København er stedet, hvor store navne og banebrydende arkitektur skal opleves. Tag med på raske gåture gennem (nye) spektakulære bydele. Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag., får filosofi, kunst- og arkitekturhistorie til at gå op i en højere enhed. Turene er ikke for gangbesværede.

BYVANDRINGER (primært byvandringer udendørs!) og BUSTURE: 

Carlsberg Byen – ny rute!
Alt skrider planmæssigt frem på Valby Bakke og Carlsberg Byen menes at være 100% færdigbygget i 2024. Det er derfor tid til, at vi går nye veje i bydelen og finder nogle af de nye perler, som vi ikke tidligere har besøgt. Turen henvender sig således både til nye og tidligere deltagere. Vi mødes ved Jesuskirken som ligger et par hundrede meter fra Elefantporten. Den er opført af Carl Jacobsen og er stilmæssigt helt enestående i dansk sammenhæng. Herfra går vi forbi Carlsbergs nye hovedsæde samt Carls Villas og Glyptotek inden vi bevæger os ind i selve Carlsberg Byen. Vi ser nærmere på Theodora Hus og Dahlerups Tårn inden vi går videre til Fristrup Hus og Tuxens Tårn. Herfra Lægger vi vejen forbi Scherfig Hus og det vellykkede område med triaden Bindesbøll, Heiberg og Rahbæk Hus. Vi passerer Humlebyen, Krøyers Hus og Grønlunds Tårn inden vi ved den gamle administrationsbygning drejer op igennem Humle Torv og Tapperitorvet og går forbi Bohrs Tårn til bryggerens gamle have. Her evaluerer vi Sjællands nye højdespringer, Pasteurs Tårn der med sine 120 meter kun overgås af et enkelt tårn i Danmark. Vi slutter turen behørigt af ved Æresboligen og Gamle Carlsberg som ligger dér hvor hele eventyret i sin tid tog sin begyndelse. Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag. i filosofi og kunsthistorie får historien, visionerne og de mange mursten til at gå op i en højere enhed. Turen er på ca. 2,5 km og egner sig ikke for langsomt gående og gangbesværede. Frederik er kendt for høj og klar tale, så gruppen kan stå spredt og samtidig få det hele med.
Mødested: Jesuskirken.
Slutsted: J.C. Jacobsens Have (ca. 300 m fra start).

BaseCamp og Bondebyen i Lyngby
Bondebyen i Lyngby er en af de bedst bevarede landsbyer på Sjælland, med stråtækte bindingsværkhuse og anekdoter tilhørende hvert et hus og hvert et gadehjørne. Nu har Lyngby fået endnu et unikt landsbymiljø – denne gang i form af arkitekttegnede studie- og seniorboliger formet som en gigantisk slange i landskabet med offentlig adgang – på taget. Vi bestiger BaseCamps enorme tagkompleks, hvorfra vi kan se Sorgenfri Slot, Lyngby Sø og hele vejen ind til København. Herfra går vi forbi Sorgenfri Kirkegård og den historiske kro Lottenborg. Fra Kongevejen, Danmarks første moderne vej, ser vi Sorgenfri Slot, Schweizerhuset og Pritzels Fabrik. Vi går forbi møllerne hvor hele Lyngbys oprindelse og udvikling ligger indlejret. Vandets kraft, vejen til hovedstaden og kongeslottet i nærheden dannede grundlaget for Lyngbys store succes gennem århundrederne. Kro, hotel, tekstilfabrik og meget andet føjede sig med tiden til området. Midt i det hele ligger den 1000 år gamle Lyngby Kirke på den sødeste lille bakketop. Vi besøger C.F. Tietgens gravmonument, går ned i Estrups Fæstningskanal og forbi hospitalet Vartou, hvis penge blev indsamlet ved Kirsten Piils Kilde. Slutteligt bevæger vi os ind i Bondebyen og ser nogle af Danmarks første ældreboliger, Gyrithe Lemches barndomshjem, Lindegården og ikke mindst Støvlet Cathrines Hus. Jo, historien om Kgs. Lyngby har det hele! Kirke, konge, bondesamfund, industrirevolution og moderne stjernearkitektur. Kom selv og se!
Mødested: Base Camp, Skovbrynet 26 (lige ved indgangen til området)
Slutsted: Torvet i Bondebyen ved caféen Frk Friis.
Værd at vide: turen er på ca. 3 km. 2 timer 15 min varighed.

Refshaleøen
Refshaleøen (Noma, Vandflyverhangaren, Amager Bakke, Urban Riggers og Reffen Streetfood) er virkelig blevet en god tur nu. Frederik tager alle hold med over forbi Amager Bakke hvor han efter 10 minutter ved foden sender gruppen op på egen hånd (for at undgå at vi skal betale).
Mødested: Restaurant 56grader lige ved Nyholm.

Klimakvarter Østerbro og taggartneriet ØsterGro
Østerbro hilser fremtiden velkommen med enestående klimaprojekt. Flere grønne og kuperede arealer med eventyrlige småsøer og skjulte oaser er allerede anlagt i Skt. Kjelds Kvarter på Ydre Østerbro. Området er blevet udnævnt som eksperimentarium for grønne klimaløsninger i fremtidens København, og godt og vel 1/6 af områdets samlede vejareal – svarende til 5 hektar – er blevet omskabt til fascinerende naturzoner hvis lige ikke tidligere er set i Danmark. Set med udenlandske øjne er den grønne kile tværs igennem bykvarteret vel nok det mest spændende sted i København lige nu. Vi mødes foran Kildevældskirken skråt over for indgangen til Kildevældsparken, der med sit nye stiforløb ’Frisporet’, tilbyder den parkbesøgende en varieret rejse ud i naturen med bl.a. ’Vildnisset’ og ’Eventyrskoven’, hvor man kan dyrke sport og gymnastik eller gå på opdagelse mellem træer, buske og istidssten. Vi går forbi Tåsinge Plads, der med sine regnvandsbassiner allerede har fået tilnavnet ’Regnskoven’. Vi ser de væltede træstammer foran Kildevældskirken, der fungerer som et nyt habitat i byen for svampe, billelarver og insekter – som i sidste ende vil fremme fuglelivet. Vi passerer Skt. Kjelds Plads, der som kvarterets grønne hjerte nærmest fremstår som en forladt og sidenhen tilgroet byzone. Lige rundt om hjørnet – på taget af et gammelt bilauktionshus – ligger det økologiske iværksætter-landbrug ’ØsterGRO’ – hér går vi op og hører historien bag, og får kaffe og kage på økologisk (udendørs). Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag. i filosofi og kunsthistorie får områdets historie og de mange nye visioner til at gå op i en højere enhed. Frederik er kendt for høj og klar tale, så gruppen kan stå spredt og samtidig få det hele med.Turen er på ca. 2,5 km og egner sig ikke for langsomt gående og gangbesværede.
Mødested: Foran kirken skråt over for Kildevældsparken, Vognmandsmarken 89, 2100 København Ø.
Slutsted: Skt. Kjelds Plads

Jernbanebyen og BoligVærkstedet
Showroom for København som Arkitekturhovedstad 2023. Lokomotivværkstedet, Den gule by, studiebyen CPH Village og øko-streetfood ‘Banegaarden’. Du har sikkert allerede hørt om de mange spændende ting der finder sted i Jernbanebyen, men nu bliver det endnu vildere – for København er af UNESCO udnævnt som verdens arkitekturhovedstad 2023, og i den anledning er der opført 7 pavilloner i området til fremvisning af fremtidens bæredygtige byggeri. Hvordan kan arkitektur og byudvikling bidrage til at indfri FNs 17 mål for bæredygtig udvikling? Det er nok ikke helt tilfældigt at pavillonerne for fremtidens byggeri placeres i Jernbanebyen, for arkitektfirmaet Cobes vinderprojekt for forvandlingen af DSB’s gamle centralværksted handler om at skabe Danmarks grønneste bydel med selvkørende busser, delecykler, boldbaner på hustagene og om at håndværkerånden fra de gode gamle dage genoplives i form af atelierer, workshops og orangerier fulde af lokale kunstnere, håndværkere og iværksættere. Kom med på en veloplagt byvandring med guide Frederik Lindskov fra Kaktus Towers, Nexus CPH og Trafiktårn Øst forbi den historiske Skydebrohal, Lokomotivværkstedet og BoligVærkstedet til økomarkedet Banegaarden og Den Gule By.

Mødested: Trafiktårn Øst set fra Kalvebod Brygge mod Vesterbro. Carsten Niebuhrs Gade 49, Kbh. V.
Slutsted: Den Gule By
Varighed: 2 timer
Afstand: 1,5 km

Villa Copenhagen (skal aftales med hotellet)
Det vildeste hotel i Danmark er skabt af en norsk hotelkonge i det gamle postkontor ved Hovedbanegården – her skal der laves aftale med hotellet. Frederik omviser udendørs i 45 minutter (Hotellets arkitektur, Vester Elværk, Politigården, Post Byen, SEB Bank mm) og derefter omviser han og Mathias Dudek (floor manager fra hotellet) 45 min indendørs. Til slut får vi kaffe og kage i Court Yard i hotellets overdækkede atrium. Fantastisk tur.

Det gamle frihedsmuseum brændte i 2013 og er nu blevet erstattet af en lille arkitekturperle af Lundgaard & Tranberg i hjertet af Churchillparken. Vi følger en kyndig guide fra museet og går under jorden for at høre mere om de fire modstandsfolk, som danner rammen om museets nye, gribende udstilling.
Men først opridser vi konturen af Danmarks kamp og forsvar gennem århundreder med en vandring fra Søfartsmonumentet ad Norgesporten over Kastellet til Churchillparken. Ruten er overstrøet med betydelige monumenter og bygninger som samlet fortæller om en nation med lang historie og mange fronter.
Mødested: Søfartsmonumentet. Slutsted: Frihedsmuseet.
KRÆVER AFTALE MED FRIHEDSMUSEET VEDR. GUIDE INDENDØRS

Grønttorvet & Valby Maskinfabrik
I hjertet af Valby lå i mere end et halvt århundrede Grønttorvet, der med livlig handel dagligt leverede frisk frugt og grønt til Danmark. Nu er handlen flyttet ud af byen og området forvandlet til Københavns grønneste bydel, hvor frugtplantager og væksthuse i gårdrum og på tage, beretter om en helt ny måde at bo i byen på.
Et stenkast derfra ligger FLSmidth’s gamle fabriksområde på hele 25 ha, hvor der i knap 100 år blev bygget maskiner til cementproduktion på verdensplan. Ligesom Grønttorvet er Valby Maskinfabrik i de senere år blevet omskabt til et spektakulært boligområde, hvor nyt og gammelt, bolig og industri smelter sammen til en valbyfortælling, der går på tværs af flere århundreder.
Kom med på byvandring med Frederik Lindskov hvor vi besøger begge bydele og taler om alt fra handel og gammel industri til visionerne for fremtidens bæredygtige bydel.
Turen egner sig ikke for gangbesværede. Mødested: Torveporten 2. Slutsted: Valby Maskinfabrik

Helsingør
Forvandlingen af havneområdet, så fx følgende forløb: Helsingør Banegård, Tegner, Sveasøjlen, Kongekajen, Kulturværftet, Han, Søfartsmuseet (bunden af dokken), Ravelinerne, Indgang til Kronborg (formidlingen af Sundtolden), Evt Danserindebrønden, 2-3 gavlmalerier og Hans Pauli Olsens skulpturgruppe. Ca 2 timer.

Nordhavn 2.0
Fra Århusgadekvarteret forbi CIS og Metro til The Krane. Frederik har lavet en ny spændende tur hvor vi får alt med: vi bevæger os igennem Århusgadekvarteret og op på Lüders Konditag og går forbi Redmolen, Sundmolen, Kronløbsbassinet, CIS, Orientkaj Metro, Utzon auktionshus og The Krane – Dks dyreste 1-værelseshotel.

Gavlmalerier i Nordvest
Det nye København NV er fuld af kunst og gavlmalerier. Vi går fra Nørrebros Hjerte og Superkilen forbi vægmalerier af Hornsleth, Erik Clausen, HuskMitNavn og DonJohn og ender i Nordvestkvarterets nye perle: Nordeuropas største gavlgalleri. Her har andelsboligforeningen Mønten de senere år har ladet hele 16 gavle bemale af danske og udenlandske verdensnavne.

10 arkitekturperler i København
På top 10-tur i København er hovedstadens største seværdigheder kun en udstigning væk. Jeres guide, Frederik Lindskov, står for lydsporet og bussen stopper ved: The Silo og Lüders P-hus i Nordhavn, BLOX i Inderhavn, Axel Towers i Metropolzonen, Den Maritime Folkeskole i Sydhavn, Bjerget og 8tallet i Ørestad, Amager Bakke på Magretheholm, Forskerboligerne ved De Hængende haver i Carlsberg Byen, Mærsk Tårnet ved Panuminstituttet, Nordbro Tårnet og  Bo-Vest i NV-kvarteret
Så læn dig tilbage, fold ørene ud og fyld kaffekoppen – Copenhagen, here we come! Turen foregår primært i bus med udstigning visse steder samt kortere gåture.
Prisen er inkl. bus og frokost på Restaurant 56° med en øl eller vand.
Mødested: 10-16 (ca)
– KRÆVER AFTALE MED BUSSELSKAB SAMT RESTAURANTBESØG

Sydhavn (2-2,5 timer)

10 arkitekturperler i København – 3. udgave (bustur). – 6 timers guidet bustur og frokost i Restaurant 56
Guide: Cand.mag. i filosofi og kunsthistorie Frederik Lindskov.
Der er efterhånden så meget spændende arkitektur og så mange nye byrum i København, at den eneste måde at se det hele på, simpelthen er at leje en bus og så køre fra sted til sted – og det gør vi så!
Kom med på en 3. udgave af “Copenhagen Grand Prix Top 10 Tour” hvor vi besøger 10 markante steder, der har været med til at tegne København hér i det nye årtusind.
Vi lægger ud med Amaryllis Hus og Grøntorvet der i disse år forvandles til et spektakulært boligområde med frugttræer og væksthuse på i gårdrum og på tage – og kalder sig Københavns grønneste bydel.
Herfra kører vi til SEB Banks svenske bjergskråning hvorfra vi går et smut ud på Bølgen af JDS Architects der sammen med Havnebadet på Islands Brygge af samme arkitekt har ændret københavnernes forhold til inderhavnen. Vi kører derpå til Havneholmen og betragter med Allerhuset og Bryggebroen som kulisse det spektakulære boligbyggeri Gemini Residence, som er skabt på forladte industrisiloer fra den gamle sojakagefabrik.
Vi kører omkring det blå betonbyggeri ‘Metropolis’ i Sydhavn, som ligner en futuristisk blåmusling og som hilser alle der kommer over Sjællandsbroen velkommen til København.
Den franske riviera er flyttet ind i et gammelt lossepladsområde ved Artillerivej i det der nu kaldes for ‘Havnevigen’ – et flot koreograferet boligområde af Arkitema. Og et stenkast derfra er et af byens mest konsekvente højhuse netop blevet indviet, ´Silver Arrow’ – opkaldt efter den strømlinede grand prix racer fra Mercedes-Benz i 1930’erne.
Vi krydser Amager og lander ved Den Blå Planet af 3XN. Akvariets arkitektoniske greb er enestående, da byggeriets visuelle signatur – en gigantisk hvilvelstrøm – alene er synlig fra luften – hvilket giver mening når nu naboen er Københavns Lufthavn.
Vi følger Amager Strandpark – Danmarks største kunstige strandanlæg – den 5 km lange Amager Strandpark og ankommer Restaurant 56, et ombygget krudthus af Philip de Lange med 1 meter tykke mure.
Efter en skøn frokost kører vi til Refshaleøen og BIGs enestående ungdomsboliger, Urban Riggers. På hjemvejen kører vi forbi komplekset med Danmarks dyreste lejligheder, Krøyers Plads og slutter turen af på Skt. Kjelds Plads på Østerbro, hvor vild bynatur af SLA landskabsarkitekter har erstattet 9000 kvm asfalt i et one-of-af-kind klimaprojekt.
Så spænd livremmen, fold ørene ud og fyld kaffekoppen – Copenhagen, here we come!
Turen foregår primært i bus med udstigning visse steder samt kortere gåture (valgfrit).
Inkl. i prisen: Bus, 10 oplæg undervejs af guide, frokost..
Møde- og slutsted: Kl. 10.00-16.30
KRÆVER AFTALE MED BUSSELSKAB SAMT RESTAURANTBESØG

10 NYE arkitekturperler i København (bustur). – 6 timers guidet bustur og frokost i Restaurant 56
Guide: Cand.mag. i filosofi og kunsthistorie Frederik Lindskov
Der er efterhånden så meget spændende arkitektur og så mange nye byrum i København, at den eneste måde at se det hele på, simpelthen er at leje en bus og så køre fra sted til sted – og det gør vi så!
Kom med på en NY udgave af “Copenhagen Grand Prix Top 10 Tour” hvor vi besøger 10 nye markante steder, der har været med til at tegne København hér i det nye årtusind.
Vi lægger ud med Jægersborg Vandtårn som en symbolsk “port” til det nye årtusind. Hér indrettede Dorte Mandrup allerede i 2006 en serie studieboliger, og introducerede herved et arkitektonisk greb mellem nyt og gammelt, der i dag er omdrejningspunkt for en hel generation af danske arkitekter.
Herefter besøger vi den enestående Naturpark ved Novo Nordisk i Bagsværd, og kører herfra videre til et andet markant og skulpturelt projekt: Bispebjerg Bakke af Bjørn Nørgaard.
Vi kører forbi Bjarke Ingels prisvindende almene boliger på Dortheavej, og videre til Superkilen der sammen med Nordbro Tårnet af Arkitema er et unikt tiltag på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest.
Efter en veloplagt frokost i Restaurant Sundby Sejl på Amager fortsætter vi turen med et besøg ved foden af det spektakulære Amager Bakke, der som det første byggeri i verden kombinerer et forbrændingsanlæg med en skibakke.
Derpå det frapperende smukke Tietgenkollegium og DRs rekorddyre Koncerthus i Ørestad Nord.
Inden vi kører på motorvejen hjemad mod nord, passerer vi det 10’ende byggeri på dagens rute: North Tower af Norman Foster med Danmarks største indendørs atrium.
Så spænd livremmen, fold ørene ud og fyld kaffekoppen – Copenhagen, here we come!
Turen foregår primært i bus med udstigning visse steder samt kortere gåture (valgfrit).
Inkl. i prisen: Bus, 10 oplæg undervejs af guide, frokost (men excl. drikkevarer).
Møde- og slutsted: Kl. 10.00-16.30
KRÆVER AFTALE MED BUSSELSKAB SAMT RESTAURANTBESØG

10 arkitekturperler fra søsiden – oplev det nye København som havnerundfart.
Få en ren saltvandsindsprøjtning af københavnsk stjernearkitektur når Frederik Lindskov på fuld skrue fortæller om forvandlingen af den nye inderhavn igennem de sidste 20 år. Vi tager hele turen fra Nordhavn til Sydhavn og hører om de ti mest markante byggerier: FN Byen, Portland Towers, Urban Riggers, Inderhavnsbroen, Skuespilhuset, BLOX, Bølgen, Allerhuset, Gemini Residence og Metropolis.
Efter turen nyder vi en veloplagt frokost på den flydende restaurant Vandvid i Sydhavn – her kan vi sidde på dækket af en udtjent betonpram fra industrihavnen mens vi i ro og mag fordøjer dagens mange indtryk.
Startsted: Ophelia Plads / Skuespilhuset. Slutsted: Restaurant Vandvid, Sluseholmen.
KRÆVER AFTALE MED BÅD FRA KANALRUNDFARTEN SAMT RESTAURANT VANDVID (EL. ANDEN RESTAURANT)

Nordvestkvarteret – Nordbro Tårnet, Nørrebro og Nordvest
Fra overset københavnerkvarter til verdens hippeste bydel. Det internationale magasin Time Out kårede i efterår 2021 Nørrebro til verdens hippeste bydel – foran Barcelona, New York og Paris! Nordbro Tårnet, Nørrebro Bycenter og den nye metro har i de senere år føjet Nordvest til det hippe og multikulturelle byområde, og vi bliver derfor nødt til at besøge de to bydele samt Københavns højest tilgængelige udsigtsplatform i Nordbro Tårnet. Vi starter selvfølgelig turen ved skulpturen ‘Nørrebros Hjerte’ ved Nørrebroparken og den Røde Plads på BIGs ’Superkilen’. Herfra går vi til områdets nye 98 m høje vartegn ’Nordbro’ og ser på de to bydeles væsentligste karakteristika oppefra. Herfra bevæger vi os igennem den grønne bypark ved det prisbelønnede boligkompleks ’Emaljeparken’ og videre forbi de spektakulære lejeboliger af BIG på Dortheavej. Vi taler om ISS-grundens ’Demokratigarage’ og Cobes bibliotek, der ligner stablede bøger. Pladsen foran biblioteket blev i 2017 kåret som Danmarks bedste plads, og i pladsens bagerste hjørne finder man såmænd indgangen til Ungdomshuset. Vi slutter turen ved boligforeningen Mønten, hvor Nordens største gavlgalleri med 16 enorme malerier nu står færdig. Her finder vi nogle af verdens bedste street artists: Lady Aiko, HuskMitNavn, Mikael B og Victor Ash.
Mødested: Ved skulpturen ‘Nørrebros Hjerte’ ved Nørrebroparken, som ligger ud til Nørrebrogade 210, 2200 Kbh. N. 
Slutsted: Rentemestervej, nær busstoppested (bl.a. linje 68 og 21).

Fra Havneholmen til Havnestaden – Fra Trafiktårn Øst på Sjælland til Silver Arrow på Amager
Havneholmen er godt på vej til at blive Københavns nye knudepunkt. Lige hér møder Sydhavn indre by og Amager Sjælland, og lige hér udvider man de kommende år Fisketorvet til det dobbelte, opfører et væld af boliger og kontorejendomme og fletter metroens M4 sammen med Dybbøls Bro, den grønne korridor ‘Bymilen’ og den nye byzone ‘Jernbanebyen’ der skal opføres på DSBs gamle godsbaneterræn.
Vi mødes ved Trafiktårn Øst hvorfra vi passerer Havneholmen med Cykelslangen, Allerhuset, Kim Utzons Hotel The Island og de mange fine boligejendomme. Vi går over Bryggebroen til området der tilbage i 80’erne husede ØKs Sojakagefabrik og som i dag er forvandlet til boligbyen ‘Havnestaden’. Hér møder vi et af inderhavnens mest ikoniske byggerier, Gemini Residence, ejerlejligheder indrettet i to af fabrikkens gamle betonsiloer. Vi passerer det nyligt opførte og meget vellykkede højhus ‘Silver Arrow’ og slutter turen af med inderhavnens svar på den franske riviera med egen sandstrand, Havnevigen, af Arkitema.
Turen egner sig ikke for gangbesværede. Mødested: Trafiktårn Øst. Slutsted: Havnevigen

Ørestad Syd (2 timer)

Ørestad City
Bella Sky, BIG, Copenhagen Towers, Ørestad Gymnasium, Byparken, Royal Arena

Ørestad Nord (2 timer)
bl.a. Tietgenkollegiet, Sønder Campus, IT-universitetet

BIG Grand Tour, VM-husene, Bjerget, 8-tallet (2 timer)
Ørestad Grand Tour – fra Bella Sky til 8tallet. Bjarke Ingels’ boligbyggeri i Ørestad, 8tallet, er ikke uden grund kåret som verdens bedste boligbyggeri. Men faktisk startede eventyret for den unge stjernearkitekt med VM-husene og BJERGET et stykke nede ad Ørestads Boulevard. Kom med og oplev den længste perlerække i ny arkitektur i Danmark. Vi starter ved Bella Sky og går forbi VM-husene, BJERGET, Winghouse, Ørestad Gymnasium, Copenhagen Towers og Royal Arena for til slut at ende ved 8tallet i Ørestad Syd. Bella Sky er Europas skæveste bygninger, Copenhagen Towers har Danmarks største atrium, Bjerget er boliger bygget ovenpå et parkeringshus og 8tallet er en boligkarré med indbygget fortov på taget. Frederik Lindskov, billedkunstner og cand.mag. i filosofi og kunsthistorie får arkitektur og byudvikling til at gå op i en højere enhed.
Mødested: Foran indgangen til Hotel Bella Sky.

BLOX og området omkring (1 time (udendørs). 2 timer (inde og ude))
Besøg på BLOX koster entré hvis man vil ind på DAC (Dansk Arkitektur Center) – men Frederik kan godt omvise udenfor i bydelen / området uden at vi går ind – evt kalder vi så turen BLOX, Lille Langebro, Sorte Diamant el. lign. Hvis selskabet vil ind skal der laves en aftale med en guide fra DAC da de gerne selv vi formidle deres eget sted (indendørs). Alternativt må selskabet selv gå ind på egen hånd efter min omvisning (altså uden guide, men med billet).

Amager Bakke (1 time (udendørs). 2 timer (inde og ude))

Axel Towers & Metropolzonen (2 timer).
Axel Towers fremstår med åbne butikker og en skybar i 10. etages højde. Frederik Lindskov giver dig den samlede fortælling om den såkaldte metropolzoneplan i området omkring Rådhuspladsen, Tivoli og Hovedbanegården. Hvad er visionerne for den bydel, man er i færd med at skabe? Tivoli Food Hall er åbnet med et væld af kulinariske oplevelser og et spektakulært vue ind over den gamle have. Postcentralen fra 1979 bag hovedbanegården er nu revet helt ned, og om få år vil et helt nyt business district til 5 mia. kr. vokse frem – med 7 tårne helt op til 115 m høje. Samtidig arbejdes der på at overdække Vesterport banegrav og rive Poul Gernes’ farvestrålende Palads ned for herved at give plads til et endnu et nyt og centralt område i København – med flere høje tårne! Hvad der sker på Vesterbro i disse år er ikke småting! Vi mødes på Axel Torv og bevæger os forbi banegraven, Arne Jacobsens SAS Hotel, Postgrunden og SEB-Bank. Vi går på lynvisit i Tivoli Food Hall, og slutter vores tur af med et kig på områdets nye perle, Axel Towers, der sætter så høje standarder, at vi må glæde os til de kommende års nye projekter. Ikke mindst fordi det er samme arkitektteam, der nu bebygger postgrunden. Vi runder dagens byvandring af med en udsøgt frokost i restaurant Trio højt til vejrs i Axel Towers. Her går man efter en Michelinstjerne … og det kan man godt smage! Turen foregår primært udendørs og egner sig ikke for gangbesværede, distance: ca. 2 km. Møde- og slutsted: Ved Robert Jacobsens skulptur “De 7 Axler”, Palads Hovedindgang, Axeltorv 9, 1609 København V.

Axel Towers, Metropolzonen & frokost i Restaurant Trio (3 timer)

Mærsktårnet – inside out – Arkitektur og sundhedsvidenskab i verdensklasse.(1 time (udendørs), 2 timer (inde og ude)).
Ligeså brutal og fremmedgørende det gamle Panum institut fremstår ud mod Tagensvej, lige så venlig og inviterende virker det nye Mærsktårn ud mod Blegdamsvej. Sat over for hinanden udstiller de to bygningskomplekser, hvor forskelligt man betragter arkitekturens rolle i hhv. 1970’erne og i 2010’erne. Ikke desto mindre er nyt og gammelt nu svejset sammen i et overdådigt velkomstområde på 18.000 m2, hvor reposer, auditorier, caféer og break-out studiezoner hilser ikke bare forskere og studerende – men hele byen – velkommen. Kom med på en helt unik bygningsvandring når vi af først Frederik Lindskov præsenteres for såvel Panum som Mærsktårn, som disse bygninger opleves fra gaden, og efterfølgende omvises inden døre i en af verdens mest avancerede forskerbyer. Tårnet strækker sig 75 m op i luften og er skabt til at bringe dansk sundhedsforskning i spidsen internationalt. Efter endt rundvisning er der mulighed for på egen hånd at købe kaffe og hjemmebag i caféen (lukker kl. 17) og tage de 75 meter op i tårnet og nyde udsigten. Mødested: Ved Monumentet Mod Lyset i krydset Tagensvej / Blegdamsvej. Pris inkl. guidet tur udenfor og indenfor i Mærsktårnet. Vær opmærksom på vanskelige P-forhold.

Kulturhavn Kronborg (havn, Han, Søfartsmuseet, Kulturværftet, Kronborg mm) (2-2,5 timer)

Njals Tårn og Amager Centeret
På den sidste store byggegrund i indre by, ’Bryggens Bastion’, opfører man i disse år en helt ny bydel og ikke mindst Njals Tårn på hele 86 m. Men allerede inden færdiggørelse er tårnets bundplade flækket grundet mangelfulde beregninger og bygherren politianmeldt. Der er således lagt op til endnu et skandalebyggeri i København. Vi mødes ved Islands Brygges metrostation og går ad Njalsgade forbi Søndre Campus, Njals Tårn, Bikuben Kollegiet og det smukke gårdanlæg ved Amager Fælled Skole tegnet af Thing Brandt landskabsarkitekter. Vi går et smut indenom Ørestad Nord og ser på Henning Larsens nyskabende IT-Universitet og selvfølgelig også verdens flotteste kollegium, Tietgenkollegiet, af Lundgaard & Tranberg. Vi fortsætter til det nyistandsatte Amager Center, der har til huse i hvad der oprindeligt var en rebfabrik, og hvor nyt og gammelt, salg og charme nu bedre end noget andet sted i byen går hånd i hånd.
Mødested: Islands Brygges metrostation. Slutsted: Amager Centeret

Cisternerne under Søndermarken + pågældende udstilling (1-1,5 time)
Cisternerne – Chiharu Shiota – med billedkunstner, cand.mag. Frederik Lindskov. Kom med ned i dybet under Søndermarken, hvor Cisternerne åbner en ny og monumental udstilling − Multiple Realities af den japanskfødte kunstner Chiharu Shiota. Chiharu Shioto har omdannet Cisternerne til et drømmeagtigt landskab, hvor psykens dybere lag kommer til syne som roterende kjoler, spejlinger og labyrintiske garnstrukturer. Chiharu Shioto er kendt for sin evne til at forene det monumentale og det skrøbelige og for sine spindelvævsagtige strukturer, som omdanner rum til labyrintiske totaloplevelser, som publikum kan gå på opdagelse i. Tidligere har Cisternerne kunne byde på bl.a. Ingvar Cronhammar, Jepper Hein og kunstnergruppen Superflex. Vi mødes ved hovedindgangen til Zoo på Roskildevej. Herfra går vi i Søndermarken og hører om slotspark, cisterner og den aktuelle udstilling. Efter Frederik Lindskovs introduktion (ca. 45 min.) går vi ned i Cisternernes mørke og helt enestående udstillingsrum. Efter besøget sammenfattes indtryk på overfladen. Værd at vide ifør dig gummistøvler og varmt overtøj (der er køligt og vådt dernede). Besøget er ikke egnet for svagtseende og gangbesværede. Det skal i øvrigt cleares med Cisternerne før selskabet kommer. Entré tilkommer.

Charlottehaven og besøg i tårnet
Charlottehaven – tårnudsigt og kaffe. Længe før Nordhavn så dagens lys som nyt rekreativt boligkvarter ved vandet, så investor Finn Harald Simonsen store muligheder i området omkring Nordhavn Station – endda på en forladt og forurenet industrigrund. I 2001 åbnede Charlottehaven som boliger og i 2004 som konferencested, restaurant og hotel og blev med sin nytænkende fusion af mange forskellige funktioner omgående en prisbelønnet succes. I 2019 føjedes et 56 m højt tårn med hotellejligheder til komplekset med Nordeuropas højeste udendørselevator, og hvor man fra toppen på en åben balkon, kan se ud over hele København. (der er også både trapper og indre elevatorer…) Kom med en tur rundt i Charlottehavens haveanlæg og oplev udsigten fra en af tårnets hotellejligheder. Besøg tårnets balkon og hør om området og byens efterhånden mange tårne. Slut besøget af med kaffe og kage i restauranten (betales særskilt). Arkitekturguide Frederik Lindskov får følgeskab af en ansat fra Charlottehaven, så både arkitektur, historie og dagligdag får plads i den samlede fortælling.
Mødes ved indgangen til Charlottehaven med Frederik Lindskov. Udendørs omvisning, besøg i haven afsluttes ved tårnet. Varighed va 30 min. Mødes med Kristian, besøg i tårnet, udendørs elevator (valgfrit) tagterrasse (56 meter) Frederik fortæller igen om området – ca 10 min – besøg i 2 lejligheder. Kaffe og kage i restauranten, ca 30 min. varighed.

Den Blå Planet (udendørs, arkitektur + historie) (1 time)

Lapidariet (inde), BLOX (udefra), Slotsholmen & frokost i Tårnet på Christiansborg (3 timer)

Helsingør-Helsingborg, fodtur i de to byer inkl. færgeoverfart samt evt. frokost, 3-4 timer

OMVISNINGER i KUNST- og GALLERIUDSTILLINGER
Omviser i alle kunst- og arkitekturudstillinger, historiske og samtidige. Minimum 1 uges forberedelsestid.

Frederik Lindskov booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Om Frederik Lindskov:

Et liv som opfinder, idéudvikler, tekstforfatter, designer, billedkunstner og foredragsholder.

KUNSTHISTORIKER & FILOSOF
Jeg er uddannet i kunsthistorie (2001) og filosofi (2009) fra Københavns universitet.

FORMIDLER
Jeg har siden 2003 forestået flere og forskelligartede undervisningsforløb. Jeg har været billedkunstlærer på Københavns Tekniske skole og operaguide hos Dania Rejser, og er sidenhen blevet fast foredragsholder og omviser ved FOF og i privat regi. Fra 2013 og frem afholder jeg årligt over 100 foredrag og omvisninger. Jeg underviser i kunst, filosofi, arkitektur og innovation, og er gennem årene kommet tættere på en forståelse af hvad som kræves ved en god formidlingspræstation: En idé, en drejebog, grundig forberedelse, gode og spændende præsentationer og et godt og smittende humør ved selve formidlingen. Jeg er overbevidst om, at den allervigtigste ingrediens er begejstring for stoffet. Hvis man er begejstret i sin formidling, så bliver alle andre det også.

BILLEDKUNSTNER
Jeg debuterede som udøvende kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling i 2005 og udstillede årligt begge steder frem til 2008. Jeg vandt KS-prisen på Kunstnernes Sommerudstilling i 2007 og er blevet opkøbt af forskellige foreninger og samlere. I 2009 fik jeg en aftale i stand der indebar en totaludsmykning af Konferencecenter Bernstorff Slot. Auditorier, gange, mødelokaler og hotelværelser er blevet udsmykket med knap 80 værker. I 2014 blev jeg opkøbt af Colas Foundation i Paris. På asylcenter Avnstrup afleverede jeg næsten 50 vægmalerier i forbindelse med en ny biograf, en bazar-afdeling og generel vægudsmykning.

Mit virke som billedkunstner fremstiller på mange måder essensen af mit væsen: Jeg er meget nysgerrig af natur og er tilsvarende stædig, når først jeg er på sporet af noget. Jeg forholder mig meget kritisk til vedtagne regler, praksisser og forudindtagede meninger og er samtidig fokuseret på at omforme, videreudvikle eller ligefrem helt at opfinde nye tilgange. ”Nyskabelse” og ”originalitet” er nok de begreber der bedst dækker min professionelle indstilling til det at skabe kunst. Jeg er enig med Jorn: ”Går man ikke til yderligheder, skal man slet ikke gå”.

BESTYRELSESFORMAND
I 2008 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Kunstnernes Efterårsudstilling (KE) og sad som formand i perioden 2009-2012. KE står nu med en helt ny og gennemmoderniseret udstillingsplatform. Jeg har haft det overordnede ansvar for et koordineret samarbejde mellem bestyrelse, forretningsfører, sekretær, fundraiser, webbureau, PRbureau, håndværkere, udstillingssted og diverse underleverendører. KE fik på tre år med mig som formand næsten fordoblet sin ansøgerpulje. Vores budget til PR, katalog, eksterne ressourcer og events er i samme tidsrum tidoblet, og bedre fundraising og større besøgstal har sørget for at regnskabet i dag er i balance.

SPECIALKONSULENT
I perioden 2014-17 revitaliserede de fleste af landets Røde Kors asylcentre. Mine erfaringer fra KE-formandsskabet, udsmykningen af Bernstorff Slot og 15 år med produktudvikling, PR, branding mv. er på mange måder smeltet helt sammen i disse omfattende projekter. Revitalisering handler om at gennemgå alle led og – om nødvendigt – omtænke det hele. Det hele hænger sammen: image, hjemmeside, bygning, ansatte, arbejdsgange, skiltning, indretning, farver osv. Mit arbejde har bestået i alt fra udarbejdelse af ny skiltning, ny ikonografi, implementering af ny digital informationsportal og relokering af arbejdsgrupper, informationsskranke mm. til iværksætteri med asylansøgerne – jeg oprettede malerteams, tømrerteams, gartnerteams, fototeams mm. som alle deltog i fornyelsen af centrene.

Jeg har udarbejdet en designmanual for Røde Kors Asylcentre, således at man fremover ved åbning af nye centre har en manual der kan følges.

OPFINDER, PRODUKTUDVIKLER, DESIGNER
Jeg har knap 15 års erfaring som opfinder og produktudvikler i samarbejde med bl.a. Kruuse A/S, Karlie Heimtierbedarf (Tyskland), Topet (Kina) og i skrivende stund med holdet bag Northmate ApS. I 2003 opfandt og produktudviklede jeg i samarbejde med Karlie og Teknologisk Institut et gyroskopisk hundelegetøj, der i dag er patenteret og sælges worldwide. I 2007 lancerede jeg produktet ”Catmosphere” i samarbejde med Kruuse. I 2011 brød vi igennem på det internationale marked med DogMaze, og i de seneste fire år har vi i Northmate lanceret et nyt og patenteret produkt om året. Disse og lignende udviklingsprocesser har udover selve konceptudviklingen givet mig solid erfaring i en række samarbejdsprocedurer såsom kontraktskrivning, forventningsafstemning og ikke mindst samarbejde og forhandling på engelsk. Jeg har de seneste fire år årligt været på messe i Tyskland og Italien for at sælge vores produkter i Northmate. Green-foderskålen sælges i dag i mere end 40 lande og indgår i en permanent udstilling på Experimentariet i Hellerup som eksempel på dansk innovation.

Jeg har udviklet et firmaløfte jeg kalder 7-MATES, og det indebærer at Northmate over en syvårig periode vil løse alle grundlæggende problemer for hunde og katte i hjemmet. Det er ambitiøst – men muligt. Alene Green har vundet 5 internationale guldmedaljer i forskellige kategorier.

DEMOKRATISK KUNST
I 2017 grundlagde jeg og en tidligere kollega i reklamebranchen firmaet ARTSPOIL ApS. Vores målsætning er at brede kunsten ud til alle lag af samfundet og én gang for alle gøre op med kunsten som et elitært fænomen.

MODUS OPERANDI
Jeg er stærk organisatorisk, og min entusiasme og ildhu har det med at smitte dem omkring mig. Da jeg er meget initiativrig og handlekraftig fordrer samtidig at folk omkring mig selv handler proaktivt og begejstret igennem initiativ og ansvar. Jeg leder bedst ved selv at gøre et godt eksempel, og er derfor meget lydhør overfor ideer og initiativer der fostres omkring mig. Jeg tror på det nye, på det forbedrede og på det originale. Derfor handler organisation, markedsføring og i sidste ende ledelse for mig altid primært om indhold og først derefter om form. Jeg er ekstremt fokuseret på at løse den overordnede problematik for derefter med alle midler at nå i mål med en original og nytænkende løsning. Jeg ved det altid er muligt. Derfor interesserer jeg mig ikke meget for den type ”girafsprog” der stræbes efter i lige rigelig grad i mange moderne organisationer, da anerkendelse uden indhold er som en bil uden motor. Hvis alle er fokuseret på at gøre deres arbejde så godt som muligt, så kommer respekten, anerkendelsen og det gode samarbejde helt af sig selv.

Mine erfaringer som opfinder, billedkunstner, iværksætter, leder af KE og konsulent for Røde Kors koblet med min faglige styrke fra universitetet gør, at jeg både er velfunderet teoretisk og bredt favnende i praksis. Jeg kan som få andre gå hele vejen fra idé over modning til præsentation og effektuering. Jeg behersker i lige grad den konceptuelle fase som den digitale bearbejdning, den skriftlige og verbale formidling og det brede afsluttende samarbejde. Som grænsesøgende person udfordrer jeg konstant mig selv for at opnå de bedst mulige resultater. Jeg forsøger altid at se løsninger i stedet for problemer. Jeg betragter mig selv som meget logisk tænkende og tragter altid efter grundighed, enkelhed og intellektuel klarhed.

Mit ønske er at kombinere min uddannelse med mine evner indenfor innovativ tænkning og formidling. Mit største idol er og bliver Leonardo da Vinci: at have en evig og utrættelig nysgerrighed på verden og at søge at påvirke denne i en nytænkende retning – indenfor alle fag … på samme tid. Det er i sandhed en smuk utopi. Verden er uendelig dyb og mystisk. Min plan for livet skal afspejle dette tankevækkende vilkår.

Frederik Lindskov booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Vores nyhedsbrev

1-2 gange om måneden udsender vi et nyhedsbrev der indeholder aktuelle tilbud, nye forfattere, foredragsholdere, musikere, underholdere m.m.

Om Arte Booking

Siden 1946 har ARTE Booking formidlet foredrag, foredragsholdere, underholdning, stand-up komikere og musik.

Ring til os på 3848 1400 eller send en mail til booking@artebooking.dk. Vi tilbyder hurtig og professionel formidling. Vi glæder os til at hjælpe dig med at finde den rette person til jeres næste arrangement.

Skriv til os via formular